Offentlighedsloven er en demokratisk skandale af dimensioner
Det er på tide, at magthaverne bliver set efter i kortene. Det har offentlighedsloven spændt ben for i et årti, og det en demokratisk skandale af dimensioner, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.
Claes Kirkeby Theilgaard
Politisk journalist, B.T.Offentlighedsloven er netop fyldt ti år. Da loven i sin tid blev indført, var det med løftet om, at man ville sikre pressen og offentligheden bedre muligheder for at se magthaverne efter i kortene.
Desværre er det stikmodsatte sket, og derfor har offentlighedsloven da også gennem alle årene haft øgenavnet "mørklægningsloven".
For selvom principper om åbenhed og gennemsigtighed bliver hyldet adskillige gange i aftaleteksten til den brede, politiske aftale fra 2013, der ligger bag offentlighedsloven, har loven i praksis ført til mere lukkethed og mørklægning.
Den mørklægning, som offentlighedsloven har ført med sig, er en demokratisk skandale af dimensioner
Det er altafgørende i et demokrati, at pressen og befolkningen kan få indblik i, hvad både demokratisk valgte magthavere og embedsmænd af forskellig art foretager sig. Derfor er den mørklægning, som offentlighedsloven har ført med sig, en demokratisk skandale af dimensioner.
At en bred koalition bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti i 2013 indførte en lov, der lovede ét, men gjorde det modsatte, er i sig selv slemt nok.
Men at vi ti år senere stadig lider under den, gør kun ondt værre.
Gennem de sidste ti år har mange journalister oplevet offentlighedsloven i praksis, når de for eksempel er blevet nægtet aktindsigter, har ventet meget længe på dem eller har modtaget ubrugelige aktindsigter, hvor embedsmændene nidkært har streget alt relevant over med en sprit-tusch.
Det har selvfølgelig ført til protester fra journaliststanden, men også i politiske kredse har der været modstand mod offentlighedsloven.
Fra start var Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti imod loven, og nu har modstanden heldigvis bredt sig, hvad der blandt andet stod klart, da en samlet opposition tidligere i år i et åbent brev til regeringen krævede lempelser af offentlighedsloven.
Nu, efter utallige opråb, og efter at både en kommission, et ekspertudvalg og ombudsmanden har konstateret, at offentlighedsloven har ført til mere mørklægning snarere end mere offentlighed, kan selv SVM-regeringen tilsyneladende se skriften på væggen.
I hvert fald har den socialdemokratiske justitsminister Peter Hummelgaard haft Folketingets partier forbi til en "uformel drøftelse" af offentlighedsloven, ligesom han lover "yderligere drøftelser" på den anden side af sommerferien.
Hvad det helt konkret vil føre til, er ikke til at sige. Men det er nok at stikke sig selv blår i øjnene at tro, at regeringen pludselig nærer et brændende ønske om, at pressen og befolkningen skal kunne følge bedre med i, hvad de, deres embedsværk og resten af systemdanmark foretager sig af unoder.
Men hvis det nu viser sig, at jeg er unødigt skeptisk og mistroisk, og regeringen i virkeligheden vil leve op til regeringsgrundlagets løfte om "en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser", så er der rigeligt at tage fat på.
Det er på tide, at vi én gang for alle tager en beslutning om at sætte offentlighedens interesser over systemets egeninteresser
Claes Kirkeby Theilgaard
Et oplagt sted at starte ville være at sørge for, at offentlige myndigheder sørger for faktisk at behandle aktindsigtsanmodninger til tiden.
Det vil måske kræve, at man omprioriterer, men mon ikke, at de efterhånden uendeligt mange administrativt ansatte i det offentlige kan klare det.
Samtidig bør det få konsekvenser, når anmodninger om aktindsigter - der jo ellers ifølge loven skal behandles indenfor syv arbejdsdage - bliver forhalet i månedsvis. Det kan ikke passe, at myndighederne kan se stort på dette lovkrav uden sanktioner af nogen art. En klækkelig bøde ville være passende.
De to måske værste regler i offentlighedsloven - ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen - bør desuden helt afskaffes.
Disse regler gør, at det er umuligt at få aktindsigt i en lang række sager, hvor ministre og folketingspolitikere er involveret. Både ministre og menige folketingsmedlemmer må tåle at blive set efter i kortene.
Desuden bør man sørge for et bedre og mere moderne arkiveringssystem end det, vi har i dag, ligesom man bør se på, om det virkelig kan passe, at en lang række offentligt ejede virksomheder er undtaget fra retten til aktindsigt.
En selvstændig problematik er, at Danmarks Radios afgørelser om aktindsigt er endelige og ikke kan påklages.
Det skal være slut med, at systemet lukker sig om sig selv. Det er på tide, at vi én gang for alle tager en beslutning om at sætte offentlighedens interesser over systemets egeninteresser.
Washington Posts udmærkede slogan "Democracy Dies in Darkness" gælder også i Danmark. Lad der komme lys og åbenhed, så demokratiet kan leve.