Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Dødedansen er i gang om de blå vælgere

Med en uges tid til valget ser det borgerlige Danmark ud til at have tabt det hele på gulvet. Det er ikke lang tid siden, at meningsmålingerne spåede dødt løb - flere endda med en lille blå føring, Lars Løkke på kanten af spærregrænsen og Mette Frederiksen på vej ud af statsministeriet.

I dag kender vi kun det billede i datid, og skal nogle af de borgerlige partier ind i ministerkontorerne, går vejen gennem samarbejde med Lars Løkke (gys!) eller sågar Mette Frederiksen (endnu mere gys!).

Det forventede nederlag plager de blå. Tabernes tabere først:

De Konservative, der for kort tid siden stod til et valgresultat af Schlüterkarat, skal snart være glade, hvis de holder valgresultatet fra 2019. Og selv om det dengang blev fejret, er der altså tale om det fjerdedårligste resultat i partiets mere end 100-årige historie. Pape afgiver som en døende stjerne en masse energi, som Løkke, Støjberg og Vanopslagh får et ekstra løft af.

Venstre står på trods af de konservatives elendigheder stadig til at tabe i omegnen af 20 mandater. Selvfølgelig er det en lille glæde i al elendigheden, at Venstre nok formår at forblive det største borgerlige parti. Men kun på grund af de konservatives ulykker.

Pape afgiver som en døende stjerne en masse energi, som Løkke, Støjberg og Vanopslagh får et ekstra løft af.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Dansk Folkeparti var for syv år siden Folketingets næststørste parti med 37 mandater, besad posten som folketingsformand og en position som dem, der kunne vende tommelfingeren op eller ned for de fleste beslutninger. Nu skal de være glade, hvis de stadig er på tinge efter valget. Få uger senere skal partiformanden i byretten tiltalt for svindel med offentlige midler.

Men selv på det tabende hold er der vindere:

Danmarksdemokraterne. Inger Støjbergs parti, der ifølge hende selv placerer sig i smørhullet lige mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Måske skulle man nærmere tale om et sort hul, der suger de tre pågældende partiers vælgere til sig. Hun brager ind i Folketinget.

Liberal Alliance er store blandt de unge. Vanopslagh har nærmere fans end vælgere, og han rammer bølgen på det helt rigtige tidspunkt. En strategi med at lyde som en slags dansk udgave af den canadiske selvhjælpsguru Jordan Peterson, satse massivt på de sociale medier og gemme Henrik Dahl godt væk fra de unge vælgere ser ud til at lykkes.

Søndag var der timelange køer blandt unge mennesker foran Københavns Hovedbanegård, der begejstret ventede på at trykke hånd med den liberale partileder. Og selv om de mere lignede konfirmander end studenter, gav den store flok et godt indtryk af den popularitet, der i øjeblikket omgiver Vanopslagh. Det kan ikke afvises, at partiet får sit bedste valg nogensinde.

Liberal Alliance er store blandt de unge. Vanopslagh har nærmere fans end vælgere, og han rammer bølgen på det helt rigtige tidspunkt.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Nye Borgerlige. Pernille Vermund stod sindssygt godt, før Støjberg kom på banen med eget parti. På den måde bliver det nok lidt en gentagelse af valget i 2019, hvor Nye Borgerlige også længe stod bedre end valgresultatet kunne honorere. Vermund har også gjort meget for at gøre sig regeringsparat.

Lederen af det lille protestparti skulle ikke have mange år på Christiansborg, før hun fandt ud af, at der ikke er særligt meget indflydelse uden for regeringskontorerne. Med de samlede blå målinger, bliver der næppe noget af det i denne omgang. Eneste lyspunkt er, at fremgang stadig må forventes.

Det blå taberhold er fuldstændigt fragmenteret, og derfor troede de, at det vigtigste i verden var at vise sammenhold. Men i virkeligheden har de svaret på fortidens spørgsmål: vi ved godt, at Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen ikke kan fordrage hinanden, men der er faktisk ingen af dem, der sidder i Folketinget eller stiller op til valget.

De blå partistrateger har åbenlyst tænkt, at der ikke måtte være splid i den borgerlige lejr, og derfor har de gang på gang sat de seks partiledere op sammen (Kristendemokraterne er der ikke rigtigt nogen, der regner for noget, siden Jens Rohde og Isabella Arendt i al hast forlod projektet i hver sin retning).

Igen og igen har vi set Ellemann, Pape og Vanopslagh i selskab med Støjberg, Vermund og Messerschmidt. Først på et hyggebillede fra Ellemanns kontor, senere i en fælles valgfilm samt til ikke mindre en to dårligt forberedte og endnu værre udførte pressemøder.

Anden gang dog ikke mere fælles, end at kun Pape og Ellemann stod foran Kastellet med solen i øjnene, mens de andre med ansigtet den rigtige vej stod bag journalisterne og med egne øjne kunne se katastrofen udspille sig foran dem. De pæne borgerlige havde desværre undervurderet effekten af al det billedfællesskab med de mere nationalistisk inspirerede partier. De moderate vælgere foretrak pludselig Lars Løkkes parti.

De pæne borgerlige havde desværre undervurderet effekten af al det billedfællesskab med de mere nationalistisk inspirerede partier. De moderate vælgere foretrak pludselig Lars Løkkes parti.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

For nok kunne de acceptere et samarbejde med Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men lige frem at skulle gnubbe skudre og hygge sig i fælles kampagner. Det var at strække den for langt. Der er en grund til, at man aldrig før har set partiledere fra en hel blok i fælles kampagne. Det er en dårlig idé.

Det andet store problem har været, at man har satset meget på, at vælgerne skulle være trætte af Mette Frederiksen. Af hendes coronahåndtering og minkskandalen og den anden store skandale om Forsvarets Efterretningstjeneste og den tidligere FE-chef Lars Findsens bog, ja af alt det, som borgerlige politikere og rigtigt mange danskere har været godt og grundigt trætte af.

Men lige som politikere sjældent bliver belønnet ved valgene, for det de har gjort i den forgangne valgperiode, er det op af bakke at tale om nogle diffuse skandaler, som er meget lidt konkrete for folk, som de er flest. For mange mennesker er minkavl og efterretningstjenester nemlig bare noget de kender fra medierne. Samtidig har Mette Frederiksen asfalteret sensommeren med politiske udspil og aftaler, lige som Lars Løkke taler konkret politik fra hanen galer til mørket falder på. Så mens de blå taler fortid, taler de røde og de lilla politik.

Sammenhold og skandaler var formlen, der skulle give sejr. I stedet blev det grundlaget for Lars Løkkes medvind. Valgkampens sidste uge vil formentlig udspille sig som en blå dødedans om de stemmer, der trods alt er til deling. Vanopslagh, Støjberg og til dels Vermund vil sultne kigge efter VKO-partiernes vælgere. De tre partier der havde absolut flertal fra 2001-11 og som har været centrale i det borgerlige Danmark i hele dette årtusinde. Resultatet af dødedansen kender vi snart.