Anmeldelse af 

Trier Mogensen: Retsstaten smuldrer under tidens Facebook-politikere

ANMELDELSE: Tidens politikere har glemt de mest basale retsprincipper om at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra staten, lyder den velargumenterede advarsel i ny bog af Preben Wilhjelm, der her anmeldes af Lars Trier Mogensen. 

Med sin underspillede kritik skriver Preben Wilhjelms sig ind på pensum hos de politikere, der i dag er ved at ødsle retstatens fundament bort, skriver Lars Trier Mogensen.
Med sin underspillede kritik skriver Preben Wilhjelms sig ind på pensum hos de politikere, der i dag er ved at ødsle retstatens fundament bort, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lars Trier Mogensen 

Af Lars Trier Mogensen
Radiovært og politisk kommentator

Han er for klog til at male fanden på væggen. Han nøjes med at skrive et varsel.

Som en snedig debattør kaster han hele vores aktuelle retspolitik op i luften, trækker trådene tilbage til dengang, hvor politikerne havde stolthed og integritet til at stå fast på universelle værdier, også når det bestemt ikke er opportunt, og lader så det hele brase sammen om ørerne på alle de folketingspolitikere og andre ærgerrige magtmennesker, som i dag med stort udbytte vil kunne læse bogen.  

Lars Trier Mogensen
Radiovært og politisk kommentator

Det mangeårige medlem af Folketinget for Venstresocialisterne (1975-84), senere lic.jur. i retsvidenskab og chef for DR’s Dokumentargruppe Preben Wilhjelm er dybt bekymret for den retspolitiske udvikling i Danmark.

Han forfalder dog ikke til dommedagsscenarier i sin nye bog "Kampen for retsstaten".

Og heri ligger bogens koldblodige styrke.

Spejlet til fortiden
Bagtæppet for bogen er den stadige stigning i ransagninger, elektronisk overvågning, varetægtsfængslinger, isolationsfængsling og svækkelsen af sigtedes retsstilling.

Han nævner udviklingen i Putins Rusland og Erdogans Tyrkiet, men trækker ikke platte paralleller. Selve indholdet tager i stedet form af en omhyggelig, historisk gennemgang af, hvordan retsstaten i perioden efter systemskiftet i 1901 udviklede sig til at blive så robust, at selv ikke dagens politikere for alvor kan rokke fundamentet.

Wilhjelm har været dybt nede i datidens debatter, og næsten som en dyrefabel bruger han fortiden som et spejlbillede på nutiden.

Han lader den kompromisløshed og nidkærhed, der blev udvist for retsstatens principper for mere end 100 år siden, stå som en påmindelse om, hvor larmende tavs debatten reelt er i dag, selv når organisationer og foreninger advarer i høringssvar efter høringssvar om nye udhulinger af retsgarantier.  

Den afgørende indikator
For folk, der bedst kender Preben Wilhjelm som én af den danske venstrefløjs bedste agitatorer gennem tiden, eksempelvis fra den tidligere bestseller "Krisen og den udeblevne systemkritik", vil det måske umiddelbart overraske, at han selv ser retsstaten som den livgivende komponent i et frit, demokratisk samfund:

”Retssikkerheden står for mig som den helt afgørende indikator for, om et samfund er acceptabelt eller ej. Det økonomiske system kan være forskelligt – og jeg har mine præferencer. Men over disse forskelle står retssikkerheden, dvs. hvordan det enkelte menneske er beskyttet mod overgreb og vilkårlighed fra statens side, hvordan mindretal er beskyttet mod overgreb eller vilkårlighed fra majoriteten.”

For folk, der har fulgt Wilhjelms årelange politiske kamp, vil det imidlertid ikke undre, at ledetråden for den 83-årige atomfysiker vitterligt har været modstand mod enhver form for vilkårlig magtfuldkommenhed – i hvert fald siden han brød ud af DKP, var med til at stifte SF og senere i 1967 det antiautoritære parti Venstresocialisterne.

Arven er misligeholdt
Wilhjelm understreger, at Danmark i dag ”kan rose sig af at være en retsstat”, og hævder på ingen måde, at alting er i opløsning, men tilføjer spydigt: ”Hos os er spørgsmålet snarere, hvordan vi forvalter denne retskulturelle arv.”

