Tyskland-kendere: Delstaterne sætter grænser for den tyske regerings magt

Få ting kan skabe problemer for en regering på Christiansborg som kritiske meldinger fra stærke borgmestre i baglandet.

Men et blik mod vores tyske naboer mod syd sætter det hele lidt i perspektiv: Et par kritiske borgmestre er det rene vand mod den stærke stemme (og modstand), der ofte kommer fra markante delstatsministerpræsidenter. De kan give hovedpine på et helt andet niveau til forbundsregeringen i Berlin og spænde ben for ethvert politisk projekt.

Fakta på plads: Tyskland består af 16 delstater, der er et resultat af det historiske kludetæppe af småstater, som i forfatningen efter Anden Verdenskrig officielt – og belært af erfaring – blev del af et værn mod en for stærk national stat.

Et blik mod vores tyske naboer mod syd sætter det hele lidt i perspektiv: Et par kritiske borgmestre er det rene vand mod den stærke stemme (og modstand), der ofte kommer fra markante delstatsministerpræsidenter

Anne Sina og Nora Sina
Politisk konsulent og statskundskabsstuderende

Hver især af de 16 delstater har et delstatsparlament, en delstatsregering og en ministerpræsident. På føderalt niveau har delstaterne deres eget kammer i parlamentet og har stemmeret til omkring 60 procent af lovforslagene i Berlin. Derudover vedtager delstaternes parlamenter både egne love og skal implementere lovene, der vedtages i Berlin.  

På trods af at det lyder forholdsvis simpelt, så er virkeligheden kompleks: Man må på ingen måde undervurdere den afsindigt store magt, som delstaterne og delstatsvalg har på tysk politik – se nu bare på det netop afholdte valg i Sachsen-Anhalt og den medvind, som det gav CDU og kanslerkandidaten Armin Laschet i ræset om at blive den næste kansler.

Svært at lægge en fælles linje
Et godt eksempel på de udfordringer, som Tysklands føderale system medfører, gemmer der sig bag det charmerende begreb "Bundesnotbremse".

Det dækker over en ny national lov, der blev vedtaget i april i år. Den skal sikre noget så simpelt som fælles regler i forbindelse med nedlukning og inddæmning af coronaepidemien i Tyskland på tværs af landet.

I månedsvis forinden havde ministerpræsidenterne fået én ting at vide på møder med kansler Angela Merkel og regeringen i Berlin, og så ellers implementeres det hele, det halve eller ingenting i deres delstater bagefter.

Det resulterede i forskellige regler for nedlukning af skoler, forskellige regler for test, forskellige åbningstider for barer og restauranter og meget andet, alt afhængigt af hvor i landet man befandt sig. Til tyskernes store frustration.

Derfor blev den nationale nødbremse trukket og delstaternes særregler trumfet. Og i den offentlige debat rejste spørgsmålet sig, om den tyske føderale model mon var ved at dø en langsom død.

Regeringen og delstaterne har forskellige ansvarsområder
Konkret har de 16 delstater ansvaret for så centrale politikområder som uddannelse, politiet, kultur- og medieområdet, og – som forløbet omkring "Bundesnotbremse" bærer præg af – store dele af sundhedsområdet.

Kansleren og forbundsregeringen i Berlin har derimod ansvaret for forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitikken samt for eksempelvis regler vedrørende offentlige ydelser og overordnede socialpolitiske tiltag.

Uanset hvem der bliver kansler i Berlin 26. september, så kommer vedkommende til at have sit at se til for at sikre et godt samarbejde med landets 16 delstater og deres ministerpræsidenter

Anne Sina og Nora Sina
Politisk konsulent og statskundskabsstuderende

Og så er der i øvrigt en hel del emner, som regeringen i Berlin og delstatsregeringerne ikke helt er enige om arbejds- og ansvarsfordelingen inden for, hvilket ikke nødvendigvis bidrager til smidige politiske beslutningsprocesser. Det er emner som klima- og miljøpolitik, transportområdet, erhvervsområdet og åbenbart håndteringen af en pandemi.

En stor opgave ligger foran den nye kansler
I de seneste år er der dog en tendens til, at Berlin trumfer. Kritikken lyder, at der sker en stille byttehandel med mere magt til delstaternes kammer i parlamentet for mindre magt til delstatsregeringerne lokalt.

Hvorvidt det er en sund udvikling eller ej, er svært at svare entydigt på, men blandt andet på det digitale område og uddannelsesområdet er det tydeligt, at Tyskland halter bagud – og her kan den traditionelle ansvarsfordeling mellem forbundsregeringen og delstaterne være en del af forklaringen.

Uanset hvem der bliver kansler i Berlin 26. september, så kommer vedkommende til at have sit at se til for at sikre et godt samarbejde med landets 16 delstater og deres ministerpræsidenter.

Med Markus Söder (CSU), der mageligt fra Bayern kommer til at kritisere enhver ny kansler med et strejf af bitterhed, og stærke socialdemokratiske ministerpræsidenter som Manuela Schwesig i Mecklenburg-Vorpommern, der også bruger platformen til at køre sig selv i stilling internt i partiet, bliver det svært.

Men uden dem kommer man ikke langt, hvis man vil have noget som helst gennemført i tysk politik.