Cevea: Vi har forsømt det vigtigste opgør efter finanskrisen

KOMMENTAR: De seneste ti års reformarbejde har ikke realiseret det løfte, politikerne gav skatteyderne efter finanskrisen. Vi har fortsat banker, der er for fede til at fejle, skriver Cevea.

Af Frederik Lasserre og Kristian Weise
Hhv. analytiker og direktør i Tænketanken Cevea

Lørdag 15. september 2008 indvarslede et tabt årti. Det kan vi konstatere her ti år efter, at Lehman Brothers gik konkurs og udløste en global finanskrise, der bragte flere års økonomisk recession og massearbejdsløshed. Og som i øvrigt ligeledes hidkaldte en katastrofal europæisk sparepolitik og en kriserespons, der satte fut under udviklingen i den allerede galoperende ulighed.

Storbankernes overdrevne spekulation og kompromisløse profitjagt i stræben efter at etablere finansimperier var drivkraften bag krisen, hvis efterdønninger banede vejen for den politiske polarisering og de opbrud, vi har set i Europa og USA de seneste år. 

I tillæg til de politiske og sociale omkostninger kommer den økonomiske regning. Ifølge Rangvid-udvalget kostede finanskrisen Danmark alene 400 milliarder kroner, hvoraf 200 milliarder kroner udgør et permanent velstandstab. Det vil sige en regning, som vores og fremtidige generationer må bære rundt på til tid og evighed.

Vi har altså af bitter erfaring lært, at finanskriser mildt sagt er vanvittigt dyre. Derfor er det altafgørende, at den finansielle regulering bidrager til at sikre en velfungerende og robust finanssektor. Ser vi på de mange nationale og internationale reformer siden 2008, er det dog ikke tydeligt, at reguleringen har været tilstrækkeligt ambitiøs til at opnå det formål.

De store banker er stadig for fede til at fejle
Det altoverskyggende mantra for det styrkede internationale samarbejde og den skærpede regulering efter krisen var, at skatteydernes penge aldrig igen skulle bruges til at redde konkurstruede banker. Som nationalbanksdirektør Lars Rohde for nylig slog fast, er vi ikke der endnu. Selvom vi på det principielle plan er på plads med lovgivning om, at aktionærer og kreditorer – fremfor småopsparende og skatteydere – skal holde først for, når en bank skal afvikles, er det endnu ikke troværdigt, at skatteyderne slipper helt.

De seneste ti års reformarbejde har ikke realiseret det løfte, politikerne gav skatteyderne. For en af de vigtigste underliggende årsager til finanskrisen er endnu ikke løst: Vi har fortsat banker, der er for fede til at fejle.

De politiske reformbestræbelser har i altovervejende grad været fokuseret på smalle institutionelle reformer – øgede krav til bankernes kapital- og likviditetsposition samt skærpede rammer for kreditgivning. Selvom vi i Danmark stiller mindre krav til bankernes kapitalfinansiering end vores nordiske nabolande, er den øgede polstring isoleret set positiv. Med større kapitalbuffere kan bankerne nemlig bedre modstå store, pludselige tab.

Mens man har forsøgt at reducere muligheden for, at banker kommer i økonomisk uføre, er der ikke gjort nok for at fjerne den uudtalte statsgaranti, der frister storbankerne til at optage de store risici, som fører dem ud i problemer i første omgang. De større strukturelle reformer af bankmarkederne og bankernes størrelse blev efterladt på perronen, så snart det stærke politiske momentum for gennemgribende reformer begyndte at ebbe ud i årene efter krisen.

Det er problematisk, fordi risikoen for at gå nedenom og hjem og selv stå tilbage med regningen er det stærkeste og simpleste markedskorrektiv for enhver privat virksomheds risikovillighed.

