Niels Jespersen: Radikale bejler til rosa Rikke, der kan afgøre valget

KOMMENTAR: Sidst stemte hun på Uffe Elbæk, men nu hvor luften er gået af festballonen, er hun igen i tvivl. Rosa Rikke er den veluddannede storbyvælger, som Morten Østergaard satser alt på at kapre til Radikale, skriver Niels Jespersen. 

Uden at være prangende peger meningsmålingerne i den rigtige vej.

I den vægtede måling står R til en pæn fremgang på næsten 50 procent. Det er ikke alverden i mandater, men for et lille parti er det noget, der luner.

I Radikale tolker man fremgangen som udtryk for, at konfrontationstrategien mod S virker, og at man ligger godt i den kommende strid om venstrefløjens troløse vandrevælgere. 

For det er dem, der de sidste små 20 år har afgjort, om et ikke-borgerligt parti blev en succes eller ej. I 2005 flokkedes de om Marianne Jelved og gjorde R radicoole.

To år senere var det SF, der red på Villy-mania og var tæt ved at gøre S rangen stridig som rød bloks største parti. I 2011 var det så Enhedslisten og De Radikale, der løb med opbakningen, og i 2015 Enhedslisten og Alternativet.

I R mener man, at det i 2019 atter må være De Radikales tur, og partiet har da også gode forudsætninger. S har med deres tilnærmelser til Dansk Folkeparti skabt raseri blandt de mange venstrefløjsvælgere, for hvem modstanden mod DF definerer deres politiske bevidsthed.

Samtidig vokser andelen af veluddannede, vellønnede vælgere i storbyerne, i takt med at flere og flere tager sig en akademisk uddannelse og sætter sig til rette i de indkomstgrupper, der nyder godt af opsvinget og globaliseringen.

Denne gruppe af vælgere er den diametrale modsætning til de arbejdervælgere, der førhen stemte socialdemokratisk, men som reaktion på indvandringen er gået over til Venstre og Dansk Folkeparti. Dem, som vi kommentator-typer kalder Blå Bjarne og Gule Gert.

På den fløj, der førhen var kendt som rød fløj, møder vi nemlig Rosa Rikke, der som akademiker eller med en mellemlang uddannelse tilhører et segment, som tidligere stemte mere blåt, men som i dag aldrig kunne drømme om at røre ved Martin Henriksen og Inger Støjberg.

Hun stemte på Uffe Elbæk i 2015, men efter luften er gået af festballonen, er hun hoppet af Alternativets fuckswing og svinger nu i stedet mellem EL og R.

I Alternativet kalder man hendes segment bisværmen, hvilket er misvisende, da bier jo altid vender tilbage til den samme dronning.

Ekstra Bladets daværende debatredaktør Søren Jacobsen Damm har mindre venligt dømt dem græshopperne. Måske mere passende er den radikale betegnelse 'værdivælgere', for der er tale om vælgere, for hvem visioner og identifikation betyder mere end den førte politik.

Rosa Rikke forbruger partier på samme måde, som hun forbruger økologiske produkter fra Irma og bæredygtige grøntsager: som identitetsmarkør.

For hende handler politik ikke om interessevaretagelse, men om værdier, og hun kunne lige så vel være medlem af Amnesty som af Alternativet.

I denne valgperiode har især Enhedslisten haft godt fat i Rikke, for hun var en af dem, der følte, at Thorning-regeringen pissede på hende, som Johanne Schmidt-Nielsen (EL) så passende formulerede det.

Det er hende, R satser på at overbevise, hvilket skal ske ved at lægge hård kant til Socialdemokraternes udlændingepolitik, men også ved at angribe S fra venstre på de ydelser, der primært kommer flygtninge og indvandrere til gode.

De Radikale kommer til at lyde som et venstrefløjsparti, men det er ikke kun valgtaktik. Blandt mange radikale er der en erkendelse af, at partiet gik for langt til højre på den økonomiske politik under Thorning-regeringen. En analyse, der i øvrigt deles af socialdemokraterne.

Ikke at dén erkendelse har medført nogen forbrødring mellem de to traditionelle regeringspartnere. Tværtimod. Målet for R er at tage stemmer fra S og helst så mange som muligt.

Blandt radikale er der en oplevelse af, at selv livslange socialdemokratiske partisoldater har fået nok og tjekker ud i protest mod tilnærmelsen mod DF. Det er imidlertid tvivlsomt, om der rent faktisk er så meget at hente her, for målinger viser, at de socialdemokratiske vælgere bakker massivt op om strammerkursen.

Imidlertid er det vigtigt at huske, at politik ikke bare er spin og taktik. Mange radikale ser med oprigtig rædsel på DF’s indflydelse, som de mener, Socialdemokraterne har underkastet sig.

Det mener Rosa Rikke heldigvis også, og skal De Radikale sikre sig hendes stemme, skal de vinde konkurrencen med EL om at fremstå som det progressive alternativ til S-DF. Samtidig skal der hentes bifangst ved at jage stemmer fra de mindre dyr på venstrefløjssavannen, nemlig ALT og SF.

Enhedslisten er måske foran på point i konkurrencen om Rosa Rikke, men det er vurderingen i R, at Enhedslisten også slæber rundt på en masse dødvægt i form af upopulær venstrefløjsdogmatik.

Når det kommer til stykket, ønsker Rikke ikke nødvendigvis skatteforhøjelser til sin humanisme. Hun er mere socialliberal end socialist.

Derudover har Ø ikke meget andet at tilbyde Rikke end gold oppositionspolitik, mens De Radikale kan diske op med et nyligt eksempel på, at man kan få socialdemokraterne til at rette ind og danse efter ens egen pibe. Det var nemlig, hvad der skete i det sorte tårn. Godt nok ikke med udlændingepolitikken, hvor det faktisk var R, der bøjede sig, men det har man næppe tænkt sig at påpege.

Endelig har R den fordel, at man i konkurrencen om at tage mest afstand fra Socialdemokraternes udlændingepolitik altid kan gå et skridt længere end EL.

For selvom der vil komme masser af revolutionære paroler fra den kant, så er EL ikke parat til at vælte en S-regering og få blå økonomisk politik til gengæld for en mere lempelig udlændingepolitik. Det er R.

Her har man tænkt sig at sætte hårdt mod hårdt, for i radikal optik må det for alt i verden ikke lykkedes for Socialdemokraterne at regere uden om R. Det er her, Rosa Rikke kommer ind i billedet.

Kan hun overtales til at stemme radikalt, kan partiet vokse sig så stort nok til atter at blokere for Socialdemokraternes solo-drømme. 

.....

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Benny Damsgaard: Vil de utaknemmelige vælgere belønne Løkke? Benny Damsgaard: Vil de utaknemmelige vælgere belønne Løkke? Næste artikel Harun Demirtas: Dine udtalelser er uforklarligt pinlige, Sophie Løhde Harun Demirtas: Dine udtalelser er uforklarligt pinlige, Sophie Løhde