Frederik Stjernfelt: Mundkurv på forskere vil føre til en hyklerisk offentlighed

Man kan endda mene, at det kan være særligt interessant, hvad folk, der har sat sig ind i sagerne, mener. Også fordi eksperter langt fra altid er politisk enige om konsekvenserne af deres viden. Alternativet er bizart.

Skulle migrationsforskere, klimaforskere, forskere i amerikanske og kinesiske forhold og andre emner, der aktuelt er politiseret, ophøre med at deltage i den politiske debat? Eller skulle de indlede ethvert indlæg med en omhyggelig redegørelse for deres politiske synspunkter, inden man når frem til deres saglige påstande?

Det ville sandsynligvis hæmme deres lyst til at fremlægge deres resultater.

Forskningsfrihed er også ytringsfrihed

Emnet er også relateret til forskningsfrihed. Der er forskningsmiljøer, der er særdeles aktivistiske, lyder kritikken.

Det kan jeg godt være enig i, men frihed er kun frihed, hvis den også gælder dem, man ikke selv er enig med. At der kan opstå stærkt politiserede forskningsmiljøer på bestemte felter, er en pris for at have forskningsfrihed – og videnskabelige og andre kritikere af disse miljøer har på deres side friheden til at gå i flæsket på miljøerne.

Det vigtigste argument er imidlertid, at synspunkter ikke forsvinder, hvis de med det ene eller andet middel bliver søgt hæmmet.

Frederik Stjernfelt
Professor, Aalborg Universitet

Det vigtigste argument er imidlertid, at synspunkter ikke forsvinder, hvis de med det ene eller andet middel bliver søgt hæmmet. Det vil kun resultere i en hyklerisk offentlighed, hvor man ikke længere kan regne med, hvad folk siger.

Er det ikke tværtimod gavnligt, at Sune Haugbølle melder klart ud som boykot-Israel aktivist, snarere end at han går undergrunds med sine politiske synspunkter og aktiviteter?

Så kan den oplyste journalist jo spørge kritisk til sammenhængen mellem hans aktiviteter – der ellers ville henligge i det skjulte.

Jeg kan også tage mig selv som eksempel. Jeg har de senere år som et af mine forskningsemner haft oplysningstidens idehistorie og i særdeleshed ytrings- og pressefrihedens historie og efterhånden publiceret adskilligt om disse emner ad videnskabelige kanaler.

Samtidig har jeg ofte stået frem – eksempelvis med indlæg i Weekendavisen – med forsvar for en vid ytringsfrihed, imod religiøs, statslig og anden censur og pression. Ligesom jeg gør i det indlæg, De aktuelt læser.

Skulle jeg helt undlade at gøre dette, eller skulle jeg have indledt dette korte indlæg med en omstændelig redegørelse for mine generelle synspunkter, der hurtigt kunne blive mere omfattende end indlægget selv?