Martin Lidegaard: Regnemodeller skal ikke afgøre, hvilket samfund vi ønsker

Af Martin Lidegaard (R)
Finansordfører

For ti år siden mødte jeg den aldrende borgmester fra Seattle og spurgte ham, hvilke samfundsøkonomiske beregninger de lagde til grund for investeringer i Seattle. Svaret faldt prompte:

”Ingen. Jeg hader samfundsøkonomiske beregninger. De skjuler de svære politiske valg i et virvar af uforståelige formler. De lægger gift for den politiske debat, fordi de politiske valg bliver usynlige.”

Beregninger skal inspirere til valg
Jeg har tænkt mange gange på den gamle borgmester i de forgangne måneder, hvor debatten om Finansministeriets regnemodeller har kørt for fuld skrue – blandt andet initieret af mig selv. For debatten om metode og faglighed kan let skygge over, at uanset hvor gode beregninger vi laver, uanset hvor fagligt baserede de bliver, ja, så vil der stadig være et politisk rum, hvor vi hverken kan eller skal lade modeller og beregninger bestemme. Politik er at træffe valg. Samfundsøkonomiske beregninger kan højst inspirere de valg.

Dét er efter min mening den vigtigste konklusion efter mange måneders debat. Der er ikke én sandhed. Der er ikke nogen nødvendighedens politik. Der er en debat om, hvilket Danmark og hvilket samfund vi ønsker, og vi risikerer at støde befolkningen fra os, hvis vi debatterer det med udgangspunkt i uforståelige beregninger i stedet for i vores viden, følelser og visioner.

Pengene skal passe
Når det er sagt, er det selvfølgelig afgørende, at pengene passer. Og det er vigtigt, at vores økonomiske beregninger bliver bedre og mere fyldestgørende. Derfor er det helt berettiget, når vi radikale på linje med de fleste andre partier i Finansudvalget, De Økonomiske Råd og Cepos allerede sidste år kunne konstatere, at der er en række alvorlige brister i de regnemodeller, som vi i dag lægger til grund for vores politiske virke.

Når vi står over for valget mellem at anvende en milliard kroner til skattelettelser eller til forskning, kan vi kun få estimeret de dynamiske effekter af det første.

Martin Lidegaard (R)
Finansordfører

Udfordringen er kort fortalt, at vi i vidt omfang bygger vores økonomiske politik på beregning af de dynamiske effekter, som for eksempel skattelettelser giver i form af øget arbejdsudbud og bedre samfundsøkonomi.

Må ikke hvile på forældet forskning
Beregningen af de dynamiske effekter har endda fået stadig større betydning, fordi de nu – i modsætning til 1990’erne og nullerne - indgår i finansieringen af de forskellige reformer, vi vedtager. Det er der sådan set ikke noget forkert i. Problemet opstår, når beregningen af de dynamiske effekter hviler på forældet forskning, og når vi – politikerne - har forsømt også at få udviklet solid forskningsbaseret evidens for de dynamiske effekter af andet end skattelettelser, eksempelvis uddannelse og forskning, som vi må formode for eksempel fører til højere produktivitet og dermed også en bedre samfundsøkonomi.

Det betyder i praksis, at når vi står over for valget mellem at anvende en milliard kroner til skattelettelser eller til forskning, kan vi kun få estimeret de dynamiske effekter af det første. Og det er selvfølgelig et åbenlyst problem.

Derfor har vi radikale påpeget, at vi ønsker at sætte et betydeligt beløb af til at styrke den uafhængige forskning på dette område og til Finansministeriets egen metodeudvikling.

For selvfølgelig er det økonomerne og ikke politikerne, der skal lave de konkrete beregninger, både i forhold til at få frisk dokumentation for fordelene ved skattelettelser - som jeg ikke er i tvivl om findes - og de økonomiske fordele ved eksempelvis bedre uddannelse, forskning, infrastruktur og sundhed for nu at tage nogle oplagte eksempler.

Der er flere hensyn end beregninger
Alle disse metodiske pointer er vigtige, og vi bør handle for at forbedre vores politiske beslutningsgrundlag. Men lad os ikke bilde os selv ind, at selv de mest perfekte modeller kan erstatte vores politiske debat og politiske valg. Selv om vi eksempelvis deler Enhedslistens kritik af de nuværende regnemetoder, gør det jo ikke, at Enhedslisten og Radikale Venstre pludselig bliver enige om den økonomiske politik.

Vi kan ikke overlade det til økonomiske beregninger, hvilket samfund vi ønsker. Der er så mange andre hensyn: Det gode liv, vores menneskesyn, tilliden til hinanden, glæden over vores børn og ønsket om at sikre deres fremtid, koste hvad det vil.

Og hvem ved, om vi ikke ville få en meget mere levende og dynamisk politisk debat, hvis vi netop lod de dynamiske effekter fare og bare lod dem indgå som én inspirationskilde blandt flere, ikke som finansiering og målebånd for alt.  

Måske ville vi dermed sikre både en mere klar politisk debat - og en mere økonomisk ansvarlig politik.