Velfærdsstaten er på en uundgåelig kurs mod afgrunden

Flere og flere danskere tilkøber private velfærdstilbud. Så måske tiden er moden til at kaste den offentlige sektors planøkonomiske principper på møddingen og omsider tage et opgør med statsmonopolets utilstrækkelige serviceydelser, skriver Mads Strange.

Der er næppe mange, der kan lægge hånden på hjertet og sige, at de i dag oplever en bedre service fra det offentlige, end de fik for tre år siden, skriver Mads Strange. — Der er næppe mange, der kan lægge hånden på hjertet og sige, at de i dag oplever en bedre service fra det offentlige, end de fik for tre år siden, skriver Mads Strange.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I år 1840 stødte den franske aristokrat, filosof og diplomat, Alexis de Tocqueville, på et interessant fænomen, der i dag kaldes for ’Tocquevilles paradoks’.

Den franske statsmand havde nemlig identificeret en kontraintuitiv tendens til, at borgernes frustrationer blev forøget i takt med, at samfundets sociale forhold og muligheder blev forbedret.

De Tocquevilles profetiske observation passer som fod i hose til at beskrive den situation, den danske velfærdsstat anno 2023 befinder sig i.

For i takt med at vi som samfund er blevet rigere og rigere, er borgernes forventninger til kvaliteten i de offentlige serviceydelser naturligvis også steget.

Problemet er, at vi poster penge i et system, der er dømt til at fejle
Mads Strange

Problemet er blot, at serviceniveauet i den offentlige sektor halter gevaldigt bagefter. Men det burde ikke komme som en overraskelse.

For præcis som når private selskaber opererer på monopollignende vilkår, fører det selvfølgelig også til højere priser og dårligere ydelser, når det offentlige statsmonopol leverer velfærd på et marked, der ikke er konkurrenceudsat.

Netop derfor dukker der med jævne mellemrum nye historier op i dagspressen om, at de ældre på plejehjemmene kun får ét enkelt bad om ugen, at ventelisterne til hospitalet bliver tiltagende længere, og at hver femte barn forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne.

Når det løbende pibler frem med historier som disse, er automatreaktionen fra venstrefløjen ofte en variant af det velkendte refræn om, at problemerne kan spores tilbage til ”årtiers nedskæringspolitik”, og at vi bare skal sende flere penge.

Men kaster man et blik på tallene, klinger argumenterne hult. I løbet af de seneste tre år er der eksempelvis blevet ansat svimlende 40.000 flere offentligt ansatte, herunder 10.500 til administration.

Men der er næppe mange danskere, der kan lægge hånden på hjertet og sige, at de i dag oplever en bedre service fra det offentlige, end de fik for tre år siden.

For faktum er nemlig, at vi betaler et af verdens højeste skattetryk til en af verdens dyreste offentlige sektorer, men at vi langt fra får noget, der bare tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.

Læs også

Poul Madsen: Statsministerens Nato-kandidatur svækker regeringen

Kommentar

Problemet er altså ikke, at den offentlige sektor mangler endnu flere penge. Problemet er, at vi poster penge i et system, der er dømt til at fejle på grund af den måde, det er indrettet på.

Når en frisørsalon, et advokatkontor eller en håndværkerbiks ikke formår at levere tilstrækkeligt gode serviceydelser, har forbrugerne muligheden for at stemme med fødderne ved at vælge en anden leverandør.

Markedskræfterne vil således lade disse selskaber gå konkurs, og de tilbageværende konkurrenter har et incitament til løbende at forbedre deres produktivitet og udvikle nye løsninger, så de kan levere bedre ydelser til lavere priser.

Men når statens velfærdsmonopoler ikke leverer ordentligt service til rimelige priser, får det aldrig nogle konsekvenser, eftersom statskassen er så godt som uudtømmelig og ydelserne ikke er konkurrenceudsat.

For i den socialdemokratiske velfærdsstat er der altid en syndflod af politikere, der står i kø for at overbyde hinanden med løfter om at indkræve højere skatter, så man kan pumpe endnu flere penge i statens dårligt drevne velfærdsmonopoler, som dermed aldrig får et incitament til at levere en bedre service.

Noget tyder på, at velfærdsstaten, som vi kender den, synger på sidste vers
Mads Strange

Selvom denne erkendelse endnu ikke har vundet genklang hos hovedparten af landets folkevalgte, synes mange af danskerne alligevel at have set skriften på væggen.

Alene i løbet af det seneste år er der eksempelvis 400.000 danskere, der har valgt at tilkøbe en privat sundhedsforsikring. Mens blot 300.000 danskere havde en sundhedsforsikring for tyve år siden, er selvsamme tal altså steget til 2,7 millioner i dag.

Og sundhedsforsikringerne er ikke en enlig svale. De seneste 20 år er de årlige indbetalinger til private arbejdsmarkedspensioner eksempelvis eksploderet fra 50 til 130 milliarder kroner fordelt på hele 2,5 millioner danskere.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Flere og flere danskere tilkøber private velfærdstilbud, fordi det offentliges serviceniveau er for lavt.

Læs også

Ellemann har meldt sin retur til Christiansborg. Alligevel ser vejen tilbage ikke så oplagt ud

Kommentar

Noget tyder altså på, at velfærdsstaten, som vi kender den, synger på sidste vers. Og gudskelov for det. For det vigtige bør aldrig være, hvem der skal levere velfærdsydelserne.

Det vigtige er, at danskerne får de bedst mulige velfærdsydelser til de lavest mulige priser.

Så måske tiden er moden til at kaste den offentlige sektors planøkonomiske principper på møddingen og omsider tage et opgør med statsmonopolets utilstrækkelige serviceydelser?

Politik har aldrig været vigtigere