Professor: Støjbergs forsvarere skal ikke bevise noget. De skal bare skabe tvivl

Torsdag starter rigsretssagen mod Inger Støjberg for alvor. Og alle sejl er sat til, når denne lidt anakronistiske institution træder i funktion med 26 dommere, fire advokater, tre måneders afhøringer og en hob af ivrige journalister ved Eigtveds Pakhus.

Hvad kan vi vente os?

Instrukskommissionen hænger Støjberg ud
Sagen har som bekendt allerede været meget grundigt undersøgt i Instrukskommissionen. Men en undersøgelseskommission må ikke vurdere Inger Støjbergs ansvar som minister, det kan kun rigsretten.

Instrukskommissionen kom alligevel meget tæt på, da den i sine usædvanligt klare konklusioner fandt, at ministeriets praksis fra februar 2016 med at adskille alle syriske asylpar, hvoraf den ene var mindreårig, var i strid med både dansk lovgivning og menneskerettighederne og derfor ”klart ulovlig”, at denne praksis var et resultat af Støjbergs politiske ønske om en sådan adskillelse, som hun gennemtrumfede trods advarsler fra sine embedsmænd, samt at Støjberg må have vidst, at hendes ønske ville blive ført ud i praksis.

Det er reelt det samme som at sige, at Inger Støjberg som minister forsætligt har gennemtrumfet en ulovlig praksis. Og det er efter ministeransvarlighedsloven strafbart for en minister at gøre.

Rigsretten starter på en frisk
Så skulle man måske tro, det var en formsag for rigsretten at dømme Inger Støjberg og at spændingen derfor mest af alt måtte handle om strafudmålingen. Men sådan er det langt fra. For nu er det en ikke længere en undersøgelse, men en retssag med to parter, der hver får lov at fremlægge deres sag - Folketinget som anklager, Inger Støjberg som den tiltalte med to beskikkede forsvarere.

Hvis Inger Støjberg på noget tidspunkt på skrift havde givet en lodret ordre til sine embedsmænd om, at de trods deres indvendinger skulle adskille alle mindreårige par, havde vi hørt om det for længst. En sådan ordre findes ikke.

Jens Elo Rytter
Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

Og når rigsretssagen går i gang, starter man i princippet på en frisk – forfra.

Hovedpersonen er godt nok den samme, og det er de centrale vidner også.

Men de ”beviser”, Instrukskommissionen fandt frem til, kan ikke lægges til grund i rigsretssagen.

Bevisførelsen starter forfra. Der kan derfor komme nye oplysninger frem og centrale embedsmænd kan ændre forklaring. I lyset af den meget grundige behandling i Instrukskommissionen vil det dog være overraskende, hvis helt nye ting skulle dukke op så sent i forløbet.

Det er i højere grad værd at holde øje med, om rigsretten vil vurdere det, der faktisk er sket, på samme måde som Instrukskommissionen gjorde. Og det kan man ikke på forhånd tage for givet.

Der er forhold i sagen, som Inger Støjberg og hendes forsvarere kan bruge til at forsøge at få hende frikendt. At en ulovlig praksis blev gennemført kan der næppe pilles ved. Men hvad var Inger Støjbergs rolle i og viden om, at en ulovlig praksis faktisk blev ført ud i livet?  Meget beror her på, om rigsretten vil have samme fokus på sagens realiteter som Instrukskommissionen eller vil lægge større vægt på de formaliteter, som nu synes at være Støjbergs bedste chance for en frifindelse.

Den manglende ordre
For det første er der fraværet af en direkte skriftlig ordre fra Inger Støjberg om, at alle mindreårige asylpar skulle adskilles. Hvis Inger Støjberg på noget tidspunkt på skrift havde givet en lodret ordre til sine embedsmænd om, at de trods deres indvendinger skulle adskille alle mindreårige par, havde vi hørt om det for længst. En sådan ordre findes ikke.

Det kan ifølge Instrukskommissionen end ikke lægges til grund, at Støjberg direkte har afgivet en mundtlig ordre til embedsværket om at iværksætte den ulovlige praksis. Støjberg og hendes forsvarere vil givetvis bruge dette som et argument for, at sagen mangler den ”rygende pistol”, som må kræves for at straffe en minister for ulovlig embedsførelse.

I virkelighedens verden behøver en minister dog ikke at give direkte ordrer til sine embedsmænd for at få dem til at følge trop. Embedsmænd er sat i verden for at virkeliggøre ministerens politik (inden for lovens rammer) og vil derfor søge at efterleve ministerens ønsker, også når de blot fremsættes mundtligt og også, når de ikke direkte formuleres som en ordre.

Det var jo også, hvad der faktisk skete: 10. februar 2016 udsendte ministeriet en pressemeddelelse om, at alle asylpar, hvor den ene part var mindreårig, skulle adskilles; og systemet gik herefter straks i gang med at adskille disse asylpar.

