Midterregeringen har mistet troen på sit eget projekt

Til gengæld bliver der råbt "Arbejd!" af Mette Frederiksen og Kaare Dybvad Bek. Som om alle ved, at bydeform er den bedste form for incitament, hvis man vil have nogen til at gøre noget. Manglende arbejdsvilje er rust for velfærdssamfundets tandhjul. Og erhvervslivet skriger som bekendt på hænder, som det hedder på klichefyldt patos.

Men så sløjfer vi en helligdag, tænkte den modige regering. Så kan borgerne rigtig se, at vi mener det med at arbejde mere alvorligt. Og der er jo også krig – det må de da nok kunne forstå. Så må vi alle hakke en hæl og kappe en tå. Ind i bussen, arme og ben med.

Men ak, det var ikke et hit – af uransagelige årsager, som kun en femårig vil kunne have forudset – og også her tøvede regeringen i ellevte time, for puha, nu bliver de altså sure, de vælgere. Og så er det jo altså ikke så sjovt at være modig, når det har konsekvenser. 

Den nyligt offentliggjorte 2030-plan ligner desuden også et stort erkendelses-dokument. Helt i overensstemmelse med regeringens fortælling, hedder det i planen: "Vi skal håndtere de udfordringer, vi ser omkring os. Både dem, vi står over for nu og her, men også dem, vi kan se i horisonten. Med regeringens 2030-plan tager vi livtag med de vigtigste udfordringer." Dem vi kan se i horisonten. De kommende kriser. De vigtigste udfordringer.

Til trods er planen nærmest blottet for "livtag" og upopulære initiativer. Det er snarere én lang liste over uddeling af penge de kommende syv år. Alle skal være glade. Julen falder tidligt. Skattelettelser som den store gevinst.

Hvis der er nogen, der kan mobilisere modstand og oprør, så er det unge, der er ved at få frataget deres lommepenge

Malene Møller Hall

Dog lurer der stadig en 'SU-reform' i horisonten, der skal øge arbejdsudbuddet. Det har regeringen i hvert fald lovet sig selv. Reformen skal "…være med til at fremtidssikre SU-systemet og dets rolle i at fremme den sociale mobilitet, et internationalt konkurrencedygtigt uddannelsesmiljø".

Så regeringen har ikke endnu droppet troen på, at den er klar til de svære kampe. Og svært bliver det. For Gud hjælpe dem der lægger sig ud med de unge SU-modtagere. Danmarks måske mest privilegiestærke gruppe, men som på mærkværdig vis har fået skabt et narrativ om, at de rangerer under de lavest bemidlede.

Danske Studerendes Fællesråd har allerede været på barrikaderne, og hvis der er nogen, der kan mobilisere modstand og oprør, så er det unge, der er ved at få frataget deres lommepenge. Om regeringen kan holde skruen i vandet, når den største vælgergruppes børn bliver indignerede, vil tiden vise.

Regeringens udfordring er, at der er uoverensstemmelse i dens værdier og kommunikation. Når alt kommer til alt, er den slet ikke så modig, handlekraftig og stærk, som den foregav at ville være. Den bøjede af i stormvejr. Og når det sker? Så vakler tilliden. Så bliver det betragtet som varm luft, tomme løfter og bluff – i bedste tilfælde.

Regeringen har brug for at kunne efterleve dens raison d’etre. Der er fortsat masser af udfordringer at tage fat på. Men det gælder næsten altid, at de store udfordringer kun kan løses af dem, der tør. Og om regeringen fortsat tør, er tvivlsomt. I sidste ende har virkeligheden indhentet SVM-regeringen.