Sass efterlader et kæmpe hul

Han har givetvis flere fjender end venner i det politiske miljø, men hans betydning for Helle Thorning-Schmidt kan ganske enkelt ikke overvurderes.

Uden ham var hun næppe blevet formand, og uden ham havde der næppe været et tilstrækkeligt stærkt alternativ til VKO. Uden Henrik Sass Larsen havde landets næste statsminister efter alt at dømme ikke heddet Helle Thorning-Schmidt.

Med den manglende sikkerhedsgodkendelse af den mand, der stod til at blive landets finansminister, er der sat et foreløbigt punktum for en politisk karriere, der helt fra starten har været præget af kamp. For hvis der er noget, Henrik Sass Larsen ikke er, så er det konfliktsky.

Hårdkogt
Med en opvækst i Taastrupgaard og en voldelig stedfar mødte Sass en noget anden virkelighed end f.eks. Svend Aukens privilegerede overklassemiljø, hvor tilgangen til politik blev en teoretisk øvelse.

Uden Henrik Sass Larsen havde landets næste statsminister efter alt at dømme ikke heddet Helle Thorning-Schmidt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget | Christiansborg

Den start påvirkede Sass Larsens stil, der er alt andet end poleret. Sass tog helt fra DSU-tiden del i talrige magtkampe og intriger, og han var ikke altid sart i sit valg af midler. Det har skabt ham en pæn samling fjender, og det er langt fra alle, der vil begræde hans fald.  

Fatal loyalitet
Opvæksten påvirkede også Sass Larsens forhold til venner og til begrebet loyalitet - og det er givetvis forklaringen på, at han har opretholdt det stærkt belastende venskab med den tidligere formand for Socialdemokraterne i Køge, den bedragerisigtede Tommy Kamp.

Kamp var en slags mentor for den helt unge Henrik Sass Larsen, men er endt som en møllesten om halsen på ham. Det var via Kamp, at Sass en overgang blev rodet ind i den bizarre bestikkelsessag fra Køge, og det var via Kamp, han kom i kontakt med den voldsdømte rocker, der nu har ødelagt hans karriere.

Noget andet er så, at der måske kan vise sig at være mere i sagen. At føre en længere samtale med en voldelig rocker synes ikke i sig selv at kunne forhindre en sikkerhedsgodkendelse, og der er spekulationer om, hvorvidt forbindelsen til Tommy Kamp på en eller anden måde har gjort Sass sårbar over for afpresning. 

Brænder for værdipolitikken
Opvæksten var tydeligvis også med til at forme Henrik Sass Larsens politiske opfattelse. Sass var en af de første, der krævede en ny socialdemokratisk værdipolitik, der gjorde op med den kulturradikale indflydelse, som var helt dominerende i partiet i 80'erne og 90'erne.

I modsætning til mange partifæller var Sass Larsens krav om en stram rets- og udlændingepolitik ikke kun dikteret af ønsket om stemmemaksimering. Det var frem for alt noget, Sass brændte for. Han mente, at centrum-venstre i fatal grad havde svigtet almindelige lønmodtagere ved ikke at tage problemerne med mislykket integration og personfarlig kriminalitet alvorligt.

Blandt Nyrups favoritter
Således udtalte Sass allerede kort efter, han var kommet i Folketinget i år 2000 følgende til B.T.:

"Mange af indvandrerknægtene får åbenbart en opdragelse, hvor de slet ikke får at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor bliver deres optræden . . . way out. Flere steder terroriserer de hele områder. .......Man har udsat de svageste danskere for et integrations-eksperiment, der ikke er lykkedes."

Den slags var alt andet end stuerent på det tidspunkt, men daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) overvejede ikke desto mindre at gøre Sass til retsordfører for at få en skarpere profil, end den daværende justitsminister Frank Jensen præsterede. Udnævnelsen til retsordfører blev dog blokeret af partiets slapperfløj.

Kunne ikke selv vælges
Efter valgnederlaget i 2001 - og et mislykket forsøg fra Nyrup på at gøre Sass til politisk ordfører -  kom Sass ud på et sidespor med Lykketofts magtovertagelse i 2002. Men da Lykketofts trak sig efter det nye nederlag i 2005, var Sass i front for at finde en modkandidat til Frank Jensen, som han fandt helt uegnet som formand.

