Pelle Dragsted: Thor Pedersen gennemskuede myterne om pensionsalder – det burde vi også

KOMMENTAR: Er det virkelig nødvendigt at hæve pensionsalderen for at kunne finansiere velfærden i fremtiden? Nej, kun hvis vi holder fast i, at vores private forbrug skal fordobles.

Debatten om pensionsalderen er for alvor i gang igen.

En række fagforeninger, der til sammen repræsenterer mere end 360.000 medlemmer er gået sammen i kampagnen 68 er mere end nok, og kræver, at de planlagte forøgelser af pensionsalderen stoppes. Flere partier har også sat spørgsmålstegn ved om pensionsalderen kan blive ved med at stige.

Men regeringen holder indtil videre fast i det såkaldte (og dårligt kaldte) velfærdsforlig, der betyder at pensionsalderen igen og igen skal sættes op. Deres altoverskyggende argument er, at den stigende pensionsalder er forudsætningen for at vi også fremover – når levetiden stiger og vi bliver flere ældre – kan finansiere et velfærdssamfund på niveau med det, vi har i dag.

Det er præcis samme argumentation som blev leveret dengang velfærdsforliget blev vedtaget, og som vi har siden hørt igen og igen fra hele kredsen af politikere og mainstream-økonomer.

Problemet er bare, at argumentet ikke holder. Eller rettere,– det holder kun hvis man abonnerer på nogle helt bestemte og fastlåste forudsætninger om den økonomiske politik.

Det er rigtigt, at der i fremtiden bliver flere ældre, og at der derfor vil være en mindre andel af befolkningen på arbejdsmarkeder fremover, hvis pensionsalderen forbliver uforandret.  Men behøver det at blive et økonomisk problem, eller betyde at vi ikke kan betale for velfærden? Nej, det gør det faktisk ikke.

For det som regeringen og økonomerne altid glemmer at fortælle, er at vi i den periode hvor antallet af ældre stiger, også vil opleve en enorm fremgang i velstand. Da velfærdsforliget blev indgået, blev det anslået, at vi frem mod 2050 vil opleve mere end en fordobling af vores velstand, som følge af stigninger i produktiviteten (for eksempel på grund af teknologiske fremskridt).  Det bør undre, at vi i en fremtid med dobbelt så stor velstand som i dag ikke skulle kunne finansiere, at der er en større andel på folkepension.

Men når mainstream-økonomerne alligevel kommer til den konklusion, så er det fordi deres forudsætning er, at langt den største del af den stigende velstand skal ende i private lommer og bruges til privat forbrug. Velfærdskommissionen anslog, at en LO-familie frem mod 2050 ville opleve en fremgang i disponibelt forbrug på mere end 100 procent. Altså mere end en fordobling af forbruget til fladskærme, biler, restaurantbesøg eller ferierejser. Det er alene denne fastlåste antagelse om, hvordan vi bruger fremtidens voksende velstand, der skaber det såkaldte holdbarhedsproblem.

Dengang i 2004 hvor velfærdskommissionen fremlagde sin rapport om nødvendigheden af en stigende pensionsalder, var der faktisk en enkelt person der kaldte bluff’et.  Og det var noget overraskende den daværende finansminister og venstremand, Thor Pedersen.

Efter at have læst velfærdskommissionens udspil havde han svært ved at forstå, hvad al virakken handlede om. Som han sagde til Jyllands-Posten:  ”I 2040 er det, der skal fordeles, dobbelt så stort som i dag, og i 2100 er danskere 6,5 gange så rige som nu. Udfordringen bliver simpelt hen at fordele større velstand.«
Han uddybede senere over for Politiken at, ”en lønmodtager, der i dag (2004 - PD) tjener 300.000 kroner, vil tjene 600.000 i 2050. Så kan han betale 60 procent i skat mod 50 procent i dag og stadig have langt flere penge til sig selv.”

