Vores politikere skal værne om den danske tillid – ellers går vi amerikanske tilstande i møde

I 2017 udkom en rapport fra Nordisk Ministerråd om det nordiske guld; tillid. I rapportens indledning hed det:

"Det er svært at forestille sig samfundsmodeller som de nordiske, hvis medborgerne ikke stoler på, at andre medborgere via skattesystemet bidrager til samfundsøkonomien, og at myndighederne forvalter midlerne på en retfærdig og effektiv måde, som ikke er skæmmet af korruption."

Tillid er i den grad så vigtigt og bevaringsværdigt, at politikerne bør stille sig selv denne opgave; Hvordan passer vi bedst på det og bevarer det? Det er dansk guld.

Søren Søndergaard

Ulf Andreassons arbejde dokumenterer den særegne nordiske evne til at skabe tillid. Ikke alene mellem borgere men nok så væsentligt mellem borgerne og myndighederne – systemet, om man vil.

I rapporten hedder det videre: "Al tilgængelig forskning peger på, at de nordiske samfund er kendetegnet af høje niveauer af social tillid. Og niveauerne er ikke bare høje isoleret set – de er unikke for Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Ingen andre lande kommer op på de samme niveauer. Samfundsøkonomien gavnes på flere måder af en høj social tillid. Et samfund præget af høj tillid trækkes i mindre grad med formaliteter, konflikter og retsprocesser."

I dag er en tv-dokumentar fra Danmarks Radio om en enkelt udenlandsk familie, der med eller uden rette føler sig forfulgt af politiet i Sydøstjylland, nok til, at der udspænder sig en længere diskussion i medierne om, hvorvidt vi overhovedet kan stole på politiet i det hele taget.

Samme politikreds handlinger og kommunikation efterfølgende gør så ikke det hele bedre, men bidrager i realiteten til at forværre tillidskrisen.

Selvom den i de her år voksende skov af politiske partier i Danmark i naturens orden gør en del ud af dagligt at skændes om stort og – måske især – småt, så er realiteten, at fællesmængderne er ret store, og tilliden mellem partierne og politikerne i Danmark fortsat meget, meget høj.

Også selvom Dansk Folkeparti skal arbejde lidt med tilliden til de forhenværende kampfæller, der nu udgør en del af Danmarksdemokraternes succes. Det er, trods alt, småskærmydsler.

Tillid er i den grad så vigtigt og bevaringsværdigt, at politikerne bør stille sig selv denne opgave; Hvordan passer vi bedst på det og bevarer det? Det er dansk guld.

Danmarks største og nok mest indflydelsesrige lobbyist-organisation, Dansk Industri, har under tidligere ledelser til tider haft lidt svært ved at connecte med partier, hvor man ikke så på samme måde på EU, grænsekontrol og indvandring, ved jeg af 15 års erfaring på Christiansborg.

Det har administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, lavet om på. Han ser på arbejdet som olympiske ringe, har han forklaret mig. Nogle partier har Dansk Industri flere ringe i flere farver til fælles med, andre måske kun en del af en enkelt ring i én farve.

Men fokus er fællesmængden mellem Dansk Industri og de enkelte partier. Og tilliden til, at man, om end med forskellige midler, ønsker det samme: det bedste for Danmark. Det er den helt rigtige måde at bedrive både lobbyisme og øve politisk indflydelse på.

Der ér afgrundsdybe forskelle på, hvordan eksempelvis københavnere oplever alt fra sundhedsvæsen, kollektiv trafik, skole- og indkøbsmuligheder, og til, hvordan det opleves i Nordjylland.

Søren Søndergaard

Danskerne har ikke taget den knap et år gamle SVM-regering til sig. For nu at sige det mildt. Regeringen har historisk ringe opbakning, og en Epinion-måling midt i november understregede blot Altingets Risbjerg-snit: Midterregeringen er lysår fra det flertal, den knebent kunne mønstre efter folketingsvalget i 2022. 

Udover det grundlæggende, at tanken om en regering hen over midten nok tiltaler flere end en faktisk regering hen over den der midte, så har tilliden fået nogle afgørende hak i tiden, både til højre og venstre.

Venstres valgkamp og daværende formand Jakob Ellemann-Jensens totale afvisning af at kunne og ville noget-som-helst med Mette Frederiksen er velkendt og velbeskrevet. Når så Venstre alligevel placerede sig i selvsamme Frederiksens regering, vil det – uanset gode intentioner, magtparti, ansvar og andet godt – mere end udfordre en del vælgere.

På samme måde mere end udfordrede især Socialdemokratiet både vælgere og fagbevægelse ved med et snuptag og stædigt fastholdende at afskaffe store bededag, en velerhvervet forårsfridag, som fagbevægelsen også ret bastant mener var omfattet af den danske model og altså ikke noget, en flok politikere skal fjerne med et pennestrøg.

Før alt det var der minksagen, der også har givet lidt tillidsproblemer for statsministerpartiet og for Venstre, der lod det ske. Så er det ret beset lige meget, om statsministeren rejser spørgsmålstegn ved, om det i grunden var en skandale.

Udviklingen i USA er alarmerende. En betragtelig andel af amerikanerne afviser ikke tanken om en borgerkrig. Ikke som den gamle med en blå og en grå hær over for hinanden, men mellem forskellige, meget forskellige regioner af USA og grupperinger, der ikke længere kan finde fællesnævneren i flag, fædreland, historie og sprog.

Der er vi slet ikke i Danmark. Men der ér afgrundsdybe forskelle på, hvordan eksempelvis københavnere oplever alt fra sundhedsvæsen, kollektiv trafik, skole- og indkøbsmuligheder, og til, hvordan det opleves i Nordjylland. Eller på Sydsjælland, for den sags skyld. Det skal tages alvorligt fra begge sider. Mere end det sker i dag.

De dygtigste politikere, jeg kender, har generelt det fællessyn, at det er godt og sundt, at de ikke selv bare har flertal.

Søren Søndergaard

Vi må ikke lade uenigheder så mistillidens frø. Et demokratisk fællesskab af borgere vil se forskelligt på meget. Men uenigheden er sund, og det skaber generelt balancerede løsninger, at de fleste skal tage hensyn til de få, og at løsninger kompromisses igennem. De dygtigste politikere, jeg kender, har generelt det fællessyn, at det er godt og sundt, at de ikke selv bare har flertal.

Men sociale medier, en generel forrået debattone, følelser, der styrer mere end fakta, og medier i krise kan bidrage til en mistillidskrise som den, vi ser i ikke bare USA, men også i store det af det britiske samfund, i Tyskland og endda i Sverige, nordisk land eller ej. Frankrig er sin helt egen revolutions- og oprørsglade historie.

Det er lande, vi er i EU med og skal enes med, og – som vi måske snart skal leve med – som kan tage flertalsbeslutninger i selvsamme EU.

Jeg er generation 1963. Det er deprimerende, at USA's unge præsident, der medbragte håb og tro på fremtiden, døde den dag i Dallas, og at det i tiden siden stort set kun er gået én vej med tilliden i USA. Og trist, at tilliden til institutioner, myndigheder, medier og politikere i Danmark trods forsinkelse er på vej i samme retning, for tilliden er vores guld.

Vi har en opgave. Og det er ikke mindst politikerne, der kan slå tonen an.