Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Mette Frederiksens magttrick farver Danmark blodrødt

KOMMENTAR: Gennem chokterapi omvender statsminister Mette Frederiksen (S) danskerne til socialdemokratisme. Hun udnytter effektivt situationens alvor til at gennemtrumfe ideologiske og tabuiserede tiltag, skriver Lars Trier Mogensen.

Følelsesmæssigt er det 'Mette eller kaos' for mange, også borgerlige kernevælgere, der normalt aldrig ville stemme på socialdemokraterne, skriver Lars Trier Mogensen.
Følelsesmæssigt er det 'Mette eller kaos' for mange, også borgerlige kernevælgere, der normalt aldrig ville stemme på socialdemokraterne, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sjældent har der været så mange socialdemokrater i Danmark – hvis nogensinde.

Efter mandagens tv-tale, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) på suveræn vis fik overbevist mange af de sidste tvivlere, knurrepotter og kværulanter, er det politiske landkort for alvor blevet ramt af rystelserne fra coronakrisen: De røde områder vokser frem overalt, over land og by.

På en dyster baggrund har Socialdemokratiet genvundet sin ellers ofte svigtende selvtillid og tilmed med en overrumplende, folkelig kraft, der vil kunne rykke mange vælgere i retning af Mette Frederiksens parti.

Når støvet lægger sig, vil hun derfor hurtigt kunne blive fristet til at udskrive nyvalg. Socialdemokratiet får næppe en bedre chance i 2020'erne.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mette Frederiksens vigtigste magttrick er, at hun på den ene side har fået overbevist de andre partiledere på Christiansborg om, at krisepolitikken ikke er socialdemokratisk, og alt alene sker i nationens tjeneste, men at vælgerflertallet på den anden side ser mønsteret klart og tydeligt. Og derfor er det politiske landkort ved at blive rødere.

I de allerførste og derfor også usikre meningsmålinger står Socialdemokratiet til at få en markant mandatfremgang ved næste folketingsvalg, og fremgangen bestyrkes af en tilsvarende ændring i magtbalancen mellem rød og blå blok:

Minimalstaten er allerede oldtidshistorie.

Lars Trier Mogensen

De borgerlige partier står til at tabe stort på coronakrisen, og hvad der på længere sigt kan blive endnu værre for blå blok, er selve det, at kritikken af velfærdsstaten også er på retræte. Minimalstaten er allerede oldtidshistorie.

Den øjeblikkelige undtagelsestilstand i Danmark fungerer som en form for anskuelighedsundervisning – tilmed af konsekvenspædagogisk tilsnit – der demonstrerer betydningen af en stærk og social velfærdsstat.

I øjeblikkets tilstand af udbredt frygt og dødsangst er der kun få vælgere, som ville kunne finde på at stemme på skattelettelser fremfor på øget velfærd.

Følelsesmæssigt er det 'Mette eller kaos' for mange, også borgerlige kernevælgere, der normalt aldrig ville kunne finde på at stemme på sosserne. Socialdemokratismen er blevet retro: god, gammeldags og tryg.

Med staten som omdrejningspunktet er Mette Frederiksen i gang med at indramme en ny-socialdemokratisk fortælling om pligter og rettigheder nu i netop den rækkefølge.

Som hun sagde i mandagens tv-tale: "Der er én ting, som er helt evident: Det danske fællesskab virker. I Danmark har vi valgt vores vej. Vi finder fælles løsninger på fælles problemer. Det har vi en lang tradition for at gøre. Vi kæmper for den generation, som lagde de første sten til vores velfærdssamfund. Og som nu står i forreste række, når sygdommen desværre kræver sine ofre."

Efter en første fase som en mere neutral og altfavnende landsmoder optræder Mette Frederiksen nu mere og mere partipolitisk på sine pressemøder, og realpolitisk udnytter hun også fermt, at de borgerlige partier endnu ikke for alvor tør udfordre hendes overvældende popularitet.

Det er nu, der smedes. Det er nu, at de mest afgørende beslutninger i en generation træffes – uden større debat.

Ifølge S-regeringen er der nemlig ikke tid til at diskutere, om hjælpepakkerne kunne skrues mere for eksempel grønt, rummeligt eller innovativt sammen.

Det er nu, at milliarderne flyder ud af Finansministeriet som varm honning, og flere årtiers finanslovsbudgetter på et splitsekund fyres af lige fra hoften.

Med strømmen af økonomiske hjælpepakker, der samlet set kan ende med en svimlende gældsforpligtelse på over 300 milliarder kroner, eller hvad der svarer til godt en sjettedel af det samlede bruttonationalprodukt, har S-regeringen allerede slået danmarksrekord i pengeforbrug.

Ingen i kongeriget vil nogensinde komme til at bruge lige så mange penge, som finansminister Nicolai Wammen (S) har fyret af på få døgn.

