Mød valgmatematikkens tabere i Herning, Fredensborg og på Nordfyn

Og det er noget, som flere lokale politikere i både Nordfyns, Herning og Fredensborg Kommune mener, at der kan være god grund til at gøre. De er alle blevet ramt af nogle af de skævheder, som de to forskere har identificeret i en forskningsartikel med afsæt i kommunalvalget for 2017.

40 procent af stemmerne gav Venstre absolut flertal i Nordfyn

En ting er at tabe kampen om borgmesterposten. Noget andet er at tabe den så stort, at borgmesterpartiet reelt har mulighed for at regere egenrådigt med et absolut flertal. Og noget tredje er, når det flertal opnås, uden at der egentlig er vælgermæssigt belæg for det.

Netop de tre forhold har Socialdemokratiets tidligere borgmesterkandidat i Nordfyns Kommune, Kim Johansen, set sig ramt af ved valget i 2017. Her opnåede Venstre et absolut flertal med 13 ud af 25 mandater i kommunalbestyrelsen med afsæt i opbakning fra 'kun' godt 40 procent af stemmerne.

Det har ifølge socialdemokraten givet kommunens borgmester, Morten Andersen (V), nogle klare fordele de seneste treogethalvt år.

"Når en borgmester har aktiemajoriteten, så har han bare en meget bredere bane at spille på i forhold til inddragelse af andre. Hvis man er afhængig af andre, vil man kunne blive presset ud i nogle andre situationer og valg," siger Kim Johansen.

Konkret peger han på, at borgmesteren i praksis har mulighed for at komme med et budgetforslag, der er et take-it-or-leave-tilbud til de øvrige partier i kommunalbestyrelsen.

"Der er jo sager, hvor man tidligere kunne presse nogle ting igennem, fordi man var tungen på vægtskålen. Og det er jo væk," siger Kim Johansen.

Et kryptisk system

Venstres høje score i mandatfordelingen hænger ifølge forskerne sammen med, at partiet har indgået valgforbund med de øvrige og noget mindre borgerlige partier i Nordfyns Kommune.

Det udløste en såkaldt dobbelt-d'Hondt-effekt, hvor det borgerlige valgforbund først nyder godt af at være et stort forbund, når mandaterne skal fordeles mellem partier og valgforbund. Herefter nyder Venstre godt af at være et stort parti, når mandaterne skal fordeles internt i valgforbundet.

"Jeg kan godt se logikken i valgforbund, når små partier slår sig sammen for at sikre, at i hvert fald et af dem kan opnå et mandat. Men ofte indgår store partier jo også og får fordele ud af det, og så har jeg svært ved at se logikken," siger Kim Johansen.

Han siger, at de røde partier kunne have sikret sig et ekstra mandat ved kommunalvalget i 2017, hvis de var indgået i valgforbund sammen. Men her har blandt andet Enhedslisten og SF stritte mod, fordi de ikke vil risikere at tabe mandater til Socialdemokratiet.

Kim Johansen mener heller ikke, at valgforbund ligefrem gør valget mere gennemskueligt for vælgerne. Nærmere tværtimod.

"De øvrige røde partier vil hellere slå sig sammen uden om os. Og det kan give god mening for dem, men det giver bare ikke god mening for os som blok, fordi vi risikerer samlet at tabe på det. Så det er et noget kryptisk system," siger Kim Johansen. 

Erling betalte dyrt for sit ene mandat i Herning Byråd

Erling Præstekjær blev ikke måske overrasket, men alligevel ærgerlig, da det stod klart, at Dansk Folkeparti på trods af at have fået tredjeflest stemmer kun fik et enkelt af Herning Byråds 31 mandater.

Ikke mindst fordi Konservative sikrede sig to mandater på baggrund af 700 færre stemmer end Dansk Folkeparti.

Men det er prisen, man som lille parti risikerer at betale, når man indgår valgforbund med byrådets storebror – som i Herning er Venstre. Det var en kalkuleret risiko for Erling Præstekjær.

