Morten Messerschmidt: Dan Jørgensens Stauning-hyldest fokuserer på maven frem for hjertet

ANMELDELSE: Debatbog om Stauning vækker nysgerrigheden, men bærer præg af at være skrevet af en cand.scient.pol. Dan Jørgensen glemmer de ikke-materielle værdiers betydning for danskernes tryghed og lykke, skriver Morten Messerschmidt (DF). 

Altingets vurdering: 4/6
 

Morten MesserschmidtAf Morten Messerschmidt (DF)
MEP

For nylig havde jeg tre socialdemokrater til middag. Med en håndfuld anstændige flasker fra kælderen og et par timers forberedelse i køkkenet mente jeg, at grunden til en god aften var lagt. Og som glassene var blevet tømt et par gange, og de mest akutte politiske emner var vendt, begyndte min ene gæst at fortælle.

Med indlevelse og passion fortalte han om sin nyligt afsluttede læsning af Staunings dagbogsnoter; om de personligheder i den tidligere socialdemokratiske bevægelse, han var stødt på – og nu havde et nærmest personligt forhold til.

Hans to kammerater faldt naturligt ind i samtalen, så jeg lænede mig tilbage og nød, hvordan arbejderanekdoterne føg igennem min stue.

Det var en nydelse at opleve, hvordan disse tre virkelig følte partihistorien. Mon de følte samme glød ved danmarkshistorien, tænkte jeg kort, men vendte straks tilbage til tilskuernes rolle – og glædede mig.

At kunne se ud over sin egen tilværelse og forstå sit eget liv som en kontinuerlighed af andres og deres kampe, er sundt for mennesker. Ikke mindst for en venstrefløj, der ellers har været mere optaget af "at frigøre sig" og "se fremad" end at huske, at vi alle går i fodspor, sat før os. At livet ikke bare er her og nu; men en arv.

Beskrivelsen af Stauning virker ukritisk 
Fortælleren om middagsbordet hed Dan Jørgensen, og hans bog – Staunings arv – er tydeligvis skrevet af en mand, der søger efter en dybere visdom og derfor begejstres over de koryfæer, der tegnede den tidligere arbejderbevægelse.

Stauning beskrives med en passion, så man ikke er i tvivl om, at forfatteren nærer den dybeste beundring, visse steder grænsende til en regulær dyrkelse.

Som når karaflen fra kanslergadeforliget omtales som et "relikvie", eller når den gensidige ornitologiske interesse ligefrem bruges til at fremhæve fællestræk mellem forfatteren og den portrætterede.

Ja, til tider er det, som om forfatteren gerne vil træde helt ind i den portrætterede – som når det uden videre historisk redegørelse påstås, at Stauning ville se på Donald Trump, som han i sin tid så på Europas fascister.

Det er trods alt noget af en påstand om lederen af den frie verden, som derfor godt kunne have haft gavn af en stærkere begrundelse.

Visse steder bliver fascinationen af Stauning så stor, at bogen næsten mister jordforbindelsen; nærmer sig det ukritiske. Skrevet af en person, der har både en central placering i partiets nuværende ledelse og en stor karriere for sig, er det klart, at den kritiske tilgang til partiet og dets historie bliver hæmmet.

Men det er en svaghed for bogen, når Jørgensen eksempelvis i sin iver efter både aktuelt og historisk at tale Venstre ned, overser den rolle, Berg og J.C. Christensen spillede for parlamentarismen, der trods alt er grundlaget for, at Stauning efterfølgende kunne realisere sin politik.

Også Stauning har en arv – nemlig fra dem, der kæmpede før ham. Det omtales slet ikke, hvorimod Madsen-Mygdal gentagne gange fremhæves som selve livsnerven i Venstres kyniske liberalisme, og som derfor omtales med et konsekvent ubehag, der også kommer Ayn Rands bog "Atlas Shrugged" til del.

Men det svækker Jørgensens sag, når man aldrig finder ud af, hvorfor han hader den russiske dissidents værk så intenst. Man ender med en fornemmelse af, at hadet er ideologisk og spørger, om forfatteren overhovedet har læst Ayn Rand?

Også i behandlingen af De Radikale synes personvalget styret ud fra nutidig opportunisme. Tiden med Zahle og Scavenius op til og under besættelsen forbigås, ligesom det virker søgt, når skolen gøres til en ren socialdemokratisk opfindelse. Burde Grundtvig og Venstre ikke også her have sin ros?

Et politisk ærinde
Bogen bærer tydeligt præg af at være skrevet af en cand.scient.pol. Med udgangspunkt i Staunings umilitaristisk inspirerede tanker – at ville skabe mest mulig lykke for flest mulig – tager Jørgensen sin læser gennem en omfattende stroppemarch ud i grafer, teorier og tabeller for at kortlægge lykkebegrebet.

