Rasmus Nielsen: Russere tror mere på fremtiden end europæere – vores folkevalgte må i arbejdstøjet

Demokratiforskere må granske disse tal, og hvordan de er blevet til.

For hvordan kan det være, at borgere i diktaturer har større tiltro til deres lands og styres fremtid end de demokratiske europæere?

Den demokratiske styreform er under pres fra mange sider i disse år, og undersøgelsen fra ECFR føjer kun en ny, kedelig facet til udviklingen.

Hvad er der dog galt, når mindre end hver tredje europæer, inklusiv briterne, tror på en positiv fremtid for sit land?

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Holder tallene virkelig hele vejen til fremtiden? Eller er det bare russere og kinesere, der ikke tør sige andet? At inderne ser så positivt på fremtiden giver målingen lidt af et alibi for at være gangbar.

Tillykke i denne omgang til den russiske leder og hans kinesiske kollega med tallene, og lad os så vende os indad mod os selv i Europa.

Hvad er der dog galt, når mindre end hver tredje europæer, inklusiv briterne, tror på en positiv fremtid for sit land? 

Pisker vi os selv for hårdt? Tager vi livet for tungsindigt? Poder vores folkevalgte os med frygt og angst fremfor at gå foran med løfter om vækst, innovation og en sundere fremtid?

Præges de offentlige medier for meget af klimafrygt end af mere konstruktive nyheder om innovation, som hele tiden finder sted i eksempelvis dansk erhvervsliv? 

Det dur ikke, at danske børn og unge mistrives, som aktuel statistik vidner om, desværre. Og på toppen af dette dur det slet ikke, at det store flertal af europæerne ikke tror på en positiv fremtid for vores land. 

Ingen kan lige nu levere løsninger på det store, negative billede for de europæiske lande. Dertil er sagen alt for kompleks og langsigtet. Men man må opfordre såvel EU-Kommissionen som medlemslandenes regeringer til at granske den omtalte meningsmåling.

Og langsomt men ubønhørligt arbejde for, at europæerne bibringes en fremtidstro. Unge som midaldrende og gamle. Mål igen om tre år, fem år og ti år. Fremtidstroen skal da være at spore i større grad.

'Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar' som Benny Andersen formulerede, at forventningens glæde er den største. 'Forglæde' kaldte min sønderjyske svigermor det.

Hvis ikke vi europæere, især de unge, har noget at stå op til, at se frem til, at tro på ... ja, hvad så?

Vores folkevalgte må i arbejdstøjet og ad åre få europæernes fremtidstro på vores lande tilbage. De må foregå med et godt eksempel, som man siger.

Hvis vi tror på vores politikere, tror vi på vores lands fremtid. Og dermed vores egen.

Hvis ikke vi tror på en god fremtid for vores land, kan det ikke undgå at påvirke vores opbakning til demokratiet. Ligesom det også kan gå ud over vores personlige gå-på-mod og hele livslyst. Der er med andre ord meget på spil.

Verden uden om os må ikke løbe med fremtiden. Det er os i Europa, der har friheden, menneskerettigheder og det åbne internet. Samt freden - forhåbentlig. Også i fremtiden.