Debat

Mattias Tesfaye: Vi forsøger ikke at ligne Dansk Folkeparti

REPLIK: Socialdemokratiets udlændingepolitik skyldes hverken Dansk Folkeparti eller andre partier, skriver Mattias Tesfaye (S) i en replik til bogaktuelle Kristian Thorup, der kalder Socialdemokraternes position for utroværdig.

Foto: Sofie Mathiassen/ Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mattias Tesfaye (S)
Integrationsordfører 

I sidste uge kunne jeg i et interview på Altinget læse om den nye bog Populismens Klassekamp skrevet af Kristian Thorup.

Her leverer forfatteren en fornuftig kritik af samfundets historiske svigt på udlændinge- og integrationsområdet. Og han har helt ret.

At højrefløjen ikke bekymrede sig om de sociale konsekvenser af indvandringen, kan ikke overraske. Men at også vi på venstrefløjen forsømte vores egne kernevælgere, der blev dæmoniseret og efterladt alene med integrationsproblemerne, var et svigt. Man kunne med rette have forventet mere af os. Vi skulle ikke have tilladt en ny etnisk underklasse at vokse frem i Danmark.

Vores holdninger på udlændinge- og integrationspolitikken skyldes først og fremmest, at vi har konstateret, at indvandringen presser kortuddannede og lavtlønnede.

Mattias Tesfaye (S)
Integrationsordfører

I dag er synet på udlændinge- og integration markant anderledes på venstrefløjen – særligt i Socialdemokratiet. Forfatteren siger til Altinget, at det er udtryk for, at vi ”har indtaget en utroværdig position”, hvor vi forsøger at ligne Dansk Folkeparti. Det synes jeg er en doven analyse.

Vores position på udlændinge- og integrationsområdet har udviklet sig gennem de seneste to-tre årtier. Den skyldes hverken Dansk Folkeparti eller andre partier.

Indvandringen udfordrer ligheden 
Vores holdninger på udlændinge- og integrationspolitikken skyldes først og fremmest, at vi har konstateret, at indvandringen presser kortuddannede og lavtlønnede. Det er de almennyttige boligområder, dagtilbud og skoler i disse områder, der løfter den største del af integrationsopgaven.

Og det er det ufaglærte arbejdsmarked, der skal åbne dørene op for nye medborgere med få kvalifikationer. Det er de mennesker, der har mest brug for en stærk velfærdsstat, som nu oplever, at socialpolitikken og sundhedsvæsenet også skal rumme flygtninge og deres behov.

Derfor er det helt rimeligt, at mange danskere ønsker sig kontrol med indvandringen og skærpede krav til integration. Og det er netop dette, som er kernen i det udlændingeudspil, Socialdemokratiet præsenterede i foråret 2018.

Udspillet kommer i naturlig forlængelse af Mette Frederiksens udtalelser om, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre i 1980’erne skulle have været mødt med opbakning, da de gav udtryk for deres bekymringer om indvandringen fra ikke-vestlige lande.

De blev i stedet mødt med forargelse og beskyldninger om fremmedhad. Det var en stor fejl, at disse borgmestre blev fejet af banen af både socialdemokrater og borgerlige i Folketinget.

Men bedre sent end aldrig. Socialdemokratiet er i dag fuldt fokuseret på, at velfærdsstaten skal kunne følge med indvandringen til Danmark – ellers ved vi godt, hvem der betaler prisen. Det bliver helt almindelige medborgere uden store indtægter – både dem med lyst og sort hår.

Det synes jeg ikke er utroværdigt. Tværtimod. Jeg synes til gengæld, det er utroværdigt, når jeg hører folk, der kalder sig venstreorienterede, og som samtidig vil rulle de fleste stramninger af udlændingeloven tilbage, som er vedtaget siden 1990’erne. Konsekvenserne af den politik er mere ulighed. Og det kan man ikke med troværdighed kalde venstreorienteret.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00