SF om regnemodeller: Finansministeriet har et forklaringsproblem

DEBAT: Selvfølgelig er det et aktivt valg, når Finansministeriet ikke medregner effekterne af offentlige investeringer. De må droppe de dårlige undskyldninger og udvikle nogle mere retvisende økonomiske modeller, skriver Sigurd Agersnap (SF). 

Af Sigurd Agersnap (SF)
Landsledelsesmedlem i SF og medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk

Den 17. maj i år lærte Finansministeriet mig et nyt udtryk. I et modsvar til Enhedslistens rapport ’Den politiske regnemaskine’ brugte Finansministeriet vendingen "tilstræbt bias".

Ikke bare en, men to gange i det fire siders lange notat afviser Finansministeriet, at der skulle være en "tilstræbt bias" i de økonomiske regnemodeller.

Det har jeg måtte tænke længe over, for bias er ikke noget, man kan tilstræbe. Bias er udtryk for en systematisk skævvridning eller uønskede fejl i ens resultater.

Forestil dig, at DMI aflæser temperaturen ud fra et termometer, som har ligget i solen hele formiddagen, eller at Epinion i en meningsmåling kun ringer til dem med et Politiken-abonnement. Så er der tale om bias, men hverken Epinion eller DMI ville da tilstræbe sådan nogle fejl. Tilstræber du bias i en undersøgelse, så er du ude på et videnskabeligt skråplan.

Derfor er det selvfølgelig også fint, at Finansministeriet kan afvise, at de tilstræber bias, men det er nu ikke det, kritikken af de økonomiske modeller går på.

Kritikken går på, at indretning af de økonomiske modeller har en bias, når der kun medregnes dynamiske effekter af skattelettelser og ikke af offentlige investeringer. Ikke på, at den bias er tilstræbt.

Nye toner fra embedsmændene i Finansministeriet
I stedet for at forholde sig til den reelle kritik forskyder Finansministeriet kritikken. Det er et velkendt retorisk greb.

Når Finansministeriet ikke kan afvise, at de økonomiske modeller har en politisk slagside eller bias, så må embedsmændene i stedet afvise, at der skulle være tale om en tilstræbt bias. Det er embedsmandssprog for, at kritikken er berettiget, og det er opsigtsvækkende.

Finansministeriet har gentagne gange afvist kritikken som useriøs, men nu lyder der altså nye toner fra embedsmændene i Finansministeriet. Når selv Finansministeriet ikke længere helhjertet afviser kritikken af de økonomiske modeller, så har debatten rykket sig langt.

I stedet har Finansministeriet nu kastet sig ud i en noget speciel forklaring for, hvorfor man ikke medregner dynamiske effekter af offentlige investeringer. Forklaringen lyder nu, at man skam gerne ville medregne dynamiske effekter af offentlige investeringer, men at man desværre ikke har de nødvendige videnskabelige undersøgelser. Det lyder jo meget sympatisk. Man vil ikke gætte sig til en effekt. I virkeligheden er forklaringen dog ude på et uvidenskabeligt overdrev.

Ikke at medregne er et aktivt valg
For det første fordi de undersøgelser, som skulle påvise de dynamiske effekter af skattelettelser, som blandt andet Enhedslisten rigtigt har påpeget, ikke er robuste resultater, men nærmere løse og forældede estimater. For det andet fordi finansministeriets forklaring udstiller en mangel på videnskabelig forståelse.

Det må være sådan, at man enten medregner dynamiske effekter af alle initiativer, eller også dropper man at medregne dynamiske effekter. En mellemting, hvor man kun medregner dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke af offentlige investeringer, svarer til en vejrudsigt, hvor man kun vil beregne temperaturen ved højtryk, men ikke ved lavtryk.

Det grænser simpelthen til det uvidenskabelige. Vil man regne med dynamiske effekter af skattelettelser, kan man ikke bare afvise dynamiske effekter af offentlige investering, med henvisning til at der ikke findes (nok) undersøgelser om effektens størrelse.

Det ikke at medregne en effekt er et aktivt valg, ligesom det at medregne en effekt er et aktivt valg. Den eneste rigtige løsning er, at komme med det bedste bud på en dynamisk effekt både ved skattelettelser, men så sandelig også ved offentlige investeringer.

Drop de dårlige undskyldninger og lav retvisende modeller
For de fleste af os er det klart, at offentlige investeringer i eksempelvis hospitalsvæsenet gør, at folk kommer hurtigere i arbejde igen og derved øger arbejdsudbuddet.

Har man ikke undersøgelser, som har beskrevet størrelsen af effekten, så må man estimere effekterne på baggrund af teoretiske forventninger, eller de undersøgelser som kommer tættest på. Det er helt normal praksis.

Så længe Finansministeriet sværger til, at der skal ligge fyldestgørende undersøgelser for dynamiske effekter af enhver type af offentlig investering, så kan de behændigt vente de næste 20 år, før de skal medregne effekterne af en eneste offentlig investering. Den holder bare ikke.

Det er klart, at investeringer i børnepasning, hospitaler og uddannelse også har effekt på, hvor meget folk arbejder. Spørgsmålet er, hvornår Finansministeriet dropper de dårlige undskyldninger og udvikler nogle mere retvisende økonomiske modeller.

Forrige artikel Rådmand: Danske byer er for små til roadpricing Rådmand: Danske byer er for små til roadpricing Næste artikel Gymnasielærerne: Evige sparekrav truer fagligheden Gymnasielærerne: Evige sparekrav truer fagligheden