Tæt løb om færøske folketingspladser

VALG: Kampen om Færøernes to pladser i Folketinget står mellem fire partier, der også skal kæmpe med overhovedet at trække færingerne til stemmeurnerne.

Foto: Kimberley Coole
Andreas Krog

Mens valgkampen frem mod folketingsvalget 5. juni har stået på i Danmark i mere end to uger, så er den først nu for alvor ved at starte på Færøerne, hvor de fire største partier kæmper intenst om øgruppens to pladser i Folketinget.

Det venstreorienterede løsrivelsesparti Tjóðveldi og det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin kæmper for at holde fast i deres folketingspladser og er oppe imod de to borgerlige partier Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin.

Den politiske kommentator Arni Gregersen er ikke i tvivl om, at løbet bliver tæt.

”Det er meget svært at spå om, hvem får de to pladser, fordi de fleste regner med et tæt løb,” siger Arni Gregersen. 

Rimeligt forskellige
Tjóðveldi vil først efter valget beslutte, hvem de peger på som statsminister. Javnaðarflokkurin støtter Mette Frederiksen, mens Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin støtter Lars Løkke Rasmussen.

De to partier har gennem længere tid ført i meningsmålingerne med ganske få procentpoint. Men målingerne har hovedsageligt handlet om hvad færingerne vil stemme til det lagtingsvalg, som skal afholdes inden 31. august i år. Og valgresultaterne til lagtingsvalg og folketingsvalg er ofte rimeligt forskellige. Det skyldes blandt andet, at vælgerne ved folketingsvalgene har en tendens til i højere grad at stemme på de fire store partier, som har en realistisk chance for at få kandidater valgt til de to færøske pladser.

Som en konsekvens af det har partiet Miðflokkurin da også valgt ikke at opstille kandidater til folketingsvalget. Partiet fik omkring ni procent af stemmerne ved det seneste lagtingsvalg i 2015. Mange af de vælgere stemmer i stedet på et af de fire store partier. Og det vil give et andet valgresultat end resultatet ved lagtingsvalget.

Der er ikke lavet nogen meningsmålinger på Færøerne, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev valget 7. maj. 

Gået på sommerferie
Folketingsvalget fylder ikke meget i den offentlige debat på Færøerne, hvor 66,2 stemte ved folketingsvalget i 2015. Det er knap 20 procentpoint under valgdeltagelsen i Danmark. Ved valgene til det færøske lagting stemmer knap 80 procent af de stemmeberettigede færinger.

0:000:00