Rasmus Nielsen: Navnestoffet skaber samfundsaktører

Mens værdikampen om ghettoerne raser, og den psykologiske stillingskrig om den offentlige lønudvikling spidser til, er der én ting, der overlever alle politiske udfordinger: værdien af et godt personligt brand.

Det opbygges på mange måder, og synlighed i medierne er ét af de vigtigste redskaber.

På vor side er vi medier optagede af navnestoffet. Det vil sige – der er et paradoks med det navnestof. Udgivere og redaktører har til evig tid betonet betydningen af navnestoffet. "Det mest læste" – "det sælger avisen" osv. 

Jeg har set ældre sidde i køkkenet med udsigt til brevsprækken og vente på eftermiddagsavisen – kun for at flå den op på navnesiden og se, hvem der er døde siden sidst.

Så ja, navnestoffet er uvurderligt; paradokset består i, at så få journalister interesserer sig for det. Det betyder, at der kronisk består en afstand mellem redaktørens ønske om mere navnestof og tingenes faktiske tilstand.

Hvorfor? Hvorfor appellerer navnestoffet ikke til flere mediefolk? Det regnes for det første som lavprestige at lave, noget, jeg aldrig har forstået, men må konstatere bare er sådan. Journalister går efter konflikten mellem to parter, og da helst når det er nyt. Navne betragtes bare som et middel til målet om konflikt og nyt.

Dertil kommer, at navnestof enten kan have notens art som "Formand Jensen fejrer fødselsdagsreception på onsdag" eller modsat tage karakter af et bærende portræt.

Hvor det første kan siges at have rutinens kedsommelighed indbygget, er det store portræt en genre, kun få mestrer. Det kræver en psykologisk indlevelse, som de færreste erfaringsmæssigt har.

Som læser registrerer man lynhurtigt, når en personkarakteristik er udvendig. Som når et portræt, der mest handler om holdninger, slutter med: "Formand Jensen bruger fritiden sammen med familien, når han da ikke går tur med hunden eller spiller golf sammen med soldaterkammeraterne". Hvad siger sådanne klicheer lige om Jensen?

Så længe jeg kan huske, har jeg talt for mere navnestof på Altinget. Og til dels fået det. I den korte genre oprettede vi – inspireret af dagbladenes fødselsdagslister – en i dag omfattende database over relevante menneskers fødseldagsdage med tilhørende stamdata som fødested, uddannelse, stilling og kontaktinfo. Det kræver ressourcer at supplere med nytilkomne navne på samfundsscenen og vedligeholde de gamle, men det virker. Og så bliver vi alle så glade for at blive husket på vores fødselsdag. 

I den anden, tungere ende, er der de store, bærende portrætter, som det kan tage dage at lave.

Heldigvis producerer vores redaktion flere og flere af denne type artikler. Lad os se på to aktuelle af de bedste af slagsen.

Lærerformanden Anders Bondo Christensen tør siges at være et aktuelt navn, og Altingets uddannelsesredaktør, Tyson W. Lyall, indleder sit portræt sådan: 

Hvorfor arbejder Anders Bondo døgnet rundt i København, når han bor i Ullerup, Sønderjylland? Hvorfor forlader han sin søns bryllup, fordi der er forhandlinger i Forligsinstitutionen? Altinget tegner et portræt af formanden for Danmarks Lærerforening, langdistanceløberen og forhandleren, som under OK18 kæmper for genrejsning fra lærerkonflikten i 2013. 

Et sted kobler journalisten Bondos hang til lange løb med hans mulige udholdenhed i det psykologiske spil om lønudviklingen:

Men hvad hvis det ender med endnu en konflikt – kan Anders Bondo holde til en omgang mere a la 2013?  

”Når du spørger mig inden, så siger jeg nej. Men jeg er sikker på, at hvis jeg kommer i det, så gør jeg det også.”

Sådan er det med forhandlinger som med maratonløb. 

”Efter 36 maratoner ved man, hvad der sker. Selvom man føler, man ikke kan flytte benene efter 34 kilometer, så kommer man videre. Det vigtigste er erfaring og ikke at have ondt af sig selv. Man bliver nødt til at kunne pine sig selv.”

Det er navnestof, når det er bedst. Underholdende, vedkommende – og alligevel politisk relevant, fordi person og handlinger kobles.

I et andet bærende portræt af Carsten Terp, redaktør af Altinget: civilsamfund, lærer vi generalsekretæren for Amnesty International Trine Christensen sympatisk at kende gennem tekst og fotos. Ja, eller i lyd, for forfatteren har også indlæst sit lange portræt som podcast.

Du har højst et minut til at skabe en fortrolighed, der gør, at mennesker vil fortælle dig deres historie. Det er det centrale rum for mig, uanset om jeg taler med en minister eller en person, der har været udsat for voldtægt, siger Trine Christensen og tegner dermed selv streger til sit portræt.

Portrættet fortsætter: Menneskerettighedsforkæmperen Maryam al-Khawaja kender Trine Christensen gennem sit arbejde. Også hun hæfter sig ved Trine Christensens oprigtighed.

“For nogle menneskerettighedsforkæmpere bliver arbejdet mekanisk, men det er anderledes med Trine. Man kan mærke hendes passion og hendes tro på det arbejde, hun gør,” siger Maryam al-Khawaja. (...)

“Folk ændrer sig ofte, når de bevæger sig op ad karrierestigen. Men jeg kan stadig komme i kontakt med Trine på samme måde, som jeg altid har gjort. Og hun er lige så omsorgsfuld, som hun altid har været,” siger Maryam al-Khawaja. Den tror man på. Portrættet giver Trine Christensen point på kontoen for personligt omdømme.

Så når man som minister deltager i et ghettopressemøde i Mjølnerparken, eller man som lønforhandler står foran Forligsinstitutionen, har det betydning for ens vægt og anseelse, hvordan ens navn omtales undervejs. Hvis klæder skaber mennesker, skaber et godt personligt omdømme, bl.a. opnået gennem medieomtale, ens status som offentlig samfundsaktør.