Debat

S-kandidat Lars Werge: Nyt lovforslag får det til at ligne, at mit parti helst vil trække rullegardinet helt ned

I en tid, hvor vi taler om politikerlede og et administrativt system, der lukker sig om sig selv, må svaret ikke være mere lukkethed og færre aktindsigter, skriver Lars Werge.

Ved pressemødet om Minkkommissionens beretning i starten af juli måned lovede statsministeren bedre mulighed for aktindsigt.
Ved pressemødet om Minkkommissionens beretning i starten af juli måned lovede statsministeren bedre mulighed for aktindsigt.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lars Werge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kaffen gled i den gale hals forleden, da jeg læste Altingets historie om regeringens forslag til en ændring af lov om offentlighed i forvaltningen – altså offentlighedsloven.

Her citerede mediet en række eksperter indenfor offentlighedsloven og mediejura, og de var usædvanligt samstemmende i deres kritik af et lovforslag, der er sendt i høring.

Her lægger regeringen op til, at det skal være muligt for de offentlige instanser at afvise anmodninger om aktindsigt på baggrund af en mistanke om, at de er anlagt ud fra en chikanøs hensigt.

Som kandidat til Folketinget for regeringspartiet Socialdemokratiet har jeg længe stået ret alene i partiet med min kritik af den gældende offentlighedslov, der blev vedtaget til indførelse fra 1. januar 2014. Det er her, væsentlige dele af den offentlige forvaltning undtages aktindsigt ud fra, at de er et led i ministerbetjening.

Denne og andre væsentlige stramninger blev gennemført efter meget kritik af den forrige S-ledede regering, og der var tilslutning fra næsten alle partier i Folketinget til stramningerne.

Læs også

Dén opbakning er så siden smuldret, så det i dag alene er de seneste mange års skiftende regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, der ved denne valgperiodes start stadig stod bag den gældende lovgivning.

Og undervejs i perioden er det så blevet meldt ud fra begge partier – om end på en lidt fodslæbende facon – at de er villige til at se på ændringer af offentlighedsloven. Senest understreget af statsminister Mette Frederiksens udtalelser på pressemødet om Minkkommissionens beretning i starten af juli måned, hvor hun lovede bedre mulighed for aktindsigt.

Det var her, jeg som mangeårig kritiker af den gældende offentlighedslov trods alt øjnede en åbning. Desuden var jeg i min egenskab af formand for Dansk Journalistforbund også ret vokal om denne kritik i årenes løb. Og det var derfor, jeg blev forstemt onsdag morgen, da jeg læste rubrikken til ovennævnte artikel.

Det forbandede ved forløbet er, at mit parti fremstår som ét, der vil øge lukketheden. Et parti, der ikke vil lukke lyset ind i lokalerne, men hellere trækker rullegardinet helt ned for omverdenen.

Lars Werge
Folketingskandidat (S)

Får S til at fremstå lukket

Nu viser det sig ved nærmere læsning, at formålet med den foreslåede ændring er at beskytte offentligt ansatte.

Forandringerne, der lægges op til, er møntet på anmodninger fra såkaldt almindelige borgere – "kun helt undtagelsesvis" vil behandlingen af anmodninger fra medier omfattet af medieansvarsloven kunne afslås med henvisning til den foreslåede forandring, som det hedder i lovforslagets bemærkninger.

Ændringsforslagets hensigt får støtte fra forskellige faglige organisationer og de offentlige myndigheder, kan man læse i Altinget. Men man kan også læse, at mediekronjuristen Oluf Jørgensen i en kommentar peger på, at formålet meget bedre kan opnås med andre midler.

Det, mener jeg virkelig, at regeringen burde lytte til. Ifølge Oluf Jørgensen er det mere formålstjenligt at indføre en meget præcis undtagelse i offentlighedsloven – – men også i databeskyttelsesloven, sundhedsloven og forvaltningsloven – end dét, man nu foreslår.

Det forbandede ved forløbet er, at mit parti fremstår som ét, der vil øge lukketheden. Et parti, der ikke vil lukke lyset ind i lokalerne, men hellere trækker rullegardinet helt ned for omverdenen.

Den konklusion kan næsten ikke blive anderledes, når dette forslag nu følger på års trakasserier, kritik og forgæves forsøg på at få fjernet nogle af de værste begrænsninger for åbenhed og gennemsigtighed.

Så selv om det handler om lovgivningens metodik, som jeg absolut ikke kender noget nærmere til, så forplumres de fine hensigter overfor de offentligt ansattes arbejdsmiljø og hensynet til deres tryghed af, at denne indskrænkning i offentlighedslovens bestemmelser kommer før den meget væsentlige debat – og forhåbentlige opfølgende lovgivning – om en bedre og mere gennemsigtig lovgivningsproces.

Gennemsigtighed er efter min soleklare opfattelse med til at styrke tilliden til forvaltningen.

Lars Werge
Folketingskandidat (S)

De mørke gardiner skal fjernes

Jeg mener fortsat, at udgangspunktet for offentlig forvaltning – i særdeleshed omkring lovgivningsprocesser – må være, at de foregår i det åbne. At det kun er undtagelsesvist, at man må lukke for processen. Med mindre andet besluttes, er der åbenhed.

Gennemsigtighed i forvaltningen er efter min soleklare opfattelse med til at styrke tilliden til forvaltningen. I en tid, hvor vi taler meget om politikerlede og et administrativt system, der lukker sig om sig selv, må svaret ikke være mere lukkethed og færre aktindsigter.

Så derfor håber jeg, at mit partis ministre og medlemmer af Folketinget hurtigst muligt presser på for at sætte gang i en proces, som på de mest vitale punkter i offentlighedslovens forskellige områder kan betyde, at vi fjerner de mørke gardiner.

Skulle man ikke kunne nå at få det gjort før det valg, der ser ud til at kunne komme lige om lidt, så håber jeg – og hvis jeg bliver valgt til Folketinget vil jeg presse på for – at Socialdemokratiet i den næste valgperiode vil lempe og dermed forbedre lov om offentlighed i forvaltningen.

Det fortjener forvaltningen, og det fortjener danskerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Werge

Formand, Dansk Atletik Forbund
journalist (DJH 1996)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Oluf Jørgensen

Offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus (mediejura), Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
cand.jur. (Aarhus Uni. 1971)

0:000:00