Den brændende platform for det etiske selvopgør mangler
Når vi har set både Danske Bank, Jyske Bank og Nordea være involveret i hvidvask og skattely til trods for tættere regulering siden krisen, og når vi samtidig ser tidlige krisetegn i en faretruende udlånsvækst, som hovedsaligt er koncentreret i storbankerne, tyder det på, at deres etiske selvransagelse efter krisen er udeblevet.

Det er fristende at konkludere, at det skyldes fraværet af en brændende platform. Storbankerne jagter fortsat urealistisk høje afkast, som tvinger dem ud i tvivlsom adfærd. Og de tager ofte, bevidst eller ubevidst, større risici, end de burde, fordi banker kan forvente at putte overskuddet på de unødigt risikobetonede aktiviteter i lommen, men blive reddet af staten, hvis det skulle gå helt galt.

Hvis vi vil undgå, at finansiel spekulation atter påfører os en årelang politisk og økonomisk krise, er vores vigtigste opgave derfor at sikre troværdighed omkring, at bankerne selv betaler gildet, hvis de bringer sig selv i uføre igen.

Oprydning i de finansielle supermarkeder
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver gøre noget nyt og potentielt farligt for at undgå, at vores store banker er for fede til at fejle. Vi skal faktisk bare arbejde henimod at genetablere nogle af de vandtætte skodder mellem forskellige typer af finansiel virksomhed, som blev udvandet i løbet af 1980’erne og 1990’erne.

De finansielle supermarkeder er som sådan blot en parentes i 170 års dansk bankhistorie. Kombinationen af finansiel deregulering, juridisk kreativitet og en bølge af fusioner og opkøb udviskede de ellers faste grænseopdelinger mellem pengeinstitutvirksomhed, forsikringsvirksomhed, realkreditvirksomhed og fondsmæglervirksomhed, som igennem årtier havde sikret en sund og stabil finanssektor i Danmark.

Samlingen af finansielle aktiviteter har med andre ord banet vejen for konsolideringen, som har givet os banker, der er for store til selv at skulle stå til regnskab for selvpåførte problemer. Derfor kan en gradvis adskillelse af de forskellige former for virksomhed også være en vej til at fjerne storbankernes uudtalte statsgaranti.

Det er oplagt at starte med realkreditten, fordi man samtidig vil kunne løse den monopollignende markedssituation, der i de seneste år har gjort det ekstra dyrt at være boligejer. Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank sidder på 80 procent af realkreditmarkedet, som med en værdi på 6.500 milliarder kroner svarer til cirka tre gange Danmarks samlede økonomi. Konkurrenceudfordringen understreges af, at realkreditinstitutternes samlede indtjening per omkostningskrone er mere end fordoblet fra 1,8 i 2013 til 4,1 i 2017.

Når bankerne har hævet bidragssatserne for kunderne, afspejler det altså ikke nødvendigvis, at det er blevet dyrere at drive realkreditvirksomhed. Tværtimod indikerer den øgede lønsomhed, at de finansielle supermarkeder har kunnet lukrere på fraværet af reel konkurrence, når der var lavvande i de øvrige forretningsområder.

Et krav om, at de finansielle supermarkeder skal reducere deres balancer ved at udskille realkreditten i selvstændige virksomheder, ville være et vigtigt skridt i forhold til at sikre, at storbankerne kun tager de risici, de selv kan betale for. Samtidig ville vi værne om den særlige danske realkreditmodel, politikerne normalt vil gøre alt for at beholde.  

Ti år efter krisen kan politikerne med fordel tage ved lære af fortiden for at sikre en robust og velfungerende finanssektor i fremtiden.

Forrige artikel Ole Birk: Socialdemokratisk sabotageforsøg mod Kattegatbro Ole Birk: Socialdemokratisk sabotageforsøg mod Kattegatbro Næste artikel Hospitalsdirektør: Vi trænger til ro på sundhedsområdet Hospitalsdirektør: Vi trænger til ro på sundhedsområdet
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Skal vi redde samfundet eller kapitalismen ?