Thor Pedersen pointe var egentlig ganske enkel: Når vi bliver dobbelt så rige som i dag, kan vi sagtens have en lidt højere skatteprocent, og alligevel have meget mere tilbage til os selv efter skat, end vi har i dag.  Hvis blot en lidt større del af velstandsfremgangen, konverteres fra privat forbrug til velfærd via relativt beskedne skattestigninger, så kan vi sagtens betale for, at der bliver flere ældre.  For at sætte det lidt i perspektiv, så har de økonomiske vismænd anslået, at en gradvis stigning i bundskatten på 3, 5 procent kan løse alle problemer med finansiering af velfærden - også selvom danskerne bliver ældre (Vismandsrapporten fra forår 2010 s. 256.)

Uanset en sådan beskeden skattestigning (som i øvrigt kunne skrues langt mere socialt retfærdigt sammen, end vismændene foreslår), vil den enkelte dansker i 2050 stadig sidde tilbage med markant flere penge til privat forbrug end i dag.

Desværre gik Thor Pedersen skarpe indvendinger hurtigt i den politiske glemmebog. Flertallet i Folketinget accepterede mainstream-økonomernes præmis, om at fordelingen mellem kollektivt og individuelt forbrug var en given og uforanderlig størrelse, og at den eneste løsning på at finansiere fremtidens velfærd derfor var en stadigt stigende pensionsalder. Og sådan blev først velfærdsaftalen og senere rundbarberingen af efterlønnen gennemtrumfet.

Men det er på tide, at vi igen – ligesom Thor Pedersen gjorde - sætter spørgsmålstegn ved den grundpræmis, som hele argumentationen for den stigende pensionsalder bygger på. Nemlig antagelsen om, at fremtidens velstand partout skal medføre mere end en fordobling af det private forbrug, og at det er udelukket, at vi i stedet kan bruge en lidt større andel af den voksende velstand til at finansiere velfærd og folkepension.

Det er på tide fordi det åbenlyst er urealistisk, at 70-årige stilladsarbejdere skal svinge rundt i stilladserne, eller 73-årige sosu’er skal løfte rundt på plejehjemsbeboere, og den stigende pensionsalder skaber voksende utryghed. 

Men det er også på tide fordi klima-spørgsmålet har gjort en overvejelse om anvendelsen af fremtidens velstand endnu mere presserende. En fordobling af vores private forbrug frem mod 2050 er ganske enkelt uforeneligt med bekæmpelsen af klimaforandringerne. Ved at ”veklse” en del af forbrugsvæksten til en lavere pensionsalder, reducerer vi også negative klimaeffekter af stigende privatforbrug. 

Økonomerne vil måske mene, at det er urealistisk, at befolkningen vil acceptere en højere skatteprocent i fremtiden. Min vurdering er, at i takt med, at vi bliver rigere, og ikke længere lider nogen reelle fysiske afsavn, så vil vi også være langt mere tilbøjelige til at acceptere, at der bruges lidt mere på velfærd og lidt mindre på privat forbrug.  Eller for at citere den gode Thor Pedersen igen: ”Det er da en værdi for hele familien, hvis vores ældre lever længere. Hvorfor skulle vi ikke være klar til at ofre mere for det fælles aktiv, når vi nu alle sammen bliver rigere. Det mener jeg er udtryk for et meget kynisk livssyn«

Vi er ikke, som vi er blevet bildt ind, tvunget til at fravælge enten velfærd eller en anstændig pensionstilværelse. Vi kan få begge ting, hvis vi er parate til at acceptere en lidt mindre vækst i vores privatforbrug i fremtiden. Det er den diskussion vi bør tage fat på nu.

-----

Pelle Dragsted (født 1975) er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og før det presseansvarlig og politisk rådgiver, også i Enhedslisten. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Ellemann vælger den totale kapitulation til Støjbergs udlændingepolitiske linje Jarl Cordua: Ellemann vælger den totale kapitulation til Støjbergs udlændingepolitiske linje Næste artikel David Trads: Den, der bedst definerer Amerikas sjæl, vinder valget David Trads: Den, der bedst definerer Amerikas sjæl, vinder valget
Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

VÆR BEREDT: Danmark bliver ét af de lande, der skal opbygge lagre med medicinsk udstyr på vegne af EU. Regeringen skal stå for indkøbene, men regningen samles op i Bruxelles.