Og svaret er lige så trodsigt, som det er nedslående: Nutidens politikere ikke bare forvalter arven jammerligt, men synes efterhånden helt at have glemt, hvad grundidéerne med retsstaten overhovedet er.

Hvis man forventer billige pointer og råbende ramasjang i stilen fra debat på sociale medier, bliver man hurtigt overrasket.

Positivt overrasket, for Preben Wilhjelm har skrevet noget så klassisk og sjældent som en besindig bog om baggrunden for, at et flertal i Folketinget er i gang med at kaste vrag på de stolte, tværpolitiske principper om blandt andet at lade enhver rimelig tvivl komme den tiltalte til gode, at ingen kan straffes uden om, og om at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra staten.

Underspillet – som kun en dreven og velbevandret debattør formår – udstiller han en klar kontrast mellem på den ene side nutidens principløse karrierepolitikere og på den anden side en lille gruppe karakterfaste frihedshelte, der for præcis 100 år siden fik gennemtrumfet den første retsplejereform tilbage i 1919.

Det retspolitiske skred
Preben Wilhjelm er søgt tilbage i historien for at vise, at vores trods alt slidstærke retsstat, der i dag præger Danmark, ikke er de levendes fortjeneste, men alene skyldes datidens hædersmænd, som for en stor dels vedkommende selv prøvede på egen krop at blive udsat for forfølgelse og vilkårligheden under provisorietiden.

Erfaringen som politisk forfulgte – og dermed bevidstheden om værdien af beskyttelse mod overgreb fra staten – mangler nutidens politikere, og heri ligger én af bogens få forsøg på forklaringer på det retspolitiske skred.

Magthaverne forstår ikke længere, at alle kan risikere at blive udsat for overgreb, hvis vindene vender, og hvis først man begynder at sjakre med retsprincipperne.  

Preben Wilhjelm ender ligefrem med at gøre en dyd ud af ikke at ville forklare, hvorfor retsprincipperne er faldet i værdi. Han nøjes med at beskrive fortiden. Og dét fremstår umiddelbart som den største svaghed i "Kampen for retsstaten".

Bogen stopper desværre, lige netop når sløjfen til nutiden skal bindes, og Wilhjelm forsømmer dermed at forløse hele den spænding, som han har bygget op.

Nådestødet mangler
Han slutter med at konstatere, at forklaringer kan virke lammende: ”Forklaringer bliver til undskyldninger.”

Men kan Wilhjelm siges at svigte læseren, for man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han – også – ville kunne levere en, ja, lammende analyse af, hvorfor nutidens politikere lader retsstaten undergrave med skridtvise svækkelser af den enkeltes stilling over for magthavere, som giver sig selv mere og mere vidtgående beføjelser.

Når man ved, hvor polemisk og spiddende han kan skrive, sidder man tilbage og savner et sidste svirp. Nådestødet mangler.

Og så alligevel ikke. Wilhjelm satser tydeligvis på, at læseren kan tænke selv. At han ikke behøver at skære pointerne ud i pap.

Han efterlever dermed grundlæggeren af dagbladet Information Børge Outzes berømte ord om, at ”bedre end at slå på en mand er det at kaste ham op i luften, så han falder ned og slår sig selv”.

På skuldrene af giganter
Som en snedig debattør kaster han hele vores aktuelle retspolitik op i luften, trækker trådene tilbage til dengang, hvor politikerne havde stolthed og integritet til at stå fast på universelle værdier, også når det bestemt ikke er opportunt, og lader så det hele brase sammen om ørerne på alle de folketingspolitikere og andre ærgerrige magtmennesker, som i dag med stort udbytte vil kunne læse bogen.

I mere end én forstand udstiller Wilhjelm derved, at moderne Facebook-politikere står på skuldrene af større ånder og langt mere betydningsfulde demokrater fra en svunden tid.

Preben Wilhjelm: ‘Kampen for retsstaten’, Lindhardt og Ringhof, 176 sider. Udkom 10. december. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Preben Wilhjelm

Forfatter, fhv. MF (VS), fhv. chef for DRs dokumentargruppe (1991-95), medsifter af SF (1958)
cand.mag. (Københavns Uni. 1964), lic.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00