    Det er jo helt indlysende at en opsplitning af de finansielle supermarkeder er en nødvendighed hvis politikerne skal kunne sikre vitale samfundsinteresser.
    Det er bare vigtigt at forstå at dereguleringen af den finansielle sektor i 80erne og 90erne ikke skete ved en tilfældighed, men var udtryk for en bevidst strategi for at revitalisere kapitalismen som var kørt fast. En økonomisk vækst skulle drives af fokus på deregulering af forhindringer for kapitalens muligheder for profitskabelse. Det betød en hidtil uset vækst af nye finansielle produkter og en stærkt oppustet fiktiv økonomi som i stigende grad fik karakter af kasinoøkonomi og pyramidespil. Det paradoksale er at der er masser af steder hvor der er brug for massive samfundsgavnlige investeringer, men det frister ikke kapitalen som kan få langt hurtigere omsætning og profit på sine samfundsskadelige aktiviteter. Derfor vil et opgør med de grundlæggende årsager til finanskrisen kræve et opgør med hele den neoliberale kapitalistiske model

  • Anmeld

    Ole Andersen

    Private konti i Nationalbanken

    Til en begyndelse kunne man jo give alle borgere, der ikke har lyst til at medvirke til finansiering af økonomisk kriminalitet og private bankers kasinospil med indskydernes penge, og som - desværre med god grund - heller ikke har tillid til finanstilsynets evne til håndhæve gældende love regler for bankdrift, en nemkonto i Nationalbanken. Teknisk set burde det være ganske enkelt og billigt. Renten på borgerens konto kunne være den samme, som den rente private banker får tilskrevet, når de parkerer overskydende likviditet i Nationalbanken, naturligvis fratrukket bankens omkostninger til borgerkontoens drift.

    Samtidig kunne man give borgerne mulighed for en højere rente via indskud på aftalekonti. Dermed ville Nationalbanken også få et enkelt og effektivt instrument til styring af pengemængden i samfundet.

    Borgerne her i landet tvinges af staten til at have en nemkonto i en privat bank, men hvis staten ikke magter at opfylde sin del af "kontrakten", nemlig at sikre, at den private bank, vi skal betro vore midler, ikke er involveret i finansiering af f.eks. våben-, narkotikahandel og prostitution, så må staten stille et alternativ til rådighed for borgerne.

    I betragtning af at vi igennem de seneste mange år har afsat betydelige midler til efterretningstjenesternes forbyggende indsats mod terror, forekommer det i øvrigt helt besynderligt, at regeringen skulle have været uvidende om, at en lille estisk filial af en dansk bank, der er så stor, at den er af systemisk betydning for den nationale økonomi, igennem en lang årrække, helt upåagtet har hånderet overordentlig store pengeoverførsler for kunder, der for manges vedkommende ifølge banken selv ser ud til at have været dubiøse. Har det virkelig ikke påkaldt sig vore egne efterretningstjenesters og deres internationale samarbejdspartneres opmærksomhed? Eller er tjenesterne ikke blevet udstyret med instrumenter og beføjelser til at følge pengestrømmene gennem banker og andre finansielle virksomheder? Det er jo et spørgsmål om den nationale sikkerhed, og det er jo efterretningstjenesternes opgave at forebygge og bekæmpe trusler mod den nationale sikkerhed.

  • Anmeld

    Christian X

    Medicinen er bitter og heksedoktorerne er nålestribede autodidakte, der blot hvirvler støv op.

