Rasmus Nielsen: Vil Anne, Bosse og Thorborg fremover stole på staten?

Som journalist og klummeskriver er man konstant på jagt efter det nye - og det dukkede forunderligt op i sidste uge på dr.dk. Kan ikke mindes at have læst sådan en artikel før. En borger er vred på staten over, at hun ikke kan få lov at betale sin gæld.

"Jeg har altid betalt alle mine ting til tiden. Jeg har aldrig skyldt noget, så jeg synes bestemt ikke, at det er en fed oplevelse," siger Anne Madsen ifølge DR.

Hun er blandt de 485.000 danske skatteydere, der i gennemsnit har fået eftergivet en gæld på små 12.000 kroner -  i alt 5,8 milliarder - af den nye Gældsstyrelse. 12.000 kroner i foret - "efter skat" -  er dog mange penge, ikke mindst i en sød juletid.

Nej, det er ikke som at lande heldigt i et spil Matador efter julefrokosten, det er en ny sag, hvor myndighederne ikke har styr på, hvem der skylder staten hvor meget. 

For de penge kunne man have som julegave have fordoblet SU'en til Danmarks fremtid, de uddannelsessøgende, i flere måneder ind i 2019. Eller man kunne have fjernet topskatten omkring lige så længe. For ikke at tale om billigere. store elbiler eller andet godt grønt.

Nu gør staten sig selv til grin og deler danskerne op i to klasser: Dem, der får eftergivet deres gæld, og det store flertal, der bare har at betale fuld kasse. Det rokker alvorligt ved retsfølelsen, den retsfølelse, der med venstrefløjslegenden, lic.jur. Preben Wilhjelms ord er vigtigere end noget andet. Selv vigtigere end indkomstfordelingen, er han inde på i sin nye bog.

Da Anne Madsen ringede til Gældsstyrelsen, fik hun at vide, at hendes gæld bundede i en restskat på omkring 400 kroner.

"Jeg tænkte, at det lader jeg bare overgå til næste år," men det kunne hun ikke, fik hun at vide ved at ringe til staten. Gælden var eftergivet og dermed sløjfet. Pist væk.

"Jeg sagde, at jeg ikke synes, at det er i orden. Jeg har ikke lyst til at stå i deres arkiver, hvor der står, at jeg har fået eftergivet noget gæld, som jeg egentlig gerne vil betale," siger hun.

En usædvanlig artikel om den enkelte borgers møde med staten. Uha.

Flere offentligt kendte samfundsstemmer er naturligvis også blandt dem, der har fået brev om eftergivet statsgæld.

Den allestedsnærværende Stine Bosse, der blandt andet er formand for Europabevægelsen, fik streget 196,52 kroner (må det rundes op til 197 kroner? Så tillykke), hun ellers skyldte staten til fremtidig velfærd:

"Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Jeg synes, at det virker besynderligt, at man ikke prøver at inddrive dem. Jeg både kan og vil betale de beløb, jeg skylder."

Serieiværksætteren, den hårdtslående og morsomme debattør Martin Thorborg stemmer i; han fik eftergivet 81 kroner, han nu i stedet kan bruge på et glas champagne i sin strandvejsvilla.

Thorborg, der nok har forstand for at tilvejebringe penge, forstår ikke, at Gældsstyrelsen ikke sendte et elektronisk girokort med, når de nu alligevel kontakter borgerne digitalt.

"Det kan da godt være, at det kun ville være 10 procent, der ville betale, men det beløb ville man da godt kunne få et par folkeskoler for," siger han til BT.

Hvad er det overordnede perspektiv i denne gældssag, der føjer sig til statens andre skandaler som udbytteskat og tilfældige boligskatter?

Som neutralt medie har vi ingen holdning til niveauet af skatter og afgifter, ligesom vores overordnede formål er at medvirke til et velfungerende folkestyre præget af størst mulig sammenhængskraft. Derfor er der til gengæld grund til at dvæle ved den mangelfulde opkrævning af samme skatter og afgifter.

For det må stå klart, at tilliden til samfundets indtægtsside, skatten, er markant faldende og i værste, triste fald vil føre til lavere skattemoral. Med andre ord at skattegabet - forskellen mellem den beregnede skat og den betalte skat, vil være stigende. Det er en opgave for Rockwool Fonden eller en uvildig instans, Statsrevisorerne udpeger, så det kan komme frem i lyset. Forfatterne af bogen "Overmod og afmagt - historien om det nye SKAT", Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, vil være et godt valg hertil.

Mon ikke en gældseftergivelse af 5,8 milliarder kroner mindst fører til en tilsvarende mindre skatteindbetaling af medborgere, der føler sig snydt? - Hvis hun kan slippe for bøden i toget eller parkeringsbøden eller skatterenterne, skal jeg også, kan nogen måske risikere at tænke?

Det er i hvert fald, hvad formanden for Dansk Told- og Skatteforbund antyder, når han frygter for den igangværende, faldende skattemoral. Jørn Rise har en særlig evne til at dukke op i den offentlige debat, når det går hans arbejdsgiver dårligt, i et snedigt håb om at det kan gavne hans medlemmers beskæftigelse. Om sagen siger han i Politiken: 

"Nu har vi fået denne eftergivelse håndteret så klumpet, at folk igen ryster på hovedet og mister den tillid, der er så vigtig for vores arbejde som skattemyndigheder."