Sass vidste, at han ikke selv kunne blive valgt, men sammen med en lille håndfuld andre, fik han gjort Thorning valgbar, så den helt grønne kandidat overraskende kunne besejre en politisk veteran som Frank Jensen.

Taler samme sprog
Henrik Sass Larsen spillede også den centrale rolle, da magten skulle konsolideres. I den første tid havde Thorning ikke kontrol over sit eget parti, men da Sass i 2006 blev politisk ordfører, lykkedes det ham at få etableret en effektiv magtdeling med partiets faglige venstrefløj, da Carsten Hansen blev gjort til gruppeformand.

De to har vekslet en indledende mistro til et tillidsfuldt samarbejde. Det er to mænd, der taler samme sprog.

Undervejs røg der nogle finker af panden: Det var en decideret uren tackling, da Sass i en ophidset stund antydede, at partiets daværende integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, var psykisk ustabil. Og det var heller ikke udtryk for stor klogskab, da han midt under boligboblen udtalte, at "en bistandsklient ikke fik det dårligere", fordi hans hus i Køge steg i værdi. Men trods disse lapsuser var Sass gennem hele perioden en uundværlig støtte for Thorning.

Ingen fan af De Radikale
Efter det ødelæggende valgnederlag i 2007 var Henrik Sass Larsen igen en af nøglepersonerne, da det nye samarbejde med SF skulle etableres. Sammen med partifællen Bjarne Corydon og SF's Villy Søvndal, Ole Sohn og Thor Möger Petersen blev der skabt et troværdigt alternativ til VKO.

Til gengæld har Sass hele vejen igennem haft et meget anstrengt forhold til De Radikale, som han dybest set hellere så under spærregrænsen. Sass ser De Radikale som en samling virkelighedsfjerne akademikere, og han ved, at deres holdninger til udlændinge, kriminalitet og uddannelse er en rød klud i hovedet på mange socialdemokratiske kernevælgere.

Derfor ser Sass de socialdemokratiske valgnederlag i 2001, 2005 og i 2007 som et direkte resultat af parløbet med De Radikale. Det var ikke mindst den analyse, der var baggrunden for, at SF i stedet blev valgt som foretrukken partner.

Modsætningen til De Radikale spillede ikke den store rolle, så længe de stod svagt. Men tilbagetrækningsforliget harpunerede Sass Larsens strategi, der ikke havde taget højde for, at DF og Venstre ville gå med til en kraftig beskæring af efterlønnen. Derefter blev det umuligt at "banke" De Radikale på plads.

Effektiv sarkasme
I den brede offentlighed brændte Sass ikke rigtig igennem som politisk ordfører. Han havde ellers potentialerne til det. Han er intelligent, hurtigt tænkende og slagkraftig. Men på tv lagde Sass bånd på selv og kom ofte til at virke kunstig og stiv.   

Sass er imidlertid i besiddelse af en sort humor og en mørk sarkasme, der kan være særdeles effektiv, når han slipper den løs. Som han demonstrerede under det politiske folkemøde på Bornholm i juni.

Her var Sass i direkte duel med Berlingskes Thomas Larsen, der blev foreholdt nogle af sine mere upræcise analyser. Thomas Larsen blev flået fuldstændig fra hinanden af Sass, der ikke just lagde bånd på sig selv ved denne lejlighed. Meget grumt - og meget underholdende.

Tænker som S-vælgerne
Nu skal Thorning finde en ny finansminister, og kigger man kun på den økonomiske sagkundskab, kan man sagtens finde lige så egnede afløsere. Man kan måske finde bedre.

Men kun få har samme politiske mod og kampgejst som Sass. Det er de færreste andre toppolitikere, der vil have mod til at tage et opgør med embedsapparatet - eller tvinge kommunerne til effektivt at rense ud i bureaukrati og projektmageri for at sikre de nødvendige midler til velfærd. 

Som politisk strateg og taktiker bliver det ligeledes svært at erstatte Sass. Og vigtigst af alt: Sass var en af de få topsocialdemokrater, der havde fingeren på pulsen, en af de ganske få, der tænker som flertallet af partiets vælgere.

Det er frem alt for alt hér, Thorning kommer til at savne Henrik Sass Larsen som højre hånd.