Kommer tid, kommer råd. Lige nu er alle på Christiansborg påfaldende enige om, at der bare skal pumpes så mange penge som overhovedet ud til de gispende industrierhverv, de fyringstruede lønmodtagere og til offentlige anlægsinvesteringer.

Læs også

Hvis det var praktisk muligt, ville S-regeringen sikkert også gerne sparke gang i de forsvundne skibsværfter igen.

Mandagens tv-tale til nationen, hvor statsminister Mette Frederiksen tilbød vælgerne en ny slags coronakontraktpolitik – om på den ene side fortsat at holde afstand fra hinanden, for så på den anden side at blive belønnet med en gradvis åbning af Danmark efter påske – havde karakter af en fornyet nytårstale. Eller ligefrem et tidligt valgoplæg.

Med en svulmende patos, der aldrig tidligere har været hørt stærkere i Spejlsalen i Statsministeriet, sagde Mette Frederiksen sent mandag eftermiddag til tv-kameraet:

"Vi er dybt afhængige af hinanden. Vi er et fællesskab. Vi deler bekymringer og håb. Og dermed deler vi også en kraft, som ikke kan sættes på formel. Men som har vist sig uvurderlig. Samfundssind. Vi ved, at vi har brug for hinanden."

Som en rød tråd gennem den veliscenesatte tv-tale blev landets ældre trukket hæderværdigt frem og hyldet for deres bidrag til opbygningen af den danske velfærdsstat:

"Det er ikke jer, der råber højest. I gør ikke et stort nummer ud af jer selv. Men I har det hårdt i den her tid. Jeg er nødt til at sige til vores ældre og til de mest sårbare: I må fortsat forvente at skulle indrette jer efter smitterisikoen noget tid endnu," sagde Mette Frederiksen og satte trumf på med en veldrejet formulering, der kan blive ikonisk for hendes regeringstid: "Vi beder de svageste om at være de stærkeste."

Fortællingen om de svage, der bliver de stærke, er gevaldig og rørende, men bestemt ikke neutral.

Selvom alle andre partiledere på Christiansborg selvfølgelig også kan skrive under på en bred, moralsk forpligtelse om at ville værne om de gamle, syge og mest sårbare, har Mette Frederiksen midt i den kaotiske tumult formået at signere de mange dramatiske tiltag under coronakrisen med en klar og utvetydig socialdemokratisk underskrift. Som med et kongeligt stempel er det gamle arbejderparti kommet til ære og værdighed igen.

Rent ideologisk har S-regeringen allerede formået at flytte afgørende hegnspæle. Ligesom finanskrisen i 2008 blev udnyttet af borgerlig-liberale regeringer over hele verden til at rulle velerhvervede velfærdsordninger tilbage, og flygtningekrisen i 2015 satte turbo på nationalkonservative stramninger af asylreglerne, har den danske regering på rekordtid haft modet til at gennemføre en socialdemokratisk chokterapi.

Hvad der under normale omstændigheder næppe ville kunne gennemføres med et flertal i Folketinget, er helt uforberedt og hastebehandlet blevet trumfet igennem.

De borgerlige partier har snorksovet i timen, på nøjagtig samme måde som venstrefløjen har gjort under tidligere kriser.

Uanset partifarve kan en grundig debat om nye milliardudgifter dog altid være ganske forstandig.

Hvis fremtidige velfærdsudgifter eksempelvis – og med stor sandsynlighed – ender med at blive skåret væk med henvisning til den enorme coronaregning, ville det måske have været meget sundt at overveje fordelene og ulemperne på forhånd?

Men indtil videre tør ingen, slet ikke venstrefløjen, sige noget som helst kritisk i et fromt håb om, at S-regeringen omme på den anden side af coronakrisen vil have lyst til at lytte mere til Enhedslistens hovedbestyrelse end til direktionen i Dansk Arbejdsgiverforening.

SF'erne dagdrømmer også om, at hjælpepakkerne vil blive startskuddet til en ny og gylden æra, hvor milliarderne vil rulle rundt i landets daginstitutioner. Og til klimaet. Og uddannelserne. Og alt muligt andet.

Lige nu synes alle at lukke øjnene og bare håbe på, at alle de ubegribeligt mange milliarder, der kastes mere eller mindre tilfældigt op og rundt i luften, vil ende med at falde ned på lige præcis den måde, som de selv drømmer om. At netop deres ønsker bliver opfyldt.

De realpolitiske konsekvenser af de økonomiske hjælpepakker kan imidlertid vise sig at blive endnu mere kronisk langlivede end eksempelvis effekterne af de hastegodkendte stramninger af epidemiloven, ganske enkelt fordi de kontante efterregninger jo ikke forsvinder om et år – som ved en solnedgangsklausul. Tværtimod.

