Vi baserer vores retspolitik på følelser, men det skaber flere problemer, end det løser

Fordømmelse og forargelse

Vores siddende justitsminister er selvfølgelig ikke den eneste, der er i sine følelsers vold. Vi alle ved, hvordan historien går. Problemer med hooliganisme? Hårdere straffe! Problemer med vanvidskørsel? Hårdere straffe! Bandekriminalitet? Hårdere straffe! Vold og utryghed i nattelivet? Hårdere straffe! Et kondom som tages af under den seksuelle akt? Det, og det meste andet, skal straffes og sanktioneres bort!

Fordømmelsen og forargelsen er blevet automatreaktionen. Borte er den medmenneskelige forståelse af, at vi alle kan fejle. Borte er tilgivelsen. Eller i hvert fald forsøget derpå. Og borte er i nogen grad det ellers i megen retspolitik grundlæggende fokus på forebyggelse – på at anvende retspolitikken for at forsøge at mindske kriminaliteten.

Vores følelser omkring kriminalitet og straf er upræcise og ustyrlige.

David Sausdal
Ph.d. i kriminologi og lektor, Lunds Universitet

Som statsminister Mette Frederiksen (S) ganske ublu sagde det, før valget blev skudt i gang, så er det ”noget, vi kan forebygge, men ikke alt. Dem, der ikke respekterer vores spilleregler. De skal mødes med meget mere konsekvens(!)” – en konsekvens der i særdeleshed handler om at statuere eksempler; om følelsen af, at det vigtigste er, at vi som samfund (og politiker) demonstrerer vores ringeagt.

På den måde kan vi gode og ordentlige medborgere samles om vores løftede pegefingre, mens den kriminelle visner hen i hotel gitterly. Det føles godt. Det er måske ikke med til at nedbringe kriminaliteten, og derved risikoen for at blive udsat for en forbrydelse, men det føles godt. En (rets)følelse alle vi dydige danske borgere kan varme os ved, mens vi ryster på hovedet og hylder den politiker, der gør sig til moralens vogter.

Og det føles jo som om, vi har vundet, gør det ikke? Altså hvis vi lige glemmer for en stund, alle de der sidder uforvarende i varetægt.

En retspolitik uden bund

Sandheden er dog, at der intet naturligt er over denne følelsernes retspolitik. Selvom både Durkheim, Kant og vores folkevalgte uden tvivl er kloge og velmenende mennesker, så er dagens retspolitik ikke et udtryk for noget sandt og uundgåeligt. Vi har med andre ord valgt at lade følelserne råde.

Og vi skal ikke spole tiden meget tilbage, før vi finder en anderledes retspolitisk tidsalder, der i mindre grad byggede på følelser og i højere grad forsøgte at fokusere på forebyggelse og hvad for eksempel den kriminologiske forskning kunne tilbyde af efterprøvede tiltag. For selvom følelser og symboler er vigtige, når vi taler kriminalitet og straf, er det også vigtigt, at vi alle husker på, hvad vores forældre forsøgte at lære os som små; nemlig at man ikke altid træffer de bedste beslutninger, når man er i sine følelsers vold.

Vores følelsesliv er vigtigt. Bestemt. Men det er også forunderligt – og nogle gange endda forblændende. Hvad der føles rigtigt en dag, kan være forkert den næste. Ja, det er selvfølgelig banalt at sige dette. Men det gør det ikke mindre rigtigt. Og kigger vi på den tilgængelige forskning om retsfølelser, så er lige præcis dette en hovedlæresætning: vores følelser omkring kriminalitet og straf er upræcise og ustyrlige.

Vi føler eksempelvis, at straffene er for lave, men vi tager fejl. De er ofte allerede hårdere, end vi tror. Vi føler, at det vil føles godt, at se gerningsmænd modtage en hård dom, men forskningen viser, at vi, når det kommer til stykket, faktisk ikke er så hævngerrige, som man skulle tro. Modsat mediebilledets fokus på de særlig grove sager, så ønsker ofre for forbrydelser ikke altid, at deres gerningsmænd skal rådne op i fængsel.

Mere end blot at fokusere på tugt og straf, ser man et fokus på at få gerningspersoner til at forstå deres ugerning og søge tilgivelse. Vi borgere i Danmark er helt enkelt ikke så hensynsløse, som dagens politik kan lede os til at tro. Heldigvis.

Straf, og mere af det, kan således føles som det rigtige. Sandheden er dog en anden. Derfor skal vi også passe på med at lade vores følelser råde. Det er ingen tjent med. Personlig håber jeg derfor, at danske politikere igen vil melde sig klar til at være den voksne i lokalet. En retspolitik baseret på følelser, er, i min og mange af mine kollegaer optik, en retspolitik uden bund. Det føles måske godt, når man truer med bål og brænd. Det nærer den indre ild. Men som samfund brænder vi os på det, mere end vi faktisk løser noget som helst. Og det er ikke en følelse, men fakta.