Instrukskommissionen tillægger derfor ikke fraværet af en lodret (skriftlig) ordre særlig vægt. Støjberg tilkendegav klart sit ønske om adskillelse af parrene og fastholdt dette, trods indvendinger fra flere topembedsmænd. Herefter blev den undtagelsesfri ordning iværksat som en direkte konsekvens af Støjbergs ønsker, og det må Støjberg ifølge Kommissionen have vidst. Spørgsmålet er, om rigsretten vil være mere villig til at mene, at fraværet af en decideret ordre skaber en sådan tvivl, at det bør komme den anklagede til gode?  

”Skuffenotatet”
For det andet er der det sagsbehandlingsnotat, som Inger Støjberg godkendte 9. februar 2016, altså dagen før den ulovlige praksis blev iværksat. Notatet lægger helt efter bogen op til, at der skal foretages en konkret vurdering af hvert enkelt asylpars forhold i lyset af menneskerettighederne således, at det ikke nødvendigvis er alle asylpar, som skal adskilles.

Der er flere flanker, som Støjberg og hendes forsvarere kan angribe i rigsretten. Og de skal vel at mærke ikke bevise noget. De skal bare skabe tvivl.

Jens Elo Rytter
Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

Det er dog et notat, som ikke synes at have haft nogen praktisk betydning i lyset af Inger Støjbergs politiske krav om, at alle asylpar over én kam skulle adskilles. Det var et krav, hun fastholdt også efter godkendelsen af sagsbehandlingsnotatet, og som derfor blev ført ud i livet fra og med 10. februar 2016.

Notatet blev dengang aldrig nævnt af Støjberg eller andre, heller ikke senere, da Folketingets Ombudsmand og siden Folketinget begyndte at stille kritisk lys på ministeriets praksis. Først da Instrukskommissionen i 2020 gik i gang, dukkede notatet op og blev af Støjberg og hendes bisidder brugt som argument for, at hun godt nok politisk havde ønsket alle ”barnebrude” adskilt fra deres mænd, men selvfølgelig aldrig havde haft til hensigt at gennemtvinge en ulovlig praksis.

Den købte Instrukskommissionen dog ikke. Alle sagens øvrige oplysninger fortalte en anden historie. Kommissionen tilsidesatte derfor fuldstændig Støjbergs forklaring om notatet betydning som et figenblad for hendes gode tro. Men vil rigsretten se anderledes på dette – er det en kattelem for Støjberg?

De slappe embedsmænd
For det tredje er der spørgsmålet, om embedsmændene gjorde det tilstrækkeligt klart for ministeren, at hun ikke lovligt kunne adskille alle parrene.

Departementschef Uffe Toudal og afdelingschef Line Skytte Hansen synes langt hen ad vejen at have føjet ministeren i hendes ønsker, trods advarsler fra andre embedsmænd om ordningens ulovlighed. De mundtlige advarsler kom især fra folk som afdelingschef Lykke Sørensen og kontorchef Jesper Gori, som imidlertid begge forholdt sig passivt og ikke sagde klart fra, da ordningen efterfølgende alligevel blev iværksat.

Instrukskommissionen kritiserer topembedsfolkene for disse forhold (dog ikke departementschefen, som siden var fratrådt og derfor ikke kunne kritiseres), men konkluderer ikke desto mindre, at Støjbergs samlet set havde modtaget klare mundtlige tilkendegivelser fra sine embedsmænd om, at en ordning med undtagelsesfri adskillelse ville være ulovlig.

Støjbergs forsvarere vil kunne kritisere, at embedsmændene ikke skriftligt advarede ministeren, men det kan ikke i sig selv få hende af krogen. Derimod kan de bruge kritikken af flere topembedsmænds medløberi, passivitet og manglende mod til at sige klart fra som argumenter for, at Inger Støjberg på den baggrund kunne tro, at en undtagelsesfri praksis kunne være lovlig, og i hvert fald ikke med sikkerhed kunne vide, at den var ulovlig. Vil det mon kunne gøre indtryk på rigsretten?

Tvivl skal komme Støjberg til gode
Der er altså flere flanker, som Støjberg og hendes forsvarere kan angribe i rigsretten.

Og de skal vel at mærke ikke bevise noget. De skal bare skabe tvivl. For Inger Støjberg kan kun dømmes skyldig og straffes, hvis rigsretten finder det hævet over enhver rimelig tvivl, at hun som minister iværksatte en praksis, som hun vidste (eller i hvert fald burde vide) var ulovlig.

Så se frem til et både spændende og spektakulært drama, når tæppet går på torsdag i Eigtveds Pakhus. Lad forestillingen begynde.