Lave forventninger og idioti resulterer i diskrimination af minoritetsetniske danskere på arbejdsmarkedet

Så er vi her igen. En snak om diskrimination, fordomme og i visse tilfælde racisme er igen blusset op i den offentlige debat. Men denne gang virker den konstruktiv og på et niveau, hvor det hele ikke bliver sølet ind i white-saviour complex og aktivistisk, akademisk strukturel racismesnak, som snakken ellers ofte gør.

Jeg tror godt, at jeg ved hvad det skyldes. Grunden til det er, at “casen,” som startede debatten denne gang, og på sin vis forargelsen over, at minoritetsetniske danskere oplever diskrimination, har et udgangspunkt i “arbejderklassen”. 

Startskuddet til den nye samtale om diskrimination kommer fra et opslag om en ung 19-årig mand, Jibreel, som oplevede diskrimination, da han søgte en læreplads.

“Vi må desværre sige nej til dig (...) vi skal helst have en, der er etnisk dansk, og det er grundet mange af vores ældre kunder osv.”

Her har vi en gruppe, som kun på baggrund af fordomme, uvidenhed og lave forventninger vælges fra og efterlades på perronen. Det skal vi ikke acceptere

Det svar modtog han fra et ukendt firma, da han havde sendt sin ansøgning. Jibreels mor valgte at dele det, og det gik viralt. Det skal siges, at familien har valgt ikke at deltage i interviews, men andre har stået frem og nævnt eksempler fra andre arbejdspladser, og derfor er debatten helt legitimt.

Historierne handler om at være aktiv deltager i samfundet, og det har en slagkraft, jeg længe har ventet på. Da jeg hørte flere af historierne, kunne jeg ikke lade være med at tænke: “Endelig kommer der et konkret eksempel, som alle kan forholde sig til.” 

For de sidste par års snak om racisme, diskrimination og identitet er altid endt med at blive sølet ind i en snak om “umenneskelig udlændingepolitik”, identitetspolitiske amerikanske raceteorier, strukturel racisme og så videre.

Hver gang, det er sket, er fokus på individet forsvundet ud i store højintellektuelle teser og privilegieblinde vinkler. Men nej, ikke denne gang. Denne gang er det håndgribeligt, og det er konkrete eksempler på, at diskriminationen rammer den hårdtarbejdende, ikke-privilegerede og lavt uddannede minoritetsetniske dansker, der bare vil have en chance på arbejdsmarkedet.

Derfor har vi en gylden mulighed foran os. Her har vi en gruppe, som kun på baggrund af fordomme, uvidenhed og lave forventninger vælges fra og efterlades på perronen. Det skal vi ikke acceptere.

Hvis vi gør det, så er vi alle sammen hyklere af værste skuffe. For det, vi alle sammen, inklusiv politikerne, altid råber højt om, er, at “flere udlændinge/indvandrere skal i arbejde”. Nu kan vi se, at de gerne vil, men udelukkes på grund af fordomme og idioti. Og det skal stoppe nu. Men hvad skal der så gøres? 

Når virksomheder/ledere står med en potentiel ny medarbejder med minoritetsetnisk baggrund, så har de lave forventninger med i deres overvejelser

Det første problem er, at vi har alt for lave forventninger til minoritetsetniske danskere. Når virksomheder/ledere står med en potentiel ny medarbejder med minoritetsetnisk baggrund, så har de lave forventninger med i deres overvejelser.

Alt fra “kan han mon dansk”, til kultur, dannelse og viden om faget fylder. Findes der så racisme? Ja, selvfølgelig. Jeg har selv oplevet det. Men det her skyldes ikke, at virksomhederne og arbejdsgiverne er hardcore racister, eller ser de minoritetsetniske danskere som “de brune”. Men det skyldes, at de står med noget anderledes.

Derfor føler de, at de skal tage en chance. For hvad nu, hvis de ikke kan stave, eller hvis kunderne ikke føler sig trygge. Men det er bullshit og skal droppes nu. Faktisk tror jeg, at størstedelen af danskerne i 2023 ikke bliver ekstra bekymret, bare fordi sosu-assistenten hedder Fatima, eller elektrikeren hedder Ahmed. Så længe de udfører deres job ligesom alle andre, så er det sgu lige meget om de er brune i huden.

Jeg har selv igennem mit arbejde som socialrådgiver oplevet, at jeg har måttet berolige potentielle arbejdsgivere/virksomheder, når jeg kom med en “Ahmed” i hånden. Alt fra ekstra opfølgning til længere prøvetider blev trukket op af hatten, og det er ikke i orden.

Virksomhedernes udgangspunkt i forhold til, hvad minoritetsetniske danskere kan, skal være på samme niveau, som etniske danskere. De skal have samme chance som alle andre. Og hvis de så ikke lever op til forventningerne, så skal de fyres, opsiges og så videre. Ligesom man vil gøre med Thomas. 

Dernæst kommer fordommene og det sikre valg. Når man som virksomhed skal ansætte nye medarbejdere, så skal det sociale og det professionelle hænge sammen. Her bliver virksomheder nødt til at udfordre sig selv i forhold til at vælge det sikre.

Tiden er kommet til, at virksomheder tror lige så meget på os, som de tror på Thomas, som vil være elektriker, eller Laura, der vil være journalist

Nogle vil så sige, at her er diversitet vigtigt. Men for mig handler det om, at alle skal have en fair chance. Det, der dog sker, er, at virksomheder, ledere og sågar mediehuse vælger at ansætte nogle, der ligner alle de andre, de allerede har ansat. Det er det sikreste for dem, fordi man ved, hvad de kan.

Faktisk er der evidens, der viser, at man er tilbøjelig til at ansætte dem, man selv ligner. Men her bliver virksomheder i 2023 nødt til at udfordre sig selv. For det at have forskellighed styrker faktisk produktivitet, kreativitet og fjerner blinde vinkler.

Men nu tænker du så: Skal virksomheder prioritere minoritetsetniske danskere? Nej, selvfølgelig ikke, men vi får flere med den baggrund på arbejdsmarkedet. Og mange af dem er ikke universitetsstuderende. De her unge er at finde i ansøgningsbunkerne, og de skal have en fair chance uden at blive diskrimineret på grund af idiotiske fordomme og lave forventninger. 

Så tiden er kommet til, at virksomheder tror lige så meget på os, som de tror på Thomas, som vil være elektriker, eller Laura, der vil være journalist. Jeg har selv oplevet at blive sorteret fra, selvom jeg var den mest kvalificerede til jobbet. Og ærlig talt, jeg er træt af det.

Det eneste, jeg kræver, er, at man ser os som individer og tror på os. Ja, måske er der nogle sproglige finurligheder, et par kulturelle forskelle og så videre. Men det skal ikke udelukke os fra at få en chance. En chance på baggrund af vores færdigheder og ikke på baggrund af vores etnicitet.