Q&A: USA og Paris-klimaaftalen

USA skal ud af klimaaftalen fra Paris, lyder det fra den amerikanske præsident Donald Trump.

Altinget giver her et overblik over, hvad det hele drejer sig om:

Hvad går Paris-aftalen ud på?
195 lande underskrev i december 2015 FN-klimaaftalen i Paris. Syrien og Nicaragua er de eneste FN-lande, der ikke skrev under.

Aftalen gælder fra 2020 og efterfølger Kyoto-protokollen fra 1997. Kyoto-aftalen omfatter imidlertid kun et begrænset antal lande, som tilsammen udleder omkring 15 procent af de drivhusgasser, der udledes på verdensplan. Til sammenligning når Paris-aftalen ved underskrivelsen op på at omfatte lande svarende til over 95 procent af de globale udledninger.

Hovedformålet med Paris-aftalen er at holde den globale temperaturstigning under to grader, og den lægger op til, at udledningen af drivhusgasser skal toppe ”så snart som muligt” med ”hurtige reduktioner” derefter.

De rige lande, som har forurenet atmosfæren længst, skal føre an i CO2-nedskæringer. Ulande opfordres til "med tiden" at skære i forbruget. Rige lande opfordres til økonomisk at støtte ulandes CO2-reduktioner.

Hvor håndfast er aftalen?
Aftalen er ikke-bindende, så der er ingen håndfast straf, hvis et land ikke lever op til målene eller trækker sig fra aftalen.

Hvert land har selv kunnet strikke sit klima-bidrag sammen – EU har dog meldt et samlet bidrag ind.

Alle landenes input er ikke nok til at leve op til målet om at holde temperaturstigningen under to grader. Det er håbet med aftalen, at forskellige mekanismer og diplomatisk pres vil få landene til at skrue op for ambitionerne senere.

Hvor meget bidrager USA med?
USA er den næststørste CO2-udleder i verden, kun overgået af Kina. Og de to lande gav også inden topmødet i Paris håndslag på at gøre en indsats for klimaet.

Da Paris-aftalen blev indgået, meddelte præsident Obama samtidig, at USA ville sænke CO2-udslippet mellem 26 og 28 procent inden 2025 og betale tre milliarder US-dollars inden 2020 til klimastøtte til verdens fattigste lande. Det anslås, at USA allerede har betalt en milliard US-dollars af beløbet.

Foruden klimaaftalen har en række amerikanske delstater egne klimaplaner og mål.

De store CO2-udledere:
Kina: 20 procent
USA: 17 procent
EU (som blok): 12 procent
Rusland: 7 procent
Indien: 4 procent
Japan: 3 procent
Tyskland: 2,5 procent
Brasilien: 2,4 procent
Canada: 1,9 procent

Kan USA bare trække sig fra aftalen?
Det er uklart, om Trump nu formelt vil trække USA ud af Paris-klimaaftalen eller vælge andre strategier.

De formelle regler i aftalen betyder, at det kan tage fire år at trække sig ud af den. USA kan dog vælge at boykotte alle videre klimaforhandlinger og dermed politisk være ude fra dag ét. Og der er ingen håndfast straf, hvis et land ikke lever op til aftalen.

At processen tager fire år, betyder, det næste amerikanske præsidentvalg i realiteten kan afgøre beslutningen. Ligesom en anden amerikansk præsident senere på samme måde vil kunne tilslutte sig aftalen igen, hvis det ønskes.

Trump sagde på pressemødet, at han ønskede en genforhandling af aftalen. Foreløbig tyder intet dog på, at andre lande har nogen appetit på at genåbne klimaaftalen. Ændringer skal igennem en kringlet FN-proces og kræver et flertal på 3/4 af landene i aftalen.

Trump kan også vælge at trække USA ud af FN's klimakonvention fra 1992. Det vil være en hurtigere proces end at trække sig fra Paris-aftalen. Konventionen er selve rammen for de internationale klimaforhandlinger og dermed også rammen for de konkrete aftaler.

Hvad bliver konsekvensen?
Det er alt for tidligt at sige noget håndfast. Andet end, at usikkerheden om den internationale klimaindsats er blevet større.

Nogle vil sige, at det ikke er så afgørende, om et land er med i aftalen, hvis det alligevel lever efter ”ånden” i den. Og flere iagttagere vurderer, at den grønne omstilling vil fortsætte i USA – ikke mindst trukket af en række delstater, store virksomheder og nye grønne teknologiske fremskridt.

Andre vurderer, at USA's farvel til det internationale klimaspor vil få andre lande til at følge efter. Og det kan ende med klimasanktioner fra EU og Kina og føre til handelskrig.

Andre igen vurderer, at det er et markant diplomatisk nederlag: at det vil få betydning for nye internationale aftaler, at man ikke kan stole på en underskrift fra verdens mægtigste land.

Læs også: "Hvis Trump var kommet til for fem år siden, havde det være værre" og Klimaminister: Trump kan ikke slå klimaaftale ihjel.