Michael B. Klitgaard: DI og velfærdskoalitionen gør fælles front

Vores indgroede forestillinger om det politiske højre og politiske venstre udfordres under valgkampen.

Det er ikke mange måneder siden, Venstre, Konservative og Liberal Alliance dannede en regering, vi med god grund forventede ville promovere en borgerlig profil i skatte- og udgiftspolitikken. Men vi var heller ikke mange dage inde i valgkampen, førend regeringens konservative og liberale juniorpartnere måtte se deres ønsker om massive skattelettelser og færre offentlige udgifter blive overdøvet af Venstres velfærdsløfte på svimlende 69 milliarder kroner.

Det var ikke så lidt af en øretæve. Mon ikke de to mindste regeringspartier sad og ønskede, at venner i det interessepolitiske bagland, erhvervsorganisationerne, meldte sig ind i kampen. For er der noget, man kan regne med, så er det vel, at erhvervsorganisationerne kan stå fast på ideelle synspunkter og kommunikere deres interesser i et klart sprog.

Organisationerne, herunder mastodonten DI, meldte sig faktisk ind i kampen. Dels med jubel, dels med protest. Til ærgrelse for dem, der ønsker en rundbarbering af de offentlige udgifter, var hverken jubelbrølet eller protesten dog en støtte til netop det synspunkt.

DI må, alt andet lige, formodes at bakke helhjertet op om, at produktiviteten i den offentlige sektor skal øges. Men organisationen har også længe haft det skidt med omprioriteringsbidraget fra uddannelsessektoren.

Bidraget dækker over den automatiske to procent-besparelse, der årligt lægges på bevillingerne til den offentlige sektors organisationer. Antagelsen er, at den offentlige sektor årligt er i stand til at blive to procent mere effektiv. DI-jublen var stor, da regeringen annoncerede at skulle den blive genvalgt, afvikles dette stykke politik. Reelt jubel over et tiltag, som reducerer kapaciteten til at holde de offentlige udgifter i ave.

Men DI var ikke færdige med at forsvare den offentlige sektors ressourceforbrug. Organisationens stemme lød som en højlydt protest, da Socialdemokraterne foreslog at lægge loft over den del af de offentlige udgifter, der anvendes på konsulentydelser. De andrager et anseeligt antal milliarder, som Socialdemokraterne vil have fastlagt til maksimalt otte mod de nuværende cirka 12. Rigsrevisionen har i både 2014 og 2017 haft fokus på statens forbrug af konsulenter og er af den opfattelse, at forbruget er mere kontrolleret i 2017, end tilfældet var i 2014.

Det store spøgelse i diskussionen er dog, om konsulenterne skaber værdi; kan de så at sige betale sig? Det kunne Rigsrevisionen ikke sige noget om. I 2014-rapporten skrev revisorerne, at nogle opgaver lægges over til eksterne konsulenter, fordi de offentlige organisationer ikke kan løse dem selv. Men andre opgaver, som konsulenterne også betales for, kunne ligesåvel klares internt.

DI er mere klare i spyttet − der er smæk for skillingen, når konsulenterne hyres ind. Det hævder organisationen på baggrund af en rundspørge til kommunerne i 2014, som overvejende svarede, at de var godt tilfredse med det, de betalte for. Mange vil nok mene, at en rundspørge til de ansvarlige for forbruget er temmelig langt fra en effektanalyse i den solide ende af skalaen. Det er i hvert fald ikke en kæmpeoverraskelse, at de synes, deres egne dispositioner var en god ide.

DI’s protest over et udgiftsloft på området kan derfor bedst forstås som en interesseorganisations forståelige forsvar for en branche, mange af dens medlemmer lever af. Når bare vi husker, at vi lytter til en organisation, som har medlemsinteresser på spil, er protesten såre logisk.

Det er jublen, over at omprioriteringsbidraget fra uddannelsessektoren fjernes, faktisk også. Forklaringen er mere kompliceret, men et godt eksempel på, at vores økonomiske model giver det private erhvervsliv økonomiske incitamenter til at støtte politiske tiltag, som øger offentlige investeringer i uddannelse. Arbejdsgiverne er altså ikke nødvendigvis stærke advokater for, at alle hjørner af velfærdsstaten skal begrænses.

Danske virksomheder har behov for arbejdskraft, som er specialiseret på sit felt og har længere uddannelsesforløb bag sig. Det gælder ikke kun servicevirksomhederne, men også en stor del af fremstillingsindustrien. Virksomhederne er derfor afhængige af, at arbejdsstyrken i Danmark er villig at foretage en investering i uddannelse med adgang til relativt velbetalte jobs som hovedpræmie.

Arbejdsstyrken løber den risiko, at uddannelsesinvesteringen ikke giver afkast, fordi opnåede kompetencer pludselig forældes. Men risikovilligheden holdes oppe af et relativt generøst sikkerhedsnet i form af arbejdsløshedsforsikringer og med offentlige investeringer i både uddannelse og efteruddannelse. Husholdningen vælter ikke umiddelbart for den enkelte, hvis de kompetencer, man har erhvervet sig, bliver overflødige, og der gives relativt gode muligheder for at uddanne og omstille sig til nye jobs.

Når DI glæder sig over, at omprioriteringsbidraget fjernes, skyldes det derfor, at organisationen kerer sig om lønmodtagernes fortsatte villighed til at acceptere de risici, en dynamisk markedsøkonomi udsætter dem for. Politisk tilsiger det ikke et snævert udgangspunkt i ideologiske paroler, men et afsæt i de omstændigheder, der præger den økonomiske model, medlemsorganisationerne er en del af.  

----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse − med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.