Sognepræst: Vi stiller de forkerte spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp

I den seneste tid er det blevet debatteret heftigt, at regeringen har nedsat et nyt udvalg, som skal være med til at skabe en offentlig debat om aktiv dødshjælp, med sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør i spidsen.

Fra flere steder lyder det, at der med nedsættelsen af det såkaldte Udvalg for en mere værdig død er tale om en klar underkendelse af Etisk Råd, der også netop nu debatterer spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Men der er god plads til begge instanser.

For debatten om aktiv dødshjælp skal først handler om noget så afgørende som friheden til at bestemme over sit eget liv og sin egen død.

De fleste undersøgelser inden for de seneste 30 år viser at et flertal på mellem 60 til 80 procent af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp.

Navnet på det nye udvalg er uheldigt, fordi jeg ikke tror, det er værdigheden, der er på spil, når vi taler om muligheden for aktiv dødshjælp.

Pia Søltoft
Sognepræst

I 1996, da Etisk Råd første gang tog stilling til spørgsmålet og gjorde det igen senere i 2012, var anbefaling derimod samlet set negativ. Rådet anbefalede ikke indførelse af aktiv dødshjælp. Heller ikke Lægeforeningen anbefaler indførelse af aktiv dødshjælp.

Der synes således at være en splittelse mellem den danske befolkning og de fagpersoner, der er udvalgt til at debatterer muligheden af at indføre aktiv dødshjælp, og det kan jeg godt forstå.

For som fagperson skal du tænke fagligt og principielt. Som enkelt menneske tænker du personligt og eksistentielt. Du spørger dig selv: hvad betyder det for mig og mine kære.

Det er kun sådan, man kan spørge, når det har at gøre med livets store spørgsmål. Så lad mig fortsætte i den retning uden her at tage stilling til, om det er rigtigt eller forkert at indføre aktiv dødshjælp. Det synes jeg hvert enkelt menneske skal afgøre med sig selv.

Navnet på det nye udvalg, Udvalget for en mere værdig død, er uheldigt, fordi jeg ikke tror, det er værdigheden, der er på spil, når vi taler om muligheden for aktiv dødshjælp. I sommer skrev hospitalspræst Lotte Mørch en fremragede artikel i Kristeligt Dagblad, der netop gjorde op med tanken om, at dét, som døende mennesker ønsker sig allermest, er værdighed.

Spørgsmål, der skal stilles i første omgang, bør være, hvad du opfatter som en fredfyldt død.

Pia Søltoft
Sognepræst

Er man døende, ønsker man sig en fredfyldt død og at være eller blive forsonet med sine kære – allerhelst, at disse kære kan være til stede.

Naturligvis er der heller ingen, der ønsker sig en uværdig død. Men der er jo heller ingen, der ønsker sig et uværdigt liv. Det er bare et, at de positive ord, som ikke kan modsiges og derfor ikke kan bruges til at kvalificere noget som helst.

Hvad vil en fredfyldt død sige? Hvis man er syg og indlagt vil smerte- og angstlindring kunne bidrage til fredfyldtheden. Men den lidring giver sygehuspersonalet allerede i samråd med den syge og/eller dennes pårørende.

Det kan i nogle tilfælde betyde, at en livsforlængende behandling fravælges, eller at der skrues så meget op for den smertestillende behandling, at det kan medføre døden. I nogle sammenhænge kaldes dette passiv dødshjælp. Man kunne vel bare kalde det hjælp.

Man skal huske, at vi i de fleste tilfælde ikke behøver nogen assistance for at dø. Det sker helt af sig selv.

Alderen og med den forfaldet og de sygdomme, den medfører, sætter på et tidspunkt ind ligegyldig, hvor sundt vi spiser, hvor meget vi motionerer og hvor lidt vi kan holde ud at tænke på det. Men det er det, vi skal. Tænke på det. Tænke på den. På døden.

Derfor må det spørgsmål, der skal stilles i første omgang ikke være, om du er for eller imod aktiv dødshjælp’. Men derimod, hvad du opfatter som en fredfyldt død.

Der er flere forskellige betegnelser for aktiv dødshjælp. Den mest sofistikerede er betegnelsen eutanasi. Det er en betegnelse, som brillerer ved at være uforståelig for alle dem, der ikke kan græsk. Ved at påberåber sig en form for neutralitet, som udtrykket bestemt ikke besidder, når man oversætter det, betyder udtrykket en let, en god eller sågar en lykkelig død.

Lad os blive enige om at lade være med at bruge det udtryk i debatten. Det lyder klogt, men det er dumt.

Døden er aldrig hverken let, god eller lykkelig. Det er aldrig let, godt eller lykkeligt at sige farvel til noget og nogen, man holder af. Vi vil så gerne, som det engang hed i et slogan for Fakta, ”blive her lidt længere.”

En anden betegnelse for aktiv dødshjælp, som bruges sjældnere, men som jeg finder rigtigst, er betegnelsen ’assisteret selvmord’. Det er jo dét, det er tale om, hvis man beder et andet menneske om at hjælpe sig med at dø.

Selvmord og selvmordsforsøg er ikke strafbare, fordi det opfattes som personlige handlinger, hvor retsordenen ingen sanktioner har. Skal assisteret selvmord ses i det lys?

Pia Søltoft
Sognepræst

I de lande, der har klinikker for aktiv dødshjælp såsom Holland, Belgien og Canada, praktiseres dødshjælpen på den måde, at det er patienten selv, der frivilligt skal indtage den medicin eller åbne for det drop, der bliver stillet til rådighed med den dødelige dosis.

I Danmark er det ikke forbudt at begå selvmord. Det har det ikke været siden 1866. Hver dag tager cirka to personer deres eget liv. Om året begår 600 mennesker selvmord i Danmark.

Ifølge straffeloven er det ulovligt både at tilskynde til og propagandere for selvmord, og ifølge staffelovens paragraf 239 kan man straffes med op til tre års fængsel, hvis man ”dræber en anden efter denne andens ønske”.

Det er denne paragraf, der i dag umuliggør at legalisere aktiv dødshjælp.

Men selvmord og selvmordsforsøg er ikke strafbare, fordi det opfattes som personlige handlinger, hvor retsordenen ingen sanktioner har. Selvmordet er med andre ord en frihedshandling. Spørgsmålet er, om assisteret selvmord ikke skal ses i det lys?

Inden for filosofien er selvmordet ofte debatteret – og vildt overvurderet. Hos stoikerne opfattes selvmordet som en dyd.

Seneca (år fem før vores tidsregning til år 65 efter vores tidsregning) ser udelukkende livet som en forberedelse til døden. For ham er livet i sig selv meningsløst, og døden skal vælges i skikkelse af selvmordet, når man ikke længere kan bidrage til livet med sin fornuft og visdom.