SF'er: Det er forkert, når Socialdemokratiet forsøger at bilde os ind, at velfærdsstaten er et midterprojekt

Med nytårstalen skød statsministeren ikke kun den politiske sæson 2023 i gang, hun skrev også den nye midter-regerings projekt ind i velfærdsstatens historie.

”At være en del af det danske velfærdssamfund handler ikke først og fremmest om, hvad vi hver især kan få ud af det. Men om, hvad vi hver især kan bidrage med,” sagde hun blandt andet med slet skjult henvisning til John F. Kennedys berømte citat.

For mange vil det måske virke ulogisk, at en forringelse af pensionsordningen for nedslidte, fjernelse af en helligdag og nedskæringer i SU’en sikrer velfærdsstaten, men det er nu fortællingen, som kan koble det nye regeringsgrundlag sammen med velfærdsstatens historie.

Tværpolitisk gruppearbejde

Og statsministeren står ikke alene med at forsøge at indskrive regeringens projekt i velfærdsstatens historie.

Hvor vi i mange år har hørt fra socialdemokrater, hvordan Socialdemokratiet var lig med velfærdsstaten, og at de borgerlige var velfærdsstatens hovedmodstandere, så lyder det nu fra flere kanter, at velfærdsstaten nærmest har været et fælles projekt hen over midten i dansk politik. At Socialdemokratiet ikke alene, men sammen med Venstre og nogle gange Konservative, har opbygget velfærdsstaten.

Socialdemokratiet søger at finde legitimitet i historiebøgerne til deres nye midterprojekt. Det er også en taknemmelig opgave, for der findes næsten socialdemokratiske citater til enhver lejlighed.

Sigurd Agersnap (SF)
Medlem af Folketinget

Kaare Dybvad (S) fremførte den pointe i et interview i DR2 Deadline 19. december, hvor han betoner, at en række store resultater for velfærdsstaten blev skabt af SV-regeringen i slutningen af 70’erne.

Peter Hummelgaard (S) fremhæver på Twitter, at Anker Jørgensen også i 90’erne var fortaler for et samarbejde hen over midten. Og i en debat på samme medie skriver Kaare Dybvad, ’de væsentligste tiltag for at skabe velfærdsstaten blev vedtaget med Venstre og Konservative’.

Man kan levende forestille sig det tværpolitiske gruppearbejde i stearinlysets skær hjemme hos Stauning, Krag eller Kampmann. Lige i den ånd som Mette Frederiksens nye "arbejdsfællesskab" med Venstre og Moderaterne er opstået.

Konflikter og forlig

Det er en tendens, at den Socialdemokratiske historie har det med at passe perfekt ind i partiets aktuelle politik. Da Socialdemokratiet slog an til en strammere udlændingepolitik, skrev Mattias Tesfaye (S) bogen ’Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik’, hvor han argumenterede for, at den stramme udlændingepolitik var nærmere normalen end undtagelsen i partiets historie. Det blev diskuteret en del blandt historikere.

Det er således ikke en overraskelse, at Socialdemokratiet søger at finde legitimitet i historiebøgerne til deres nye midterprojekt. Det er også en taknemmelig opgave, for der findes næsten socialdemokratiske citater til enhver lejlighed. Alligevel er den nye historiefortælling et vildspor i den politiske debat af minimum tre årsager:

For det første er velfærdsstaten opstået i konflikten mellem højre og venstre. Historien viser, at også sociale forbedringer, som har været stemt igennem bredt i Folketinget, har været presset frem fra venstre side. At arbejderbevægelsen, sammen med blandt andre Socialdemokratiet og SF, har presset på for forbedringer i det sociale sikkerhedsnet; oftest overfor en modstand fra Venstre og Konservative.

I 1960 gik Venstre og Erik Eriksen til valg under sloganet ’Mod Formynderstaten’, altså for en mindre velfærdsstat, og da Krag appellerede til bredt samarbejde frem mod 1963, ville Erik Eriksen hellere samle højrefløjen mod det formynderiske og socialistiske velfærdsprojekt. Selv om der har været samarbejde, så er velfærdsstaten opstået i konflikt mellem højre og venstre - ikke i konsensus.