Nikolaj Saadat: DF høster politiske sejre på liberal magtesløshed

KOMMENTAR: Med sundhedsreformen må regeringen endnu en gang sande, at de regerer på Dansk Folkepartis nåde. De borgerlige vælgere må spørge sig selv, om der findes en nedre grænse for VLAK-regeringens underdanighed til Dansk Folkeparti. 

Politiskolen i Vejle, paradigmeskiftet, den personlige vendetta mod Radio24syv og afskaffelsen af regionerne.

Dansk Folkepartis fingeraftryk på de politiske aftaler, siden Anders Samuelsen krævede regeringsdeltagelse, har været så store, at det kan være svært at få øje på regeringens egne aftryk.

Kristian Thulesen Dahls positionering som kongemageren i dansk politik er ikke blot en titulering, som de politiske kommentatorer tilegner ham som følge af den politiske afklædning af regeringen. Også danskerne anser partilederen som den mest magtfulde i dansk politisk ifølge en Voxmeter-undersøgelse i sommers. Mere magtfuld end både statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren.

Og det er ikke så underligt, når Thulesen Dahl ikke blot dikterer, hvem der sidder i regering i næste periode, og hvem der ikke gør. Alle større politiske aftaler, siden VLAK-regeringen blev en realitet, har været komplet dikteret af Dansk Folkeparti.

Og endnu værre for regeringen er det, at alle større politiske aftaler, som Dansk Folkeparti ikke har kunne se sig selv i, er blevet fejet af bordet med det samme. Det gælder blandt andet topskattegrænsen, behovet for udenlandsk arbejdskraft og en forhøjet pensionsalder. Alle pejlemærker, der har stået centralt i regeringsgrundlaget.

Selvom regeringen og særligt Liberal Alliance ynder at turnere rundt med fortællingen om de mange skattelettelser symboliseret ved de meget omtalte 21 pokaler – så skyldes den store omtale netop, at regeringen reelt har måtte skyde en hvid pil efter mærkesager som større skattelettelser og afskaffelsen af arveafgiften.

Kønnere bliver det heller ikke, når regeringen forsøger at italesætte Dansk Folkepartis politiske sejre som sine egne. Man behøver eksempelvis ikke at skue langt ud i Venstres bagland for at indse, at hverken grænsekontrollen, paradigmeskiftet eller afskaffelsen af regionsrådene er tidsler, der ikke er groet på landbrugspartiets mark.

En ting er, at regeringen lader DF trumfe egne politiske mærkesager i forsøget på at beholde taburetterne. Noget andet er, at regeringen tillader Thulesen Dahl og kompagni at udøve politisk magt, som ikke tjener andet formål end at stadfæste selvsamme magt.

Det gælder Dansk Folkepartis egenhændige beslutninger om de facto at lukke Radio24syv, at rykke politiskolen fra Herning til Vejle og at gennemføre unødvendige infrastrukturprojekter uden nogen samfundsøkonomisk gevinst i Mariager og i Vejle. 

Her bliver prisen ikke betalt af liberal magtesløshed. Her ender regningen hos de danske skattebetalere. 

De respektive Helle Thorning-Schmidt-regeringer havde det til fælles, at de gennem alle fire år på magten var upopulære blandt vælgerne. Det skyldtes i høj grad, at oppositionen med stor succes fik italesæt regeringen som løftebrudsregeringen, der ikke levede op til de løfter, der havde bragt dem til magten.

Løftebrudsregeringen var først og fremmest rettet mod Socialdemokratiet, der netop som følge af regeringsdeltagelsen med Radikale måtte sluge mange store kameler gennem regeringsperioderne.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslistens manøvredygtighed i forhold til at føre klassisk rød økonomisk politik blev gang på gang afvist af De Radikale.

Løftebrudsretorikken ramte Socialdemokratiet med så stor kræft, at partiet siden har taget afstand fra Corydon og Thorning-Schmidts regeringsduelighed fra 2011-2015. Og oven i det brød man i sommers historisk med Radikale som regeringssamarbejdspartner.

Den snedige løftebrudsretorik fra oppositionen virkede. 

Lige så snedigt er det derfor også, at samme opposition, der i dag sidder i regering, har gjort alt, hvad der står i dens magt for ikke at love noget. I stedet pakker man sine politiske mærkesager ind som visioner. 

Væk er løfter om klassisk liberale mærkesager, ind er visioner og pejlemærker, som regeringen vil arbejde hen imod, men som de samtidig kan bebrejde Dansk Folkeparti for at obstruere. På den måde bliver regeringen ikke skudt i skoene for sin manglende evne til at få gennemført egen politik. 

Da VLAK præsenterede trekløverregeringen, var det med titlen "den måske mest liberale regering nogensinde". Den titel har siden kun vist sig at være på papiret. I virkeligheden har den mest liberale regering nogensinde været den mindst manøvredygtige i nyere dansk politisk historie.

Dansk Folkepartis blokering af klassisk blå politik hersker i endnu højere grad, end Radikales gjorde i forhold til den røde.

Når vælgerne går til folketingsvalg inden for de næste måneder, bør de derfor spørge sig selv, om der mon egentlig findes en nedre grænse til Venstre, Liberal Alliance og Konservatives underdanighed til Dansk Folkeparti? 

---------

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Lidegaard: Medieforliget er DF'ernes hævn over medier, de ikke kan lide Lidegaard: Medieforliget er DF'ernes hævn over medier, de ikke kan lide Næste artikel Jarl Cordua: Thulesen Dahl tager rollen som forsvarsspiller i blå blok Jarl Cordua: Thulesen Dahl tager rollen som forsvarsspiller i blå blok
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.