Han fremhæver, at eftergivelsen også skyldes, at staten ikke ved, om den overhovedet har ret til at opkræve de gamle gæld. Om den måske selv tager fejl i, at tusindvis af borgere overhovedet skylder noget.

Gældsstyrelsen forklarer, hvorfor den ikke indrømmer det over for danskerne: 

"Gældsstyrelsen har i brevene valgt at henvise til en hjemmeside, hvor man kan læse mere om baggrunden for den ekstraordinære afskrivning. Her kan du blandt andet læse om, at det er bredt politisk vedtaget at afskrive visse gældsposter, hvor der kan være tvivl om retskraften."

Tvivl om retskraften? - så tal dog dansk, din hund. Indrøm, at du ikke selv ved, om du har ret til at tage penge op af borgerens lomme, og derfor kun tør lade være.

Statens seneste nederlag i fuld offentlighed over for sine "andelshavere", skatteyderne, er, at 1.200 boligejere over hele landet på grund af en fejl ikke har betalt ejendomsskat i op til ti år. Det er ulighed for loven, så det synger. 

Den altid velunderrettede og velformulerede direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, har i Berlingske svært ved at fatte, hvordan hundredvis af boligejere har kunnet undgå at betale skat i ti år.

"For mig er det helt utænkeligt, at det skulle kunne være rigtigt. Det er et totalt svigt. Det er fuldstændig grotesk, og det skulle være rettet op for lang tid siden, for det er simpelthen undergravende for borgernes tillid til systemet." Der var den igen: Skattemoralen.

Man må formode, at staten ud fra lighed for loven-princippet om, at alle skal stilles lige, nu også vil eftergive denne skat med henvisning til den generelle, igangværende gældseftergivelse. Ellers må man forvente, at flere af de berørte boligejere klager til Folketingets Ombudsmand eller i sidste ende de europæiske domstole. Og gør bare én det, vil staten være ekstra i skudzonen i årevis. Kender man de ressource- og kommunikationsstærke boligejere ret, skal staten nok får pres på sin arm i en mulig armlægning.

Hvis et bredt udsnit af befolkningen så undervejs i en sag for fulde gardiner begynder at ignorere girokortet med boligskatten, i tillid til at staten på et tidspunkt igen forbarmer sig og eftergiver gælden, har vi for alvor et hul i samfundskassen.

Så mon ikke det igen ender med, at staten eftergiver gælden efter et realpolitisk skøn?

Lad det være jul, men den vil blive brugt familie-til-familie imellem til at drikke sig en vittig skål over staten, man ikke kan tro på for tiden. Det er synd for danskerne, som det er for velfærdssamfundet. Ja, og for de svage, der havde så hårdt brug for, at satspuljemidlerne gik i rette lommer.

Internettet og folkevandringerne fører til, at nationalstaterne svækkes, og på meget langt sigt vil hele verden efter mit bedste skøn blive én skattezone - i første omgang vil Europa blive det mere og mere som led i et fuldendt indre marked, som også for eksempel den socialdemokratiske spidskandidat til europaparlamentsvalget, Jeppe Kofod, arbejder for, når han ønsker mere ens selskabsskatter i EU-landene. Men igen - det har lange udsigter.

Derfor et juleønske her fra Texas, hvor de fleste vist hader skat og myndigheder, men elsker deres eget skydevåben, We don't call 911," som det hedder: At den gode skatteborger trods alle genvordigheder fastholder sin ordentlighed og gode dannelse og fortsat svarer enhver sit.

Tak for millionvis af klik i det gamle år på uvildig, og forhåbentlig lødigt opfattet politisk journalistik, stillet gratis til rådighed takket være vores mange annoncører. Og for hundredtusindvis af klik på vores mange abonnementsbaserede, specialiserede portaler til professionelle og nu også til Civilsamfundet. Tak til abonnenter, annoncører, kilder og læsere samt de henved 200 medarbejdere, der gør det hele muligt.

I 2019 venter der et stort politisk år med to valg herhjemme. Nok er regeringen bagud i målinger, men det er regeringer som regel, før valget udskrives, så udfaldet er helt åbent.

Europaparlamentsvalget vil vi følge meget tæt og støtte op om. Stem, stem, stem. Tragedien Brexit stiller EU27 over for to behov: Vi skal sikres størst muligt fortsat ekspert til Storbritannien, der på sin side skal henvises til en vækst på højst det halve af EU27, så andre medlemslande afskrækkes fra at forlade det europæiske hus.

Endelig må man åbne, at vores andet naboland, Sverige, begynder at respektere alle de mandater, vælgerne har valgt, så landet omsider en dag får en ny regering. At det ikke er sket forlængst, nærmer sig en falliterklæring, på linje med at svenskerne ikke kunne finde og straffe en Palme-morder.

Tak for 2018 - glædelig jul - og godt nytår 2019.