Professor: Norden vinder EM i finanspolitik 10 år efter finanskrisen

Af Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi på CBS

I år er det ti år siden, at den internationale finanskrise brød ud i lys lue.

Mandag 15. september 2008 meddelte en af USA’s største investeringsbanker, Lehman Brothers, at den ville indgive konkursbegæring. Det blev startskuddet til en global finansiel nedtur, som hurtigt spredte sig til de øvrige dele af økonomien. I slipstrømmen af finanskrisen kom nogle år med både negativ økonomisk vækst og stærkt stigende arbejdsløshed. 

Hvad har vi lært?
Selv om de fleste lande er kommet til hægterne igen, er der tale om enorme tab af velstand og velfærd i de mellemliggende år. Derfor er det vigtigt at få samlet op på, hvad vi har lært af finanskrisen, ikke mindst for at være bedre forberedt, når en lignende krise melder sig i fremtiden.

Finanskrisen har lært os, at det er vigtigt at få lagt til side i de gode år for derved at skaffe råderum til en mere aktiv finanspolitik i svære tider. 

Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi på CBS

Listen af læringspunkter er lang, og der er vigtige indsigter på både det finansielle og makroøkonomiske område. I det følgende ser vi nærmere på, hvad vi kan lære, når det gælder måden at føre finanspolitik på.

Baggrunden for dette fokus er især erfaringerne fra Europa i årene efter finanskrisen, hvor specielt de sydeuropæiske medlemmer af eurozonen blev hårdt ramt. Her blev nedturen meget markant og knyttet sammen med en statsgældskrise af et omfang, så den undertiden udgjorde en trussel mod selve eurozonen. Grækenland har været i en særlig udsat situation, men også i store eurolande som Italien og Frankrig blev krisen tilspidset.

Billedet er meget klart: De ”gode år” blev i eurozonen i almindelighed og i Sydeuropa i særdeleshed ikke brugt til at polstre sig og dermed forberede sig på at imødegå en krise.

Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi på CBS

Statsgældskrisen i eurozonen kom i høj grad til at markere betydningen af at have styr på de offentlige finanser. Men hvad vil det egentlig sige at have styr på de offentlige finanser? I Danmark tænker vi ofte på dette i sammenhæng med finanspolitisk holdbarhed.

Dette er udtryk for, at der er en overordnet ramme om finanspolitikken, som sikrer, at den offentlige gæld ikke løber løbsk på længere sigt. En finanspolitik, som ikke tilfredsstiller holdbarhedskravet, har per definition flossede kanter.

At sikre finanspolitisk holdbarhed udelukker selvsagt ikke, at man indretter finanspolitikken, så den også håndterer de udfordringer, man støder på hen ad vejen.

Udtrykt lidt mere teknisk, så er udfordringen at finde en god balance mellem hensynet til at føre konjunkturstabiliserende finanspolitik på den korte bane og at sikre finanspolitikkens holdbarhed på langt sigt. At have det lange lys på må ikke blænde for de bump på vejen, som uvægerligt vil opstå, når man kører derudad – og som kræver handling.

Finanskrisen har lært os, at det er vigtigt at få lagt til side i de gode år for derved at skaffe råderum til en mere aktiv finanspolitik i svære tider.

Dette er en tilgang, som minder lidt om Faraos drøm i Bibelen, hvor Josef foreslår, at Farao indsætter en mand, som indsamler korn i de syv fede år, så der er noget at tære på i de syv magre. Dette synes at være en specialitet, som især de nordiske lande er gode til, og som stadig flere lande efterhånden skeler til som inspiration til måden at føre finanspolitik på.   

Gode og dårlige tider
Man kan nu spørge: Hvad er egentlig ”gode” og ”dårlige” tider? For økonomer ligger svaret i det såkaldte outputgab. Dette er defineret som forskellen mellem det faktiske bruttonationalprodukt (BNP) og det potentielle (eller strukturelle) BNP.

Mens det første løbende bliver målt af Danmarks Statistik, skal det andet beregnes ved hjælp af en makroøkonomisk model. I en højkonjunktur, hvor det faktiske BNP er højere end det strukturelle BNP, er outputgabet positivt. Tilsvarende er outputgabet negativt i en lavkonjunktur.

Lad os prøve at lade tallene tale. I tabel 1 er outputgabet vist i et år lige før finanskrisen (2007), for tre år mens krisen rasede (2009, 2011 og 2013) og for to år i slutfasen (2015 og 2017). Til at illustrere den geografiske dimension har vi udtaget fem lande/regioner, nemlig Danmark og Sverige (Norden), eurozonen (19 EU-lande) samt Grækenland og Portugal (Sydeuropa).