    Den hårde kur er:

    https://www.altinget.dk/artikel/lars-tvede-saadan-undgaar-vi-en-ny-finanskrise

    Samt en reform af krav til folkevalgtes faglighed. Politikere rangerer allerede lavest af alle erhverv, det vil en dag få demokratiske konsekvenser. Laissez-faire liberales forbrugs- og travlhedsdistraktioner og venstrefløjens ditto Wodoo demokratiske besværgelser har fyldt de fleste med en bias, hvor de ikke kan forestille sig andet end det "fantastiske" demokrati, vi har tilbedt.
    Ingen forholder sig til, at ingen demokratier tidligere i historien har overlevet – eller hvorfor demokratier kun lever, hvor befolkningens gennemsnitlige IQ nærmer sig hundrede eller over.
    Med den tiltagende hastighed og kompleksitet samfundet udvikler sig med, vil flere og flere kobles af – hvad tror man, det får af konsekvenser for folkestyret, når vreden og afmagten bliver endnu større…

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Tæm rovdyrene.

    Tæm pengeudlånerne - gør det kriminelt at låne penge ud man ikke har på "lager". Udlån skal kunne dækkes ind af egenkapital d.v.s.; der skal være dækning i indskyder- og aktiekapital. Lånes der til genudlån, skal også disse lån være fuldt sikrede i frie aktiver. Der skal indføres omgående meldepligt til myndighederne hvis man ikke lever op til kravet og forsømmelsen skal straffes med afskrækkende hårde sanktioner.


  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Re Ole Andersen

    -Det er jo et spørgsmål om den nationale sikkerhed, og det er jo efterretningstjenesternes opgave at forebygge og bekæmpe trusler mod den nationale sikkerhed-.
    Det er en rigtig god pointe fra Ole Andersen. Vi ved at mange af pengene blev hvidvaskede af de kræfter som regeringen normalt tordner imod som fjender der forsøger at påvirke valgprocessen i vestlige lande og direkte købe sig til indflydelse på politiske beslutninger. Det drejer sig om den russiske efterretningstjeneste og Aserbajdsjan . Derudover er der gået penge til våbenhandler mellem Iran og Nordkorea. Hvorfor har hverken politikere eller efterretningstjenesterne reageret på Danske Banks indblanding i disse landsskadelige aktiviteter ?

  • Anmeld

    Lisbeth Sørensen

    Danske banker i estland-UK.

    Åh, det er langt værre end som så. De regner med at tørre regningen af på normaldanskere der banker med Danske bank mv. såvel som staten.

    Top 1% plutokrati er hvad vi har med at gøre her. Borgerlige regeringer der nedlægger skatte undersøgere i #Skat ,af dem selv i toppen!


    Det er ikke et tilfælde at skattesvindlen har været stærkt stigende siden 2001, og da de blå korrupte tog over. R regeringen under Thorning var blå naturligvis her også.

    Vi må have dødsstraf for pengekriminalit. Eneste måde for at garantere at de white collar blåkriminelle-landets største gruppe af kriminelle-betaler sit naturlige!

    Danske banks pengekriminaltet i London er endnu større end de 300 milliarder dollars over tid. Man UK kommer aldrig til at bidrage med hvor meget større.

    Danske banker må forbydes at arbejde i UK -london-ved brexit. Ved alt om dette. Via arbejde der før!

  • Anmeld

    Christian X

    Når ingen stilles til ansvar

    for de liberaliseringer, som skabte den store finanskrise og andre bobler, nedbrød SKAT, Arbejdstilsyn m.fl.

    Kan vi lige så godt få et teknokrati-demokrati, hvor vi kun kan stemme på lister, hver med 1 kompetent fagligt egnet til hvert ressortområde.

    https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE10903593/europa-har-haft-sin-chance-nu-kommer-kineserne/

  • Anmeld

    Lisbeth Sørensen

    chr xiiiiiz

    Hvis man
    læser jydepesten er man allerede fortabt!

    De har skabt det asociale samfund vi lever i , sammen med Berlingske og deres 50 andre ejet aviser.

    De skal begge have fjernet alt statsstøtte. Det er rent plutokratioverførelsesindkomst alligevel.

    Forbryderne burde ihvertfald selv betale for deres ukritiske pro-plutokratiagenda her? Og ikke folket?

    Forbryderaviser begge. Som Politiken!