Og man bliver bestemt en hel del klogere på forholdet mellem affektiv og kognitiv lykke, men trods de søde og sjove fortællinger om barndomshjemmet i Morud, mister dette afsnit den passion og glød, som bærer bogens første del. Og det er en skam, for Jørgensen viser stor indlevelse, ikke mindst i de fine passager om fædrelandskærlighed og dannebrog.

Det beskrives, hvordan Stauning ikke heri så noget modsætningsforhold til fagbevægelsen og den røde fane, ligesom Hartvig Frisch så det nationale som det stærkeste værn imod nationalisme og fascisme.

Nedladende behandling af Trump
Det er interessant, men står i kontrast til bogens noget nedladende behandling af Trump, Wilders, Ukip og Viktor Orban. Burde man ikke forsøge at forstå dem?

På nær det korte afsnit om EU-politikken, hvor det bramfrit slås fast, at Brexit er en fejl, er Dansk Folkeparti helt ude af værket, hvilket selvsagt ikke skal komme forfatteren til last, men dog alligevel bestyrker fornemmelsen af, at bogens egentlige ærinde er at virke politisk.

Når det eksempelvis frimodigt erklæres, at S nu har "neutraliseret" udlændingepolitikken, samtidig med at Anders Fogh får med grovfilen for som statsminister at have "neutraliseret" velfærdspolitikken, bliver de politiske undertoner for kraftige.

Ja, Jørgensen går endda så vidt som til at konkludere, at "debatten mellem de partier, der har en ambition om at lede landet, kommer derfor ikke til at handle om en stram udlændingepolitik i Danmark. Herom er der nu konsensus", hvilket skulle skyldes et socialdemokraternes "meget detaljerede program for, hvordan vi gør" … Kan det nu passe?

Corydon forbigås i tavshed
Som læser fornemmer man hurtigt, at bogen er en hyldest til den siddende ledelse i Socialdemokratiet. Og det gør Jørgensen godt. Men den tavshed, som bliver den tidligere ledelse til del, bliver desto mere bemærkelsesværdig.

Kun et sted omtales Helle Thornings ledelse af partiet, mens Bjarne Corydon slet ikke er med. Og i et afsnit med overskriften "Konkurrencestat versus velfærdsstat" virker det bare … underligt. 

Det er forståeligt vigtigt for Jørgensen at understrege sammenhængen mellem en stor velfærdsstat og danskernes lykkefølelse.

Men for en ikke-socialdemokrat virker det også her, som om han bevidst overser en række forhold, der med rimelighed burde have været nævnt: Den historiske betydning af siden 1864 at have været en nationalstat med ét sprog og en stærk centraladministration; lutheranismens særlige danske udformning; litteraturen; monarkiet …

Men Jørgensen synes kun perifært i afsnittet om lykkefølelsens tilknytning til tryghed og tillid at erkende, at det materielle selvsagt ikke er alt.

Hvordan vil Jørgensen løfte arven?
Det havde været spændende, om den ikke-materielle lykkefølelse også var kastet under samme nysgerrige lup, måske endda i afsnittet om indvandring, hvor man med rette kunne spørge, hvad omdannelsen af Danmark fra et homogent nationalt fællesskab til et fragmenteret multi-kulturelt betyder for lykken.

Her nøjes Jørgensen med at beskrive de diskussioner om indvandring, som gennem tiden har været ført i Socialdemokratiet; og hvor Jørgensen interessant nok sætter humanismen og velfærdsstaten over for hinanden som de to modpoler.

Det handler altså ikke om Danmark som folkets hjem og arv, men om velfærden. Fokus er på maven – ikke på hjertet. Ville Stauning være enig i det?

Helt overordnet bliver man klogere af at læse Dan Jørgensens bog. Men endnu vigtigere: Man bliver nysgerrig. Nysgerrig på den historie, Dan Jørgensen fortæller og er en del af. Nysgerrig på de indre brydninger i det gamle arbejderparti, som tydeligvis sker i disse år.

Man bliver nysgerrig på, hvad fremtiden skal bringe – og ikke mindst nysgerrig på, hvilken plads i denne fremtidig, Dan Jørgensen selv skal indtage. Hvordan vil han løfte Staunings Arv?

----

Dan Jørgensen: Staunings arv. 250 sider, People'sPress. 

Forrige artikel Adam Holm: Kendt demokratiforsker advarer mod populisterne Adam Holm: Kendt demokratiforsker advarer mod populisterne