Strejkenormering kan blive hverdag, hvis sygeplejerskers vilkår ikke forbedres

Den første uge er gået, siden vi sygeplejersker varslede konflikt.

Alle har en holdning til vores strejke. Men debatten mangler at tage stilling til, hvordan det mon kommer til at se ud i fremtiden, når vi får endnu flere ubesatte stillinger på grund af generel sygeplejerskemangel?

Selvom det i disse dage er en ekstraordinær krise for det danske sundhedsvæsen, hvor manglen på cirka 5.000 udtagne sygeplejersker tydeligt mærkes, og arbejdsgiverne desperat prøver få det til at hænge sammen, bør politikerne følge meget nøje med, da det desværre kan blive en realitet for alle os danskere, hvis vi ikke snart vågner op.

Danmark risikerer nemlig at køre på strejkenormeringer i hverdagen, hvis vi ikke forbedrer vilkårene for sygeplejerskerne, så vi både kan rekruttere, men også fastholde dem. Og det gælder allerede om et par år.

Man har allerede nu fastslået, at vi mangler sygeplejersker og i 2025 kommer til at mangle cirka 6.423 sygeplejersker. Altså et tal, der faktisk er højere end det, der er udtaget til strejke i den første uge.

Men selvom det kun var cirka 5.000 sygeplejersker, Dansk Sygeplejeråd udtog, har nogle arbejdsgivere allerede på første uge desperat bedt om undtagelse, da de i forvejen har en normering, der nærmest svarer til et nødberedskab eller ikke tilstrækkeligt nok for at kunne respektere sygeplejerskernes ret til at strejke.

Manglen på sygeplejersker er stor, og hvis man ovenikøbet medregner en undersøgelse, som konkluderer, at seks ud af ti sygeplejersker overvejer at forlade faget, samt at ledigheden blandt sygeplejersker aktuelt er under 0,5 procent, bør vi slet ikke risikere at lukke øjnene for den tikkende bombe i sundhedsvæsnet.

En strejke gør ikke vores fag attraktivt. Den udstiller bare, hvor dårlige arbejdsgiverne og politikerne har været til at værdsætte kritiske funktioner, og det vil modarbejde samfundets interesse i at få endnu flere sygeplejersker.

Harun Demirtas
Kommentarskribent

Når sygeplejersker i moderne tider som 2021 strejker, og arbejdsgiverne kaster bolden til hele fagbevægelsen og beskylder dem for, at sygeplejerskerne ikke kunne få mere end de cirka fem procent, må vi gøre dem opmærksom på, at det generelle vilkår for, hvordan arbejdet kan udføres, og indenfor hvilke rammer syge mennesker behandles, er arbejdsgivernes ansvar. Og det skal de tage på sig. Men politikerne skal også gøre noget.

Løn og arbejdsvilkår er nødt til at afspejle ens kompetencer og det vigtige ansvarsområde, man står med. Og det gør den desværre ikke.

Det er derfor, sygeplejerskerne strejker, og dette har politikerne og arbejdsgiverne rige muligheder for at standse, hvis de har lyst.

Det er arbejdsgiverne og politikerne, som skal sikre, at der er fagfolk, der kan tage sig af danskerne, når de bliver syge. Men midt i rekrutteringsproblemerne og generel mangel på sygeplejesker sidder arbejdsgivere og politikere på deres hænder. Det kommer til at koste samfundet endnu mere, hvis man ikke løser problemet.

En strejke gør ikke vores fag attraktivt. Den udstiller bare, hvor dårlige arbejdsgiverne og politikerne har været til at værdsætte kritiske funktioner, og det vil modarbejde samfundets interesse i at få endnu flere sygeplejersker.

Derfor er alle danskere, men specielt politikerne og ansvarlige fra regeringen, nødt til at forstå, at det ikke nytter noget, at man øger optagelserne på sygeplejeuddannelsen og tro, at det løser problemet, når man på den anden side signalerer, at uddannelsen slet ikke kan betale sig, når man faktisk ikke lønner dem efter kompetencer og vigtigheden af deres funktion, men blot efter deres køn. 

Dette håber jeg, især vores statsminister Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forstår.

Det handler ikke kun om sygeplejersker. Det handler om, om hele sundhedsvæsnet kommer til at køre med strejkeberedskaber om nogle år. Er det virkelig det, der er deres ambition for det danske sundhedsvæsen?