Lisbeth Knudsen om Britta Nielsen-sagen: Er "nedarvede kontrolsvagheder" nok til en ansvarsfri ledelse?

At følge med i sagen om kontorfunktionæren i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der forvandlede sig fra betroet offentligt ansat gennem en lang årrække til en person tiltalt for dokumentfalsk, embedsmisbrug og groft bedrageri for ikke under 116.915.658 kroner, det er en fascinerende Egon Olsen-agtig historie.

Det er samtidig en skræmmende historie om en statslig administrativ rodebutik med hullede kontrolsystemer, som ingen tilsyneladende rigtig tog på sig at rydde op i. Ingen havde tilsyneladende fantasi til at forestille sig, at lige præcis der, hvor der blev delt milde gaver ud til værdigt trængende, også kunne befinde sig en storsvindler.

Britta Nielsen selv har fortalt, at hun "faldt for en fristelse" i systemet, og at overførslerne blev "en slags afhængighed", selvom hun var bange, hver gang hun lavede en overførsel. Og bange må hun da have været mange gange så, for ifølge anklageskriftet er der foregået 298 overførsler til Britta Nielsens egne bankkonti i perioden fra 1993 til 2018. I perioden 2007-2014 var det mellem 7 og 17 millioner kroner om året, der gik Britta Nielsens vej og ikke til de tilskudsberettigede formål, pengene var tiltænkt.

Ifølge Britta Nielsen hang det blandt andet sammen med, at der ikke var styr på sagerne i tilskudsadministrationen under Socialstyrelsen. Ja, det må man da i sandhed sige. De var bagud med journaliseringer og regnskaber, og "sagerne lå i bunker", har hun forklaret. Der var travlhed og også elever og studerende lavede sagsbehandling i tilskudsadministrationen, må man forstå.

I det hele taget har Britta Nielsen under retssagen givet et indtryk af, hvor nemt det var at svindle via indsættelse af falske e-mails, rettelser i kontonumre med videre, så pengene gik i hendes egen lomme i stedet for de godgørende formål, de var tiltænkt. Hun var både superbruger i systemet og praktisk nok også kontaktperson i forhold til Rigsrevisionen, når de skulle kontrollere tingene.

Når man kombinerer Britta Nielsens egne udsagn og så de rapporter, der er blevet udarbejdet af revisionsfirmaet PWC, af Rigsrevisionen og af Kammeradvokaten efter afsløringen af svindelsagen, så kigger man ind i en offentlig forvaltning, der får én til mildest talt at tabe underkæben af forbløffelse. En virksomhed ville aldrig have overlevet en sådan revisionspåtegning. Og når så både Kammeradvokat og Rigsrevision når frem til, at der ikke kan gøres noget ansvar gældende over for nogen, så kalder det på al mulig forundring.

Britta Nielsen selv har fortalt, at hun ”faldt for en fristelse” i systemet, og at overførslerne blev ”en slags afhængighed”, selvom hun var bange, hver gang hun lavede en overførsel. Og bange må hun da have været mange gange.

Lisbeth Knudsen.

Skal vi bare trække på skuldrene og konstatere som i tilfældet Skat, at det var da bare trist at offentlige midler forsvandt ud af kassen ved højlys dag? Skal vi bare slå os til tåls med, at det, der i rapporterne bliver kaldt "nedarvede kontrolsvagheder" – og 13 af dem vel at mærke – i stort set hele svindelperioden bare passerer forbi de ansvarlige ledere som uomgængelige fodnoter på en offentlig tabskonto?

Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen skrev den fremragende bog om Skat, 'Overmod og afmagt', hvor de analyserede hele forløbet bag den krise, som Skat på grund af mangeartede og forskellige politiske og administrative svigt og fejldispositioner havnede i. Hvis man kigger ind i Socialministeriets tilskudsadministration med samme form for kritisk erkendelse, så hedder opskriften på katastrofen der blandt andet:

• At man ikke havde fantasi til at forestille sig, at de gode kunne være onde. At folk, der beskæftigede sig med midler til landets mest socialt udsatte og dårligst stillede, kunne finde på at tage af netop den kasse.
• At tilskudsadministrationen i perioden 1993-2018 flere gange skiftede organisatorisk placering mellem departementet, Sikringsstyrelsen, så departementet igen og til sidst Socialstyrelsen.
• Undervejs i forløbet blev der skiftet it-system. Gamle huller i systemet blev lukket, men nye huller i administrationen opstod.
• Rigsrevisionen, Statsrevisorerne og Finansministeriet har i perioden kæmpet med alle mulige problemer med en bureaukratisk og tung bevillingsproces af satspuljens midler, der krævede masser af manuelle arbejdsgange, og som var meget personafhængig, fordi administrationen netop krævede særlig indsigt i at betjene systemet og agere i det. Hvad Britta Nielsen så tilsyneladende til fulde mestrede til sit eget bedste.
• Rigsrevisionen har fra 2002 til 2017 haft en række bemærkninger til kontrollen med udbetalinger, bogføring, log af brugernes aktiviteter, tilbagebetalingskrav, tilgodehavender, risikovurderinger med videre i rapport efter rapport. Man konstaterer også, at ministeriet på en række punkter ikke fulgte Rigsrevisionens anbefalinger. Ved revisionen i 2014 og 2015 konstaterer man, at journalsystemet fortsat er i papirform og ikke er fuldt opdateret. At sagsakter mangler. Brugen af sagsakter i papirform ophører først i 2015.
• En revisionsundersøgelse fra PWC viser 13 såkaldte nedarvede kontrolsvagheder. Det er en sand gyser at læse. Og det er så fundamentale revisionsmæssige krav, som man skulle tro, at både politikere og embedsmænd ville forstå det kritiske i, at de ikke var i orden i tilskudsadministrationen. For nu blot at nævne nogle: manglende funktionsadskillelse mellem personer med adgang til at rette i stamdata og personer med adgang til at foretage udbetalinger, manglende funktionsadskillelse mellem personer med adgang til at foretage udbetalinger og personer, som udfører regnskabskontrol, manglende gennemgang af ændringer i stamdata, ledelsesgodkendelse ved tilskudsoprettelse, periodisk gennemgang af brugeradgang i it-systemerne, kontrol med behandling af tilbagebetalinger af ubrugte tilskudsmidler, ingen kontrol med tilskud, hvor initierende og godkendende medarbejder er sammenfaldende, manglende godkendelse af udbetalinger uden om it-tilskudssystemet.

Man tænker umiddelbart: Kan det her foregå i en professionel offentlig virksomhed eller administration. Det ville være forhold, som ville få revisionsrapporten i en hvilke som helt privat virksomhed til at gå i selvlysende blodrødt.

På trods af det her billede af et administrativt helt sygt system, så konstaterer Kammeradvokaten, Rigsrevisionen og den tidligere socialminister, at der ikke kan placeres et ansvar for det her rod, hverken hos tidligere eller nuværende ledende embedsmænd eller politikere.

Selvom der nu er strammet op og alt muligt fokus helt sikkert i dag er på at løse problemerne efter konstateringen af svindelsagen, så må det undre, at ingen så svindelmuligheden og et kaotisk og huller system uden de mest basale revisionsmæssige og økonomiske kontrolfunktioner. Det er så langt ude.

At de gode ganske enkelt ikke kan være onde må man konstatere har været kulturens vedtagne dogme i Socialstyrelsen og ministeriet. Der har været en høj grad af tillidskultur og tilsyneladende også manglende incitament til en oprydning hos de ledende embedsmænd og ministre. Men man må spørge sig selv efter læsning af de mange siders deprimerende rapporter, hvad vi kan lære af dette?

Tillid er godt, men kontrol kan være nødvendig. Konstante organisatoriske omlægninger rummer altid mulighed for dårlige undskyldninger for manglende kontrol og styr på tingene. Det samme gælder skift af it-systemer, selv om det er til bedre versioner. Der er altid nye huller at finde, og inden de bliver fundet, så kan der være sket mange ulykker. Der må være en bedre opfølgning på kritiske revisionsrapporter, end det har været tilfældet her.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater.