Med ambassadøren i biografen: “Vi vender ikke ryggen til Europa”

Han ligner en rugbyspiller. Det er min første tanke, da jeg træder ind i foyeren i Grand Teatret, biografen i det indre København. Der står den britiske ambassadør i Danmark, Dominic Schroeder, og venter på mig, og han er hærdebred og høj.

Jeg ser faktisk en del rugby, når jeg kan. Det er langt fra den primitive sport, mange tror, det er. Rugby er en taktisk meget forfinet affære, og udfordringen består i at holde hovedet og overblikket koldt, selv når man bliver presset fysisk til det yderste og bliver overfaldet fra alle sider. Det er også en sport for gentlemen – der er intet af det pjevs, skuespil og brok, der præger fodbold. Dommeren bliver respekteret, og man kagstryger ikke en modstander selv efter de mest brutale tacklinger. Det er det, der gør, at rugby er britisk, selv når det er franskmænd eller italienere, der er på grøntsværen. Sit ry som dum brutalissport kommer nok af, at forsvar og angreb i rugby er tæt sammenvævede. Elegancen forsvinder let, fordi det handler om at holde kæden i begge tilfælde.

Det er hele den stemning, Dominic Schroeder viderebringer. Det bliver ikke via ham, man bryder kæden. Det bliver ikke ham, der kommer til at sige for meget. Han bemærker det selv, da vi er på vej ind i biografen. "Har Jakob (chefredaktør på Altinget, red.) ikke advaret dig," siger han med et smil, "journalister synes, jeg er en udfordring." Det har Jakob ikke – men nu er der dækket op. Han kan og vil tackle mig i jorden, hvis det kommer dertil. Og dertil betyder i dette tilfælde Brexit.