Özlem Cekic: Liberal Alliances kampagne rører mig dybt. Og det skuffer dem, der glemmer at lytte

Det kommer næppe som en stor overraskelse for mange, men jeg stemmer ikke på Liberal Alliance. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke kan anerkende, når de gør noget rigtigt. Og deres seneste kampagne – #DuKanGodt – rørte mig dybt.

Tirsdag aften så jeg Alex Vanopslaghs video, hvor han på en utrolig sympatisk måde taler det enkelte menneske op og sætter fokus det personlige ansvar. Jeg roste kampagnen og videoens budskab i et tweet. Og så skal jeg ellers love for, at fanden var løs i Laksegade.

Reaktionerne var forudsigelige, og de fleste kom fra venstrefløjen. Mange opfattede kampagnen fundamentalt anderledes end mig. Der var selvfølgelig de sædvanlige reaktioner, hvor folk var "skuffede" over mig, fordi jeg ikke mente det samme som dem.

Men det mest interessante var, at flere beskyldte Liberal Alliance for at udstille personer, "der ikke kan, som dovne og ugidelige ofre, der ikke vil tage ansvar for deres eget liv". Andre mente, at det var "privilegieblindhed at tale ned til syge mennesker" på den her måde. Flere påpegede, at syge mennesker ikke bare kan "tage sig sammen", fordi de "ingen ressourcer" har.

Mit ærinde med denne klumme er ikke at forsvare Liberal Alliances politik eller skyde dem alle mulige intentioner med kampagnen i skoene

Özlem Cekic

"Neoliberalt!" råbte andre, mens en prominent folketingskandidat fra et venstrefløjsparti gik så langt, at han skrev: "Koster din sclerose-medicin 140.000 kroner? Du kan godt, champ!"

Det vedkommende ikke vidste var, at vi har et særligt system i Danmark, der gør, at hvis man ikke har råd, eller hvis medicinudgifterne er alt for høje, kan man få tilskud. Og i øvrigt handlede kampagnen ikke om at afskaffe medicintilskudsordningen.

Mit ærinde med denne klumme er ikke at påpege stråmændene. Jeg vil heller ikke forsvare Liberal Alliances politik eller skyde dem alle mulige intentioner med kampagnen i skoene. Og jeg vil heller ikke tale på vegne af alle udsatte borgere. Jeg vil blot fortælle, hvordan jeg som mønsterbryder opfatter kampagnens budskab. 

Jeg kommer fra bunden af samfundet, hvor begge mine forældre var ufaglærte og til tider arbejdsløse, syge og på offentlig forsørgelse. Vi boede på Vesterbro. Det inden byfornyelsen kom. Der boede utrolig mange udsatte borgere, og det var dengang hvor en kop kaffe ikke kostede 50 kroner på Halmtorvet.

Jeg bevægede mig sjældent ud af Vesterbro i min barndom og ungdom. Jeg gik på Ny Carlsberg Vejens Skole på Enghave, senere på Rysensteen Gymnasium på Halmtorvet, arbejdede i Føtex på Vesterbrogade og stod i smørkøen foran Aldi med min familie for at købe det tre kroner billigere.

Langt de fleste, som jeg gik i folkeskole med, havde også forældre, der var arbejdsløse, på kontakthjælp og førtidspension. Nogle drømte endda om at være det, så de kunne slippe for kommunens evige sanktioner.

Vi børn vidste godt, at livet ikke ville belønne os med studenterhuer, akademiske titler eller direktørstillinger. Udsigten til, at vi kunne ende som rengøringsfolk, taxachauffører og pizzamand, var stor. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklærer, der sagde: "Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget." Det gjorde ondt. Ondt, fordi vi var smerteligt bevidst om begrebet social arv. 

Samtidig lavede kloge mennesker forskellige undersøgelser, der alle viste, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det budskab blev genfortalte af mange voksne omkring os. Og hvis ikke de sagde det med ord, blev det sagt med "stakkels dig"-blikket. 

Nogle af os var ofre. Da jeg senere arbejdede som sygeplejerske i psykiatrien, mødte jeg en af mine tidligere klassekammerater. I al den tid jeg havde gået i klasse med hende, var hun blevet voldsomst seksuelt misbrugt.

At tale det enkelte menneske op betyder ikke, at man taler fællesskabet ned. De er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger

Özlem Cekic

Der var også voksne, der skilte sig ud. Jeg glemmer for eksempel aldrig min fysiklærer fra folkeskolen, der havde de største drømme på vores vegne. Vi brændte næsten fysiklokalet ned, men på trods af det sagde han altid med stor begejstring i stemmen: "Kan du ikke se det? Der er en atomfysiker gemt i dig!" 

Vi vidste godt, at han løj, men hold da op, hvor smagte det godt! Og det gjorde det, fordi alle i den alder har brug for voksne omkring sig, der kan drømme for sig, når man kommer fra bunden af samfundet.

Man har brug for en, der taler dig op. Fortæller dig, at du kan meget mere, end hvad andre fortæller dig. Fortælle dig, at du er mere end et tal på en graf. Mere end dine forældres skæbne. Mere end dine egne negative tanker om dig selv.

Det er noget vrøvl at sige, at syge ikke har ressourcer. Alle mennesker har ressourcer. Selv de mest syge er andet end deres sygdom. Som Grundtvig sagde, så skal vi se mennesket først. For vi mennesker kan meget mere, end vi går og tror.

Som psykiatriordfører (for SF, red.) besøgte jeg engang byen Trieste i Norditalien. Her var udgangspunktet, at alle borgere har noget at bidrage med. Det betyder, at psykisk syge – også dem med de alvorligste diagnoser – har et arbejde. Nogen har ressourcer til ti minutters arbejde, mens andre arbejder i flere timer. Jeg spurgte en overlæge, hvorfor det var sådan. Hans svar var, at alle skal have noget at stå op til.

Betyder det så, at ethvert barn med ufaglærte forældre kan ende som atomfysiker, hvis blot det tager sig sammen? Nej. Det enkelte menneske kan kun lykkes, når både fællesskabet og det enkelte menneske tager ansvaret på sig. Og jeg har aldrig forstået dem, der opstiller en falsk modsætning mellem fællesskabet og individets ansvar.