Venstre-politiker: Lars Løkke er ikke en holdspiller

Af Stig Leerbeck (V)
Byrådsmedlem, Varde Kommune

For en, som har fulgt VU'eren og Venstre-manden Lars Løkke Rasmussen, lige siden han trådte ind på scenen som meget ung VU'er, kan det være fristende at tilegne mandens seneste handlinger superlativer, der rimer på forræderi.

Man kan blive lidt stram i ansigtet, når man som politisk fodsoldat har lagt stor energi i at støtte op om både partiet og personen, som nu efter en tur over Atlanten har realiseret sig selv, raffineret sin excentricitet og valgt enegangen ud af partiets bagdør.

Men det er et forenklet billede. Lars Løkke er en ualmindeligt begavet politiker. Som andre begavede mennesker ser han udfordringer, muligheder og løsninger længe, før vi andre.

Og jeg tror ærligt talt, at det tærer på hans tålmodighed at skulle forklare almindeligt dødelige tykpander, hvorfor verden hænger sammen, som den gør, og ikke mindst føre uendelige diskussioner om de løsninger, der for ham står lige så klart som snefnug på en krystalklar frosthimmel.

Spurgte ikke mange til råds
At det ikke var kernetropperne forundt at skulle have al ting forklaret, men blot parere ordre, stod lysende klart, da en sundhedsreform med nedlæggelse af regionerne blev introduceret.

Udsigten til en ny tur, hvor kun chaufføren kender vejen, og ingen andre bliver spurgt eller knap nok bemærket, vil utvivlsomt holde en del profiler og mulige medchauffører tilbage

Stig Leerbeck (V)
Byrådsmedlem, Varde Kommune

Analysen var lige så skarp, som konsekvensen var logisk. Men hvor det med kommunalreformen var lykkedes at overtale det daværende kommunale Venstre til at acceptere den største omkalfatring af det danske samfund i nyere tid, faldt afviklingen af regionerne ynkeligt til jorden sammen med regeringsmagten.

Forskellen fra 2007 til 2019 var sandsynligvis, at en indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blev ledet og korrigeret af den langt mere pragmatisk tænkende statsminister Anders Fogh Rasmussen, medens forslaget om afvikling af regionerne blev udtænkt og leveret af en statsminister, der ikke følte anledning til at spørge ret mange andre til råds.

Kernetropperne klamrede sig til stroppen
Oplevelsen for Venstres kernetropper af at være stående passagerer klamrende sig til en strop i en temmelig hurtigt kørende og noget slingrende bus blev understreget, da chaufføren, alias partiformand Lars Løkke, meldte ud, at kursen nu var ændret fra et borgerligt sammenrend til en centrum-venstre-højre alliance eller samlingsregering med Venstre og Socialdemokratiet som primær akse.

Analysen var, at indvandrerpolitik ikke mere var brugbar valuta i den politiske købmandsbutik, og at de ansvarlige partier burde frigøre sig fra yderfløjene for at styre Danmark sikkert igennem en international flodbølge af nationalkonservativ trumpisme på den ene side og en venstrefløj gennemsyret af gammelmarxistisk tankegods på den anden.

Det var og er en korrekt analyse, men den manglende tålmodighed til at lade analysen bundfælle sig i Venstres bagland skabte forvirring. Når kort og terræn ikke passer sammen, må man rette ind efter terrænet.

Men i et stort, medlemsstyret parti bliver man nødt til at forklare kursen undervejs. Det havde Lars Løkke ikke tid til, og det har næppe virket fremmende for hans chancer for at overleve det kongemordsforsøg, som en flok konspiratorer faktisk lykkedes med senere samme år.