"Jeg ved jo godt, hvad et valgforbund med et stort parti indebærer. Jeg blev valgt på det for otte år siden, men jeg betalte dæleme også for det for fire år siden," siger han.

Men selv om fordelene kan falde ud til begge sider, så er det mest sandsynligt, at det er et stort parti, der får mest ud af det, når mandater skal fordeles i et valgforbund. Det skyldes, at fordelingen sker med den såkaldte d'Hondtske metode, som har en tendens til at favorisere større partier.

Erling Præstekjær synes da heller ikke, at det er rimeligt, at et parti med færre stemmer kan få flere mandater end et andet parti, sådan som Konservative endte med at få det i Herning. Ikke mindst fordi forskellen mellem at have et eller to mandater er temmelig stor i den praktiske politiske hverdag.

"Man kan godt udrette noget med et mandat. Men man skal være vågen og på stikkerne. Og det er umuligt at følge med i alt i byrådet med kun et mandat, det kan simpelthen ikke lade sig gøre," siger Erling Præstekjær.

Hvis man kan ændre valgsystemet, så man kan gøre op med de skævheder, han har oplevet, så mener han, at der er god grund til det.

"Det ville jo være et drømmescenarie, hvis man bare kunne oversætte antal stemmer direkte til mandater. Det ville nok virke mere retfærdigt. Så jeg kunne godt forestille mig, at noget andet kunne være velkomment," siger Erling Præstekjær.

Hossein opgav Borgernes Stemme i Fredensborg

Forskellen mellem at have et, to eller flere mandater fra sit parti repræsenteret i byrådet kan være stor. Men et endnu større spring er forskellen mellem overhovedet at opnå repræsentation eller ej.

Ifølge forskningsartiklen af Jørgen Elklit og Ulrik Kjær skete det i seks af landets kommuner, at et parti eller en liste ikke opnåede repræsentation, selv om partiet havde flere stemmer end et andet parti, som fik et mandat.

Et klokkeklart eksempel på den form for systemskabt udelukkelse oplevede Hossein Armandi, der stillede op for lokallisten Borgernes Stemme i Fredensborg Kommune.

Listen fik 679 stemmer, men måtte alligevel se sig overhalet af Enhedslisten, der med 634 stemmer vandt kampen om et af byrådets yderste mandater.

"Jeg blev noget overrasket, og det gjorde mange andre også. Hvordan kunne det ske, når vi havde flere stemmer end Enhedslisten. Det svækker demokratiet," siger Hossein Armandi.

Skævheder presser demokratiet

Han kalder den d'Hondtske fordelingsnøgle for "helt håbløs" på det punkt. At et parti med færre stemmer kan få et mandat, burde ifølge ham ikke kunne ske.

"Der skal være noget rimelighed. Og det er selvfølgelig svært med de matematiske modeller at afgøre, hvad der er mest rimeligt. Men det kan ikke være rigtigt, at et andet parti skal have et mandat, når et parti med flere stemmer ikke får det," siger Hossein Armandi.

Forskellen mellem at blive valgt og at ende på den politiske sidelinje har fået helt afgørende konsekvenser for hans politiske arbejde.

Lokallisten Borgernes Stemme nåede kun seks år i kommunalbestyrelsen og er efter valget i 2017 blevet lagt i graven. Nu stiller Hossein Armand i stedet op for Socialdemokratiet.

Men var det lykkedes for ham at opnå et mandat ved valget i 2017, er han ikke i tvivl om, at Borgernes Stemme også havde været at finde på stemmesedlen til efterårets kommunalvalg.

"Hvis man bare afskriver det her som noget marginalt, så presser vi jo demokratiet. Så jeg synes, at det er godt, hvis man får set på, om man kan optimere det system, vi har, og man kan gøre det lidt mere retfærdigt," siger Hossein Armandi.