Valgblog #1: Mette Frederiksen og jeg meldte afbud til første runde

Nogle gange kan et afbud føre til noget stort.

Hvis nogen havde spurgt mig tirsdag morgen – eller en hvilken som helst anden dag – om jeg ville undvære den første partilederrunde i valgkampen, ville svaret have været klart nej.

Men jeg blev klogere.

For da den første debat mellem de 13 partiledere begyndte, var jeg på et afbud havnet midt imellem to ikoniske journalister ved en middag:

Til venstre sad Carl Bernstein, halvdelen af den duo, der i 1970’erne afdækkede Watergate-skandalen.

Til højre sad Katharine Viner, den succesfulde chefredaktør for den britiske avis The Guardian.

Trump-effekten: Vi vænner os til det
Mens vi sad der, blev der skrevet et lille stykke politisk historie, da den åbenlyst racistiske kandidat Rasmus Paludan deltog i en tv-debat på linje med de øvrige opstillingsberettigede partier.

”Er I bekymrede over, om han bliver valgt?” spurgte den skarpe og nysgerrige amerikanske stjernejournalist.

Mit svar lød nogenlunde sådan her:

Nej. Det er højst usikkert, om han bliver valgt, og hvis han gør, vil han næppe få nogen indflydelse. Men man kan godt bekymre sig over den tilpasning, der finder sted, når han pludselig kan stå på nationalt tv og sige de ting, han siger. Det ekstreme bliver normalt.

Vi vænner os til det. Lidt på samme måde, som det er sket med Trump. Vi løfter jo knap et øjenbryn efterhånden, når USA’s præsident kalder pressen for folkets fjende eller kalder sin egen efterretningstjeneste for landsforrædere.

Carl Bernstein bekræftede, at normaliseringen af det ekstreme for længst er indtruffet i USA.

”Hvis Obama eller Hillary havde sagt en tiendedel af det, Trump har sagt, ville rigsretssagen for længst være vedtaget og køre for fulde omdrejninger,” sagde han.

Men fordi republikanerne har valgt at slå ring om Trump, har præsidenten stort set frit spil. Og alle vænner sig til det. 

Farage-effekten: Han er dygtig
Min borddame til den anden side kommer fra et land, hvor den populistiske politiker Nigel Farage står til at vinde europaparlamentsvalget stort – også selv om mange af hans påstande fra Brexit-afstemningen har vist sig at være lodret løgn. Og selv om han flirter med meget ekstreme politikere i såvel USA som Europa.

Hvordan forklarer du det, spurgte jeg Guardians chefredaktør.

”Svært at sige, men én grund er, at man bare må indrømme, han er en forbandet god debattør,” lød hendes svar.

Støj eller skred?
Dermed er scenen sat for folketingsvalget 2019.

Det bliver et valg med usædvanlig meget støj og usædvanlig mange kandidater. Og et valg, hvor vi helt sikkert vil have vænnet os til meget, inden vi når grundlovsdag.

Men også et valg, hvor den store gruppe af regeringsbærende partier – fra SF til Liberal Alliance – ser ud til at få op mod 70 procent af stemmerne.

Valgets store spørgsmål er, om der i løbet af de kommende uger sker et skred ud mod yderpartierne på begge fløje – eller om den megen støj i virkeligheden mest er udtryk for en fragmentering af yderfløjene.

Meget kunne tyde på det sidste.

De to store sejrherrer fra sidste valg – Dansk Folkeparti og Alternativet – står til markant tilbagegang.

For langt de fleste danskere vil de næste uger derfor især handle om at finde ud af, hvilken relativt midtsøgende politiker, de skal stemme på – og det vil være temaer som klima, børnepasning, pension, sundhed og skat, der gør forskellen. Selvfølgelig med udlændinge som underlægningsmusik.

Og hvem ved? Måske vil det også få betydning, hvordan partierne forholder sig til EU-spørgsmål som grænsekontrol, selskabsskat, afgifter på flyrejser eller regulering af techgiganter.

Politisk tale fra sygesengen
Jeg var i øvrigt ikke den eneste, der missede den første partilederrunde i valgkampen.

Mette Frederiksen måtte følge den fra sygesengen, og i stedet lagde hun en hilsen ud på Facebook, hvor man kunne se, at hun vitterlig havde det skidt.

Det bragte – i hvert fald for ældre vælgere og nørder – mindelser om valgkampen i 1960, hvor SF’s grundlægger, Aksel Larsen, holdt sin tv-tale fra sygesengen og sikrede sig et kanonvalg med de famøse ord: ”Socialisme, det er fremtiden!”

Sådan sagde Mette Frederiksen ikke. Hun talte i stedet om at bygge bro mellem generationer. Det var ni minutter uden afbrydelser, mens de 13 politikere i tv-debatterne sloges om hvert sekund.

Sent i aftes var Mette Frederiksens video set 142.000 gange.

Måske vandt hun valgets førstedag fra sygesengen. Nogle gange kan et afbud føre til noget stort. 

Altingets Valgblog skrives under hele valgkampen på skift af chefredaktør Jakob Nielsen, chefredaktør Lisbeth Knudsen og magasinredaktør Esben Schjørring.