Reddet af valgmatematik: Derfor fik Henrik Sass et mandat trods få personlige stemmer

Personlige stemmer afgør det ikke alene
Det handler om uddelingen af de såkaldte listestemmer, også kendt som partistemmer.

Listestemmer er de stemmer, som vælgerne giver til et parti i stedet for en bestemt kandidat. 

Ved danske folketingsvalg kan kandidaterne stille op i én af de ti storkredse. Hver storkreds består af en række mindre valgkredse, hvor borgerne kan afgive deres stemme ved at sætte kryds ud fra enten et parti eller en person.

Når stemmerne bliver talt op, får kandidaterne selvfølgelig deres egne personlige stemmer. Og så får de oven i dem en vis andel af listestemmerne.

I Socialdemokratiet bliver listestemmerne i hver valgkreds fordelt til kandidaterne efter rangorden – altså efter, hvor stor en andel af de personlige stemmer, kandidaten fik i den enkelte kreds.

Når man ved, hvor mange mandater partiet får i en storkreds, fordeler man dem til kandidaterne efter, hvor mange stemmer de har fået i alt – altså personlige stemmer plus listestemmer.

Det vil sige, at når eksempelvis de socialdemokratiske kandidater konkurrerer internt om mandaterne i en storkreds, er det vigtigt at få en god plads i rangordenen i så mange valgkredse som muligt. Og det er vigtigt at få en god plads i rangordenen i de valgkredse, hvor der er mange listestemmer til fordeling. På den måde får man flere listestemmer end sine partifæller.

Derfor kan man sige, at det kan være en fordel at sprede sin valgkamp ud, så man får tildelt mange listestemmer i flere kredse.

Listestemmerne reddede Sass
Og så tilbage til eksemplet med Henrik Sass Larsen. For selv om han samlet set fik 180 færre personlige stemmer end Tanja Larsson, formåede han at hente flere stemmer end hende i de valgkredse, hvor der var mange listestemmer til fordeling.

Da listestemmerne i de enkelte valgkredse var lagt sammen med de personlige stemmer, havde S-gruppeformanden dermed 373 flere stemmer end Tanja Larsson. Derfor vandt han pladsen i Folketinget. 

For at undgå at deres kandidater står med en lang næse, har partier som Alternativet, Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance ved dette valg for første gang valgt ikke at lade listestemmer tilfalde nogen kandidater.

Partierne har i stedet ladet de personlige stemmer alene afgøre, hvilke kandidater der endte i Folketinget. 

Enhedslisten har et helt andet system, som ingen andre af de danske partier bruger. Det hedder partiliste, og det betyder, at partiet selv på forhånd har bestemt, i hvilken rækkefølge man fordeler pladserne.

Det er altså dem, der står først på listen, der reelt har størst chance for at blive valgt. Det er dog muligt som kandidat at sprænge partilisten, hvis vedkommende opnår et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet. 

Kristendemokrat scorede højt – men tabte
Det er dog ikke altid, at et højt, personligt stemmetal er lig med en plads i det danske parlament. I Vestjyllands Storkreds formåede Kristendemokraternes spidskandidat, Kristian Andersen, at hive hele 10.890 personlige stemmer hjem.

Det er et højere personligt stemmetal, end 143 af de nyvalgte folketingspolitikere kan prale af at have. Alligevel var det ikke nok til at få kristendemokraten valgt ind, da partiet ikke formåede at sikre sig et kredsmandat.

I Nordjyllands Storkreds kan Susanne Zimmer fra Alternativet glæde sig over at være valgt ind; om end med blot 774 stemmer, hvilket er det laveste personlige stemmetal blandt Folketingets nye medlemmer.

Henrik Sass Larsen fik med sine 4.017 stemmer den tredjelaveste vælgeropbakning blandt Socialdemokratiets nye folketingsmedlemmer.