Rasmussen: Når David lærer Goliat, hvordan man taler sammen

KLUMME: Jovist kan supermagten USA lære af lille Danmark, som den selverklærede socialist Bernie Sanders fremførte, da de demokratiske præsidentkandidater mødtes til tv-debat i denne uge. Men på et ganske andet felt end ved at kopiere velfærdsstaten, skriver Annegrethe Rasmussen. 

Hold da op, hvor danskerne rankede ryggen over hele verden, men i ganske særlig grad i København – og så på det forunderlige sted uden geografisk placering kaldet internettet – da socialdemokraten Bernie Sanders pludselig fik hele det politiske USA til at tale om et lille land fjernt mod nord. Os altså: Danmark.

Det skete, som alle med blot en marginal interesse for politik ikke kan undgå at have hørt om, natten til onsdag, da de fem demokratiske præsidentkandidater tørnede sammen for første gang i Las Vegas i en national tv-transmitteret debat som en del af partiets primærvalg.

Danmark som en blandet landhandel
Her fremhævede Sanders de nordiske lande som nogle, USA kan lære af. Christiansborg rettede ryggen, og de politiske redaktioner i det danske rapporterede rosen videre, ligesom ledelsen i ”Visit Denmark” jublede ”hvor er det fantastisk” på de sociale medier. Washington Post erklærede efterfølgende Danmark som en af debattens vindere sammen med Clinton og Obama, mens en del syrlige kommentatorer i USA omvendt gjorde lystigt grin med udsagnet.

”Vermont er jo også Danmark i USA,” sagde den konservative stjernekommentator Charles Krauthammer syrligt til Fox News med henvisning til den grønne og mælkeproducerende progressive stat, som har valgt Bernie Sanders til USA’s senat, mens man på Twitter kunne finde sarkastiske henvisninger til ”det afgørende dansk-amerikanske vælger-segment.”

Men ud over at amerikanske progressive drømmer om vuggestuer, børnehaver, skattefinansierede universiteter og især barselsorlov, som USA er ene i den rigere del af verden om ikke at tilbyde sine borgere, er det næppe sådan, at den amerikanske befolkning som sådan ønsker at bytte deres samfundsmodel ud med den skandinaviske velfærdsstat.

Lige så solid en tilslutning der er til at bekæmpe uligheden, lige så jernhård en modstand er der mod de skattestigninger, der ville skulle finansiere den. Det rækker ikke blot at brandbeskatte den rigeste ene procent – en omlægning til noget i nærheden af ”danske standarder” ville kræve et generelt og omfattende skattehop, også for den brede middelklasse.

Det samarbejdende folkestyre – en model til efterfølgelse
Men der findes imidlertid et dansk karaktertræk, som ville gavne det amerikanske politiske system enormt.

Med et lidt træt ord kunne man kalde det for det samarbejdende folkestyre eller ”samtaledemokratiet” – mest fordi vi så alle her ved, hvad vi taler om. Jeg taler med andre ord om dialogen som populært og styrende koncept på Christiansborg (ikke som ”samtalen” i Hal Kochs forstand som en modsætning til regler, procedurer og love, der er det juridiske fundament og formelle grundlag for vort parlamentariske demokrati).

Altså vor velkendte tradition, hvor kompromisser indgås og aftaler holdes. En politisk tradition, der er så grundlæggende i det danske folkestyre, at man godt kan tale om dansk, demokratisk DNA.

Og er der noget, amerikanske politikere ikke mestrer, så er det dialogen. Forstå mig ret. Jeg taler ikke om gængse politiske uenigheder, men om folkevalgte, der lige så godt kunne befinde sig i to forskellige solsystemer. Der ikke bor de samme steder, bruger de samme medier, tror på de samme eksperter eller videnskabsmænd, og som er helt klar til at modellere virkeligheden herefter. Deres egen virkelighed – med tilhørende trofaste vælgere og proselytters version af samme.

Lejrtænkning: Mediebårne meningssiloer
Uenigheden spejles til dels i befolkningen. Undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner. Borgerne burer sig selv inde i mediebårne "meningssiloer", hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn. De har også adgang til forskellige fakta. De to partiers vælgere har aldrig været længere fra hinanden. Pew Research Institute – et respekteret tænketank med sæde i Washington DC – har også dokumenteret fænomenet i nyere undersøgelser.