Det ses, at årene lige op til finanskrisen var kendetegnet ved et positivt outputgab, det vil sige højkonjunktur, i alle udvalgte lande. Herefter gik tallene helt ”i rødt”, det vil sige markant lavkonjunktur og klart mest udtalt i Sydeuropa.

Om end outputgabet endnu i 2017 overvejende er negativt, så er tallene meget små, og situationen må med undtagelse af Grækenland karakteriseres som værende normaliseret her ti år efter finanskrisens udbrud.

Blev de ”gode år” så brugt til at spare op for til gengæld at have noget at stå imod med i de ”dårlige tider” i årene umiddelbart efter finanskrisen? Med et positivt outputgab i alle de viste lande i 2007, burde der være overskud på det offentlige budget. Som det ses af tabel 2, var dette ikke tilfældet.

Nok havde både Danmark og Sverige overskud i 2007, men Grækenland og Portugal havde i samme år underskud, hvilket også var tilfældet for eurozonen under ét.

(Artiklen fortsætter under tabellerne)

I årene efter finanskrisen blev overskuddene på de offentlige finanser i de skandinaviske lande helt efter lærebogen konverteret til underskud, om end meget små i Sverige. Lavere økonomisk aktivitet skaber nemlig lavere skatteprovenu og større udgifter til dagpenge med videre, og derfor udløste den økonomiske nedtur som følge af finanskrisen helt automatisk en svækkelse af de offentlige finanser.

I de øvrige europæiske lande blev underskuddene, som allerede var betydelige under højkonjunkturen, alvorligt forværret i løbet af kriseårene. Som konsekvens heraf blev landenes allerede store offentlige gæld markant større.

Vi kan kaste yderlige lys over situationen ved at betragte den strukturelle saldo. I lighed med outputgabet er dette en beregnet størrelse, det vil sige et hypotetisk begreb, som viser, hvad den offentlige saldo ville være uden konjunkturudsving, det vil sige, hvis outputgabet var nul.

Ved at betragte den strukturelle saldo har vi altså renset den del af underskuddet væk, som skyldes den automatiske effekt, som en ændret konjunktursituation udløser.

Den strukturelle saldo bør i en normal konjunktursituation ikke være negativ, hvorimod det er helt naturligt at imødegå et stød som finanskrisen med en finanspolitisk lempelse. Hvis der sker en stigning i underskuddet på den strukturelle saldo, kan man (med varsomhed) fortolke det som udtryk for, at regeringen har valgt at føre en mere aktiv – eller mod-cyklisk – finanspolitik.

Lad os igen ty til tallenes tale, se tabel 3. Her ses, at de strukturelle balancer i de nordiske lande blev svagt forværret i kriseårene. Igen: det er udtryk for, at finanspolitikken blev brugt til aktivt at stabilisere økonomien, og det havde man jo netop i kraft af opsparingen i de gode år også kapacitet til at gøre.

I skarp kontrast hertil var de sydeuropæiske lande i kriseårene tvunget til at forbedre den strukturelle balance. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at man især i Danmark, men også i Sverige (i hvert fald fra 2009 til 2011) har brugt finanspolitikken til at gøre dårlige tider lidt bedre, mens man i Sydeuropa har været tvunget til at bruge finanspolitikken til at gøre dårlige tider endnu dårligere.

Billedet er meget klart: De ”gode år” blev i eurozonen i almindelighed og i Sydeuropa i særdeleshed ikke brugt til at polstre sig og dermed forberede sig på at imødegå en krise. Tværtimod førte man det, som i fagsproget kaldes en ”med-cyklisk” finanspolitik. Modsat i de skandinaviske lande, hvor man førte en ”mod-cyklisk” finanspolitik: Når der er opgang i økonomien, strammer man finanspolitikken, så man er bedre rustet til at komme helskindet igennem en økonomisk krise.

Summa summarum: Andre lande kan lære af de skandinaviske lande, hvor der råder en betydelig finanspolitisk disciplin. Dette giver mulighed for at bruge finanspolitikken mere aktivt til at stabilisere det økonomiske forløb, når der kommer et tilbageslag i stil med finanskrisen.

Derudover er sunde offentlige finanser med til at holde kreditorerne stangen, så der ikke opstår tvivl om regeringens vilje og evne til at betale enhver sit. På den måde slipper man for, at højere risikopræmier presser renten op til ugunst for økonomisk aktivitet i den private sektor. 

--------------

Svend E. Hougaard Jensen er professor i økonomi på CBS, leder af Pension Research Centre (PeRCent), medlem af Det Systemiske Risikoråd og formand for Bruegel Research Council, Bruxelles.