Debat

Tidligere R-landsformand til partifælle: Du trænger til et kursus i radikale værdier

Kathrine Olldag håber, at der en dag ringes efter hende til en ministerpost, men måske skulle hun håbe, at der hurtigt var en plads til hende på et grundkursus i den socialliberale idéverden, skriver Søren Bald.

Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Søren Bald
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er desværre tydelige senvirkninger af at have været medlem af den radikale folketingsgruppe. Ikke som af corona, men slemme nok. Senvirkninger af indbildt indflydelse.

Et tidligere medlem af den radikale folketingsgruppe, Kathrine Olldag, er hårdt ramt. Det fremgår tydeligt i Altingets nylige interview med hende.

Efter ikke at opnå genvalg til Folketinget, må hun trøste sig med, at hendes lidelse passer smukt til hendes nye job i Dansk Industri som lobbyist. Hun savner "indflydelsen", siger hun – om end den kunne være mindre end lille.

Forklaringen – og den er rigtig – er, at hun kan få sig selv til i ramme alvor at sige: "Vores (altså Radikales, red.) grundværdier er jo indflydelse, indflydelse, indflydelse." Det er et åbenlyst eksempel på en forvrøvlet sammenblanding af strategi og taktik – på kort og langt sigt.

Indflydelse kan være fint nok, men den kan også være så mikroskopisk, at den bliver latterlig

Søren Bald
Fhv. landsformand, Radikale

Indflydelse i teske-format

Hendes udtalelse er et eksempel på en særlig form for ideologisk forvirring, for indflydelse er ikke en grundværdi. Indflydelse kan være fint nok, men den kan også være så mikroskopisk, at den bliver både latterlig og samtidig forpligtende.

Som for eksempel Radikales medvirken til det stærkt problematiske Lynetteholm, der både er et bagholdsangreb på al overordnet bosætning og fornuftig planlægning (Fingerplanen) i hele hovedstadsområdet og miljømæssigt betænkeligt med dumpning i Køge Bugt.

Men Radikale sidder med ved bordet. Indflydelse i teske-format.

Hvad er så de radikale værdier? Partiet har siden 1905 haft fokus på eksempelvis "den frivillige samhørighed" (P. Munch), at "døren må ikke lukkes for de sidste" (Marianne Jelved), "det samarbejdende folkestyre" (Bertel Dahlgaard), "økonomisk samordning" (Hilmar Baunsgaard), "uddannelse til alle" (Ole Vig Jensen) og "at formindske lidelsen i denne verden" (Niels Helveg Petersen).

Der havde været nok at tage af. Og når vi radikale har lagt megen vægt på orden i økonomien, er det ikke som golde teknokrater, men fordi orden i økonomien blandt andet indebærer bekæmpelse af arbejdsløshed og løssluppen inflation.

Begge er samfundsskadelige og ulighedsskabende. Det startede med indenrigsminister Ove Rode under 1. Verdenskrig, blev videreført efter 2. verdenskrig og er i nyeste tid repræsenteret af Margrethe Vestager.

Læs også

Brud med radikale grundværdier

Kathrine Olldag håber, at der en dag ringes efter hende til en ministerpost, men måske skulle hun håbe, at der hurtigt var en plads til hende på et grundkursus i den socialliberale idéverden.

Et socialliberalt grundkursus, hvor fokus er på udbygning af folkestyret, forstærket internationalt samarbejde, individernes frigørelse, folkeoplysning, ægte frisind – ikke blot blandt de rettroende, større økonomisk lighed, anskuelser fremfor særinteresser og i nyere tid fokus på fremtidsrettet energiforsyning og dybdegående miljø-tiltag.

Valget gav en flertalsregering – baseret på en slags Bermuda-trekant-logik, som vi radikale heldigvis ikke blev en del af

Søren Bald
Fhv. landsformand, Radikale

Hun savner åbenlyst et partipolitisk kompas uden misvisninger. Hun er selv en af dem, der fik indflydelse, da den radikale folketingsgruppe 2. juli 2022 traf den mindst gennemtænkte, forvirrede og problematiske hovsa-beslutning i hele partiets historie.

Gruppen vedtog et mistillidsvotum til Mette Frederiksen, som godt nok overholdt funktionærlovens opsigelsesvarsler, men endte med at give et gigantisk radikalt valgnederlag. Valget gav en flertalsregering – baseret på en slags Bermuda-trekant-logik, som vi radikale heldigvis ikke blev en del af. Ikke engang forsynet med teske.

Lige nu er Bermuda-regeringen god til både at nedsætte ekspertgrupper og undgå unødvendige forpligtelser i forhold til partierne i Folketinget. Men den har dog – ganske generøst – afsat 200 millioner ekstra som lokkemidler til årets finanslov.

Det kan måske friste dem, der vil have indflydelse. Vil de radikale spise disse tørre krummer? Måske kan de spises med teske?

2. juli 2022 havde Kathrine Olldag indflydelse, men den brød med andre og vigtige radikale grundværdier som samspil med baglandet, grundighed, eftertænksomhed, saglighed og dialektisk fornuft. Jeg håber, at hun får tid til både indflydelsesjobbet i Dansk Industri og det helt nødvendige kursus i de radikale og socialliberale grundværdier.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kathrine Olldag

Kandidat til Europa-Parlamentet (R), politisk chef, Cirkulær, fhv. landsnæstformand, Radikale
cand.mag. (kunsthistorie og visuel kultur), diplom i offentlig ledelse

Søren Bald

Fhv. landsformand, Radikale Venstre, forstander, Krogerup Højskole
cand.mag. i samfundsfag og historie (Københavns Uni. 1972), lærer

0:000:00