Kommentar af 
Malene Møller Hall

Midterregeringen har mistet troen på sit eget projekt

I takt med at krisefortællingen er eroderet, har SVM-regeringen, der kunne alt, mistet modet til at føre sin egen politik, skriver Malene Møller Hall.

Der er fortsat masser af udfordringer at tage fat på. Men det gælder næsten altid, at de store udfordringer kun kan løses af dem, der tør. Og om regeringen fortsat tør, er tvivlsomt, skriver Malene Møller Hall.
Der er fortsat masser af udfordringer at tage fat på. Men det gælder næsten altid, at de store udfordringer kun kan løses af dem, der tør. Og om regeringen fortsat tør, er tvivlsomt, skriver Malene Møller Hall.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Malene Møller Hall
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når vi i konsulenthusene vejleder kunder om kommunikation, fortæller vi ofte, at den eksterne kommunikation skal afspejle virksomhedens værdier og mål. Oversat fra konsulent-lingo til konkret dansk betyder det, at man ikke kan sige et og gøre noget andet. Der må ikke være uoverensstemmelse mellem strategi og praksis.

Netop det er regeringens problem. For det har flere gange vist sig, at regeringen ikke er det, den sagde, den ville være. Og derfor er der ikke længere sammenhæng mellem dens fortælling og dens ageren. 

Arbejdsfællesskabet har fra start slået sig op på at være en stærk, bred regering. Ånden fra Marienborg skulle virkeliggøre store reformer – isoleret fra de polemiske yderfløje – både i medvind og modvind.

Når alt kommer til alt, er regeringen slet ikke så modig, handlekraftig og stærk, som den foregav at ville være

Malene Møller Hall

De skulle gennemføre de svære projekter. Frederiksen og Løkke og Ellemann. De tre musketer. Den dynamiske duo, eller trio, om man vil. Nu med Troels og de andre rødder.

Regeringen ville eksekvere, hvad den havde sat sig for, uanset om det var populært eller ej, men fordi det var "rigtigt". Javel, ja. Og fordi problemerne, som SVM-regeringen baserede deres ægteskabsløfter på, kun kunne løses i konstellation med rød og blå i samme seng.

Fortællingen handlede fra starten om kriser. Coronakrise. Inflationskrise. Energikrise. Mistrivselskrise. Velfærdskrise. Krise, krise, krise. Derfor havde Danmark brug for en modig regering, der kunne træffe de svære beslutninger i krisetider. Men virkeligheden har indhentet den stærke midterregering.

Den høje inflation, der på et tidspunkt var oppe over de ti procent, ramte i forrige uge nul – langt under inflationsmålet på to procent. Krigen i Ukraine har varet i to år, men selv om Ukraines kamp fortsat er uhyre vigtig, er der grænser for hvor mange upopulære tiltag herhjemme, som krigen kan begrunde. Og pandemien, som hver vinter ville ride os som en mare, og havde potentiale til at lægge samfundet ned på ny, synes nu glemt.

I takt med at fortællingen om kriserne er eroderet, har regeringen, der kunne alt, mistet modet. Nu kan den i virkeligheden ikke særlig meget. Nuvel, der er stadig konflikt i Ukraine og Israel-Palæstina, men det foregår langt væk fra vores andedam.

Selvom især krigsbilleder mellem Hamas og den israelske hær hærger medierne, kan vi af erfaring fra Ukraine-Rusland se, at der ikke går længe, før det er andre ting, der optager danskerne igen. Der skal bare et stormvejr til. En diskussion om Aula. En ny Metoo sag.

Tilbage står en lilla regering, som et mindretal af danskerne gider at have – faktisk kun lidt over en tredjedel. Det pragmatisk problemløserprojekt fik i seneste måling kun opbakning fra 33,4 procent af danskerne. Og flere af de ting som det brede arbejdsfællesskab sagde, at den ville gøre, har den ikke kunnet gennemføre.

Arne Plus er netop blevet sløjfet. CO2 afgift er halsende. Arbejdsudbudsinitiativerne er svage.

Læs også

Til gengæld bliver der råbt "Arbejd!" af Mette Frederiksen og Kaare Dybvad Bek. Som om alle ved, at bydeform er den bedste form for incitament, hvis man vil have nogen til at gøre noget. Manglende arbejdsvilje er rust for velfærdssamfundets tandhjul. Og erhvervslivet skriger som bekendt på hænder, som det hedder på klichefyldt patos.

Men så sløjfer vi en helligdag, tænkte den modige regering. Så kan borgerne rigtig se, at vi mener det med at arbejde mere alvorligt. Og der er jo også krig – det må de da nok kunne forstå. Så må vi alle hakke en hæl og kappe en tå. Ind i bussen, arme og ben med.

Men ak, det var ikke et hit – af uransagelige årsager, som kun en femårig vil kunne have forudset – og også her tøvede regeringen i ellevte time, for puha, nu bliver de altså sure, de vælgere. Og så er det jo altså ikke så sjovt at være modig, når det har konsekvenser. 

Den nyligt offentliggjorte 2030-plan ligner desuden også et stort erkendelses-dokument. Helt i overensstemmelse med regeringens fortælling, hedder det i planen: "Vi skal håndtere de udfordringer, vi ser omkring os. Både dem, vi står over for nu og her, men også dem, vi kan se i horisonten. Med regeringens 2030-plan tager vi livtag med de vigtigste udfordringer." Dem vi kan se i horisonten. De kommende kriser. De vigtigste udfordringer.

Til trods er planen nærmest blottet for "livtag" og upopulære initiativer. Det er snarere én lang liste over uddeling af penge de kommende syv år. Alle skal være glade. Julen falder tidligt. Skattelettelser som den store gevinst.

Hvis der er nogen, der kan mobilisere modstand og oprør, så er det unge, der er ved at få frataget deres lommepenge

Malene Møller Hall

Dog lurer der stadig en 'SU-reform' i horisonten, der skal øge arbejdsudbuddet. Det har regeringen i hvert fald lovet sig selv. Reformen skal "…være med til at fremtidssikre SU-systemet og dets rolle i at fremme den sociale mobilitet, et internationalt konkurrencedygtigt uddannelsesmiljø".

Så regeringen har ikke endnu droppet troen på, at den er klar til de svære kampe. Og svært bliver det. For Gud hjælpe dem der lægger sig ud med de unge SU-modtagere. Danmarks måske mest privilegiestærke gruppe, men som på mærkværdig vis har fået skabt et narrativ om, at de rangerer under de lavest bemidlede.

Danske Studerendes Fællesråd har allerede været på barrikaderne, og hvis der er nogen, der kan mobilisere modstand og oprør, så er det unge, der er ved at få frataget deres lommepenge. Om regeringen kan holde skruen i vandet, når den største vælgergruppes børn bliver indignerede, vil tiden vise.

Regeringens udfordring er, at der er uoverensstemmelse i dens værdier og kommunikation. Når alt kommer til alt, er den slet ikke så modig, handlekraftig og stærk, som den foregav at ville være. Den bøjede af i stormvejr. Og når det sker? Så vakler tilliden. Så bliver det betragtet som varm luft, tomme løfter og bluff – i bedste tilfælde.

Regeringen har brug for at kunne efterleve dens raison d’etre. Der er fortsat masser af udfordringer at tage fat på. Men det gælder næsten altid, at de store udfordringer kun kan løses af dem, der tør. Og om regeringen fortsat tør, er tvivlsomt. I sidste ende har virkeligheden indhentet SVM-regeringen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malene Møller Hall

Kommunikationsrådgiver, Primetime, medlem, LA
kommunikation (Aalborg Uni.)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00