I USA skal man blot åbne for en hvilken som helst tv-kanal for at forvisse sig om, hvor slemt det står til. Man skulle vitterligt ikke tro, at konservative Fox og liberale MSNBC talte om det samme land.

Fra højre: Spansktalende bøsse-feministland uden kristne værdier

I den konservative dystopi er USA et land, hvor alle traditionelle værdier er i skred; hvor bevæbnede bander skræmmer politiet til døde, mens ekstremistiske aborttilhængere sælger fosterdele på det sorte marked. Der er udbrudt ”krig mod kristendommen”, og præsident Obama er en parodi på en leder, en skabskommunist, der er ved at sælge USA’s supermagtsstatus til Rusland, mens han overleverer iranerne et a-våben på et sølvfad.

I Fox News’ USA er våbenglade mænd en truet race, mens farvede feminister og Hollywoods homo-glade stormtropper er ved at destruere Amerika. Der i øvrigt snart vil være et spansktalende tredjeverdensland.

Fra venstre: Kasinokapitalisme med overvågning og dødelige droner
På liberale (venstreorienterede) MSNBC forholder det sig stik modsat. Her ser vi – med Bernie Sanders’ ord – hvordan en grådig finanselite udsulter USA’s middelklasse på bedste kasinokapitalistiske vis. I venstrefløjens skræmmescenarie udspionerer det amerikanske efterretningsvæsen alt og alle, mens præsident Obama har travlt med at myrde terrormistænke med droner uden lovgrundlag.

Det amerikanske politi er racistisk og slår sorte unge mænd ihjel uden årsag, mens højre-nationalistiske politikere bedriver hetz mod indvandrere fra Latinamerika og driver både USA og verden mod dommedag ved at ignorere klimaforandringerne og benægte den globale opvarmning.

Faldgruberne ved så radikal en polarisering er åbenlyse. Hvis alle udelukkende taler med dem, de er enige med, kan vi til sidst slet ikke forstå den anden sides argumenter længere, for vi er kun vant til at høre på os selv. Hvilket gør det noget nær umuligt at indgå kompromiser med modparten.

Ordet ”forræder” er derfor også et standardbegreb i moderne amerikansk politik. Man er ikke blot uenig, man er renegat eller vantro.

Lær af Danmark: Politisk dialog og resultater
For et dansk publikum vil dette lyde hysterisk karikeret. Men tag mit ord for gode varer: Det er det ikke. De politikere, der har fejlet i årevis i Washington, og som ikke kan enes om de strukturreformer, som USA desperat har brug for, er netop så langt fra hinanden som lige beskrevet.

Den ”gamle” politikertype, hvor man skændtes på Kongressens gulv, men svejsede kompromiserne sammen i udvalgene og gik ud til en øl bagefter, udgør en lille (døende) gruppe uden magt. Og derfor går man fra krise til krise uden vedtagelsen af reformer eller for eksempel etårige finanslove.

Konklusion: Det amerikanske politiske system er brændt sammen. Der kommer ingen kompromiser, ingen aftaler, ingen dialog. Men masser af løfter, der ikke bliver holdt, masser af ”grandstanding”, som det hedder på engelsk, hvor politikerne puster sig op til ingen verdens nytte – ud over at blive valgt naturligvis. Og som så igen gøder jorden for endnu mere politikerlede.

Det er USA’s største politiske problem lige nu.

Og lige præcis her kunne USA lære en del af Danmark. Men det var næppe det, Bernie Sanders tænkte på i tirsdags.

--
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel Rasmussen: Når det slår klik for kommentariatet Rasmussen: Når det slår klik for kommentariatet Næste artikel Rasmussen: Vælgerne skriger 'Stop verden, jeg vil af!' Rasmussen: Vælgerne skriger 'Stop verden, jeg vil af!'
Valgoverblik: S klar med nyt klimamål

Valgoverblik: S klar med nyt klimamål

NYHEDSOVERBLIK: Socialdemokratiet vil reducere Danmarks CO2-udledning med 60 procent frem mod 2030. Røde partier vil stramme miljøkravene til biltrafikken, og så afviser Henrik Sass Larsen en SV-regering. Få overblikket her.