De kommende års afbetalinger, herunder effekter på renteniveauet, fastkurspolitikken og nye udgifter til de senere ekstra stimuluspakker, vil uundgåeligt komme til at sætte rammerne for de politiske forhandlinger på Christiansborg. Intet andet vil være større i lang, lang tid.

Først og sidst handler politik om fordelingen af ressourcer i et samfund. Men endnu diskuterer ingen for alvor rækkevidden af de økonomiske hastelove.

Den larmende tavshed kan skyldes, at landets økonomer samstemmende betrygger politikerne med, at Danmark har en næsten ubegrænset kreditværdighed, takket være årtiers reformpolitik og besparelser på overførselsindkomster. Derfor vil den danske seddelpresse ikke løbe tør.

Modsat den faglige kappestrid blandt epidemilæger eller strafferetseksperter hersker der åbenlyst ingen uenighed blandt danske nationaløkonomer, og derfor er der heller ingen, som sætter spørgsmålstegn ved den finansielle mikstur i hjælpepakkerne.

Rådet lyder i stedet og enstemmigt: Bare pump så mange penge ud som overhovedet muligt og så hurtigt som overhovedet muligt. Heri ligger nok den største triumf for den klassisk keynesianske krisesocialdemokratisme.

Alle de spøgelser tilbage fra Anker Jørgensens statsministertid, som socialdemokrater har kæmpet desperat med og ofte fortvivlende imod i nyere tid – og som i flere perioder har gjort socialdemokratiske ministre næsten mere sparsommelige end deres borgerlige modstykker – er med ét slag udryddet.

Nu trumfer hensynet til samfundets svageste alt andet. I dagens Danmark er spørgsmålet kun, hvor mange penge staten kan skyde i forskellige brancher, støtteordninger og løntilskud, ikke længere om den samlede plan er fornuftig, gennemtænkt eller økonomisk bæredygtig.

Ingen tør tænke den kætterske tanke, om erhvervslivet og/eller lønmodtagerne rent faktisk ville kunne få bedre gavn af milliarderne på andre måder.

Cost-benefit-tankegangen er nemlig også kortsluttet. Tilbage står kun små nuancer fra lyserødt til blodrødt.

Fronterne i den økonomiske politik, der ellers har stået nogenlunde fast siden 1980'erne, forskubbes dermed skelsættende dag for dag.

En milepæl blev således passeret, da S-regeringen i sidste uge ophævede anlægsloftet for kommuner og regioner. Hvad der for ganske få år siden blev opfattet som et bolværk mod økonomisk uansvarlighed, blandt andet af den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, er nu revet væk som et gammelt, gulnet og forældet kalenderblad.

Nu jubler selv Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, over udsigten til, at det offentlige tager spenderbukserne på.

Bizart nok kommer én af de få advarsler mod blot at sprøjte flere og flere penge ud i samfundsøkonomien fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

"Virksomhederne kan jo blive ved med at efterspørge nye pakker og flere pakker. Men virksomhederne bør bruge de hjælpepakker, der er nu, og så skal de også lige kigge lidt indad. Klap lige hesten og se, hvordan det, vi har sat i værk, virker," siger Lizette Risgaard til Jyllands-Posten tirsdag.

Men hun har nu også selv et forslag i ærmet: Fagbevægelsen vil have dagpengesatsen hævet.

Generøsiteten er opsigtsvækkende. I internationale medier fremhæves de danske socialdemokrater som mulige mirakelmagere, der måske kan inspirere alle klodens andre statsledere, der også tumler med ramlende økonomier.

Finansminister Nicolai Wammen turnerer i disse dage rundt i globale nyhedsmedier med et slagkraftigt og grandiost budskab: "Go big and go fast."

Dét var der næppe mange, der havde forventet at høre fra ham, da han var borgmester i Aarhus. Men coronakrisen har vredet alle proportioner ud af form.

Modsat finanskrisen, hvor det i høj grad var bankerne, der blev reddet på direkte bekostning af almindelige lønmodtagere, gør S-regeringens ministre i dag et stort nummer ud af, at de økonomiske prioriteter er vendt totalt på hovedet:

Socialdemokratiet holder denne gang hånden under arbejderne, lyder budskabet, i hvert fald de arbejdere, som er heldige nok til at være ansat i de største, velorganiserede virksomheder, der kan bruge hjælpepakkerne.

Samlet set har S-regeringens coronakombination af retspolitiske stramninger og en rundhåndet økonomisk stimuluspolitik vist sig at være en overordentlig populær cocktail.

Ved først at rykke hårdt til højre i værdipolitikken og dernæst lige så langt til venstre i fordelingspolitikken har statsminister Mette Frederiksen effektivt forbundet de to stærkeste strømme i vælgerhavet.

Dansk Folkeparti er ved at blive ædt, og i de kommende måneder vil de borgerlige få svært ved meget mere end blot at følge passivt med ind i et stadigt rødere Danmark.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00