Martin Henriksen: Den borgerlige krise er skabt af egoistiske karrierepolitikere fra begge fløje

Der har i den seneste tid været skriverier om, hvem der bærer ansvaret for det borgerlige Danmarks krise. De Konservative mener, at det er Venstres skyld. Den analyse er der flere, der deler, ved jeg. Venstre, Ellemann (V) og Løkke (M) hører jeg ofte nævnt i den sammenhæng. Men det er en forenklet tilgang til grundlaget for krisen. 

For rimelighedens skyld bør det pointeres, at ansvaret for krisen stikker langt dybere, og at ansvaret bør fordeles mere ligeligt ud. Det er nemt at give Venstre skylden, men det er også for simpelt. Det skyldes også dyb uenighed om en række væsentlige spørgsmål. 

Og måske vigtigst af alt, så skyldes den borgerlige krise i høj grad, at politik generelt – og desværre jo også hos de borgerlige og højrefløjen – er ødelagt af hardcore karrierepolitikere, der sætter dem selv før fædrelandet. 

Tyndt borgerligt fundament 

Dengang højrefløjen stod stærkt i Danmark, var der en forbindelse til almindelige mennesker. En sådan forbindelse må nødvendigvis indebære en eller anden grad af forståelse for almindelige menneskers levevilkår. Det mangler højrefløjen, men det er også hos andre partier et problem, at der er for langt mellem top og bund. 

Mange vælgere har den opfattelse, at toppolitikere over en bred kam træffer de beslutninger, som i sidste ende er bedst for dem selv, altså at de indretter systemet til at tjene dem selv.

Martin Henriksen

Den borgerlige krise skyldes i særdeleshed, at noget af det eneste, der bandt de borgerlige partier sammen, var, at de ikke kunne lide statsminister Mette Frederiksen (S), hvilket alt andet lige er et tyndt fundament for et fællesskab, uanset hvor irriterende man synes, at Mette Frederiksen er. 

At bygge et samarbejde op om så tyndt et fundament bør alle partierne tage ansvar for. Det kan ikke være anderledes. 

Men den borgerlige krise er som nævnt indledningsvist også en del af en større krise i dansk politik, som vi blandt andet ser, når færre stemmer til folketingsvalg, og ud af dem, der så stemmer, er der flere, der afleverer en stemmeseddel uden et kryds.  

Udviklingen bliver også bekræftet af et konsulentbureau, der har målt sig frem til, at tilliden til Folketinget og embedsværket styrtdykker. Konsulentbureauet Primetime er således nået frem til, at tilliden, til at Folketinget "generelt træffer de beslutninger, der er bedst for Danmark", er faldet mærkbart fra 55 procent til 36 procent, mens tilliden til embedsfolkene også er faldet. 

Udpræget selvoptagethed 

Min oplevelse er, at mange vælgere har fået den opfattelse, at toppolitikere over en bred kam træffer de beslutninger, som i sidste ende er bedst for dem selv, altså at de indretter systemet til at tjene dem selv. Det er – som sagt – ikke kun en borgerlig krise. Det er en bredere politisk demokratisk krise. Den rammer selvsagt også de borgerlige partier, og den rammer muligvis ekstra hårdt her på grund af en række andre faktorer. 

Uanset hvilket parti toppolitikerne kommer fra, så er det svært at argumentere imod, at de – sammen med topembedsfolk – slipper afsted med ting, som andre ude i samfundet ville blive straffet for. Ganske enkelt.

Den borgerlige krise er et symptom på den generelle krise i dansk politik, hvor det i langt højere grad end tidligere er personerne og egoerne, der er i centrum. 

Martin Henriksen

Der er en ekstrem grad af selvoptagethed, som jeg ikke i samme grad har oplevet andre steder i samfundet. Set delvist udefra forekommer det mig også, at det er blevet værre i de seneste år. 

Andre steder og på andre arbejdspladser er der en slags konsensus om at holde superegoisterne lidt nede. Det er nok den gamle jantelov, der gør sig gældende her. Måske et strejf jantelov på Christiansborg kunne være tiltrængt. 

På Christiansborg er det omvendt i forhold til andre steder, hvilket giver nogle underlige og uheldige arbejdsstrukturer, hvor man i højere grad dækker over hinanden. 

Oveni det skal man lægge de førnævnte karrierepolitikere, som har været politikere hele deres liv – nogle tilmed fra de var børn og teenagere – hvilket giver et unikt manglende indblik i almindelige menneskers liv. 

Del af en større politisk krise 

Derfor er det mest rimelige måske at konkludere, at den borgerlige krise først og fremmest er et symptom på den generelle krise i dansk politik, hvor det i langt højere grad end tidligere er personerne og egoerne, der er i centrum for det hele – eller det meste – fremfor det politiske indhold. 

Det giver udfordringer i et system, som oprindeligt var tænkt som noget, hvor det trods alt var indholdet og det at gøre en forskel, der var det vigtigste.