Debat

V-borgmester: Et København uden parallelsamfund kommer ikke af sig selv

REPLIK: Venstre har gjort det, som den Enhedslisten-støttede socialdemokratiske regering burde have gjort i sidste valgperiode: præsenteret en ambitiøs og visionær plan for at gøre op med parallelsamfund, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Venstre har kastet sig ind i at kæmpe den frihedskamp, som børnene i de udsatte områder ikke kan kæmpe selv, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Venstre har kastet sig ind i at kæmpe den frihedskamp, som børnene i de udsatte områder ikke kan kæmpe selv, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).Foto: Pressefoto/ Københavns Kommune
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Mens Ninna Hedeager Olsen har kastet sig ud i et indædt forsvar for retten til at lade ghettoerne passe deres sociale problemer, kriminaliteten, utrygheden og arbejdsløsheden i fred, så vil jeg i al stilfærdighed minde borgmesteren om en artikel i Berlingske forleden.

40 procent indvandrerbørn i Danmark har ingen forældre i arbejde
Det var nemlig ganske skræmmende. Den viser, at 40 procent indvandrerbørn i Danmark ikke har nogen forældre i arbejde.

Der er en stor del af dem, der bor i de udsatte boligområder, og for dem er det en ligeså naturlig del af livet, at både mor og far går hjemme, som det er, at solen står op om morgenen. 

En ny virkelighed kræver nye løsninger, og jeg ville ønske, at vi kunne rejse os fra de ideologiske skyttegrave og for alvor arbejde sammen om at fremtidssikre København.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københanvs Kommune

Det kræver nok ikke en professoruddannelse at tænke sig til, at den armod, som arbejdsløshed skaber, går i arv. Generation efter generation.

Børn spejler sig i deres forældre og lærer både gode og dårlige ting.

Det er lige præcis de børn, som Venstre kæmper for med en ghettoplan, der ikke er en ideologisk krig, men en ideologisk frihedskamp.

Ingen børn skal vokse op i et parallelsamfund, hvor arbejdsløshed er normalen, den sociale kontrol er allestedsnærværende, og kriminaliteten lurer rundt om hjørnet.

Alle børn fortjener retten til at vokse op i en blandet by med nogle sunde demokratiske kerneværdier og nogle livsbekræftende fællesskaber.

Vi skal hæve ambitionsniveauet
Det kommer ikke af sig selv. Det har historien lært os.

Og selvom jeg har den dybeste respekt for, at Ninna Hedeager inderligt tror på, at al ting nok skal blive bedre, hvis vi bare gør, som vi har gjort de sidste 20 år, så er situationens alvor et håndgribeligt og uomtvisteligt bevis på det modsatte.

Vi skal mere. Vi skal hæve ambitionsniveauet. Vi skal turde tro på, at vi ikke behøver at finde os i, at der findes parallelsamfund, hvor børn ikke får chancen for at være den bedste udgave af sig selv.

En ny virkelighed kræver nye løsninger, og jeg ville ønske, at vi kunne rejse os fra de ideologiske skyttegrave og for alvor arbejde sammen om at fremtidssikre København.

For børnenes skyld, for deres udvikling og for det fællesskab, som de skal skabe.

Jeg synes det ville være på sin plads, hvis Ninna Hedeager, som paradoksalt nok klager over manglende handling fra regeringen, ville anerkende og bakke op om den mest ambitiøse og visionære plan for at gøre op med parallelsamfund, som en regering nogensinde har præsenteret.

Venstre har gjort det, som den Enhedslisten-støttede socialdemokratiske regering burde have gjort i sidste valgperiode, og som man endda burde have taget fat på i 90’erne.

Lad os ikke henfalde til pseudo-diskussioner
I min optik er det her heller ikke tiden til, at vi skal henfalde til de her pseudo-diskussioner og klassiske skræmmebilleder om, at Venstre er de her gribbe, der prioriterer skattelettelser, parkeringspladser og erhvervsliv over alt andet.

Venstre har turdet tage fat på for alvor at kæmpe for de udsatte boligområder med en plan, der er langt mere ambitiøs end nogensinde før.

Venstre har kastet sig ind i at kæmpe den frihedskamp, som børnene i de udsatte områder ikke kan kæmpe selv.

Lad os nu stå sammen. Lad os tro på hinanden. Lad os skabe det København og det Danmark uden parallelsamfund, som vi alle fortjener.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00