Debat

Vermund: Nyt 37-timers krav bliver dyrt, bureaukratisk og klienteliserende

DEBAT: Regeringens nye krav til arbejdsløse indvandrere kradser kun i problemernes overflade. Integration skal ikke være en offentlig opgave, skriver Nye Borgerliges formand.

"Nye Borgerlige vil anbefale Socialdemokratiet at løse opgaven fuldt og helt – ikke stykkevist og delt - som Ibsen skriver i Peer Gynt," skriver Pernille Vermund.
"Nye Borgerlige vil anbefale Socialdemokratiet at løse opgaven fuldt og helt – ikke stykkevist og delt - som Ibsen skriver i Peer Gynt," skriver Pernille Vermund.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udlændinge skal altid forsørge sig selv. Det må være udgangspunktet.

At regeringen nu foreslår at indføre et krav om 37 ugentlige timer med aktivitet - af en eller anden art - som betingelse for at modtage offentlig forsørgelse er et skridt i den rigtige retning. Men det løser ikke problemet fra bunden.

Jeg anerkender, at regeringen griber fat, hvor den skal. At give kontanthjælp til udlændinge er en uskik, som ikke har ført noget godt med sig.

Tværtimod har en udstrækning af det offentlige forsørgelsessystem, så det gælder udlændinge, gjort stor og næsten uoprettelig skade på det danske samfund.

Fakta

Temadebat: Større krav til indvandrere på offentlig forsørgelse?

Nytilkomne og indvandrere med et stort integrationsbehov, der er på integrationsydelse eller kontanthjælp, skal deltage i 37 timers aktivering om ugen, hvis det ikke skal gå udover pengepungen.

Det mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og integrationsminister Matias Tesfaye (S).

Konkret foreslår regeringen, at indvandrere skal deltage i enten praktik, nyttejobs eller kurser på fuld tid. Ellers ryger ydelsen.

Ifølge regeringen skal Folketingets partier forholde sig til en ny model inden sommerferien. Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job. I dag står hver tredje indvandrer med ikke-vestlig baggrund nemlig udenfor arbejdsmarkedet.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Vil et nyt 37-timerskrav løse problemet? Hvorfor skal reglerne ikke gælde for alle uanset oprindelse? Hvordan får vi flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet? Er det overhovedet realistisk at sikre 37 timers aktivering til alle på et arbejdsmarked, der i forvejen er hårdt presset af corona-krisen? Og hvordan hænger strammere krav til ledige indvandrere sammen med regeringen og støttepartiernes fælles ambition om at gøre livet på kontanthjælp mindre presset for børnefamilier?

Panelet består af:

Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Victoria Velasquez (EL), beskæftigelsesordfører

Pernille Vermund (NB), beskæftigelsesordfører

Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører

Sikandar Siddique (FG), partileder

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), borgmester for Integration og Beskæftigelse i Københavns Kommune

Rasmus Brygger, Danmarks Videnscenter for Integration

Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i Rockwoolfonden

Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Iben Bolvig, VIVE

Charlotte Liebak Hansen, forskningschef i Væksthusets Forskningscenter

Søren Heissel, forbundssekretær i 3F

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nyde uden at yde
Alt for mange udlændinge står i dag uden for arbejdsmarkedet og bidrager hverken til deres egen forsørgelse eller samfundets fælleskasse. De bliver fra dag et i Danmark klienter i velfærdsstaten, og de lærer derfor meget hurtigt, at i Danmark kan man kan nyde uden at yde.

Denne adgang til danskernes penge tiltrækker så endnu flere udlændinge, som ikke kommer hertil for at bidrage til det danske samfund, men for at nyde frugterne af et gavmildt skattefinansieret system.

Det er den tilrejsendes eget ansvar at integrere sig i det danske samfund. Altså at finde sig et arbejde, lære sproget, tilegne sig normerne, overholde lovene og leve blandt os andre uden at skabe problemer.

Pernille Vermund
Formand for Nye Borgerlige

Det nedbryder tilliden til velfærdssamfundet. Det velfærdssamfund, som vi har skabt i Danmark, fordi vi gerne vil tage os af vores egne.

Andre danskere, som kommer galt afsted, mister deres arbejde, kommer ud for en ulykke eller af andre grunde i en periode – og nogle varigt – ikke kan forsørge sig selv.

Læs også

Borgerlig solidaritet
Jeg ynder at kalde denne villighed til at hjælpe hinanden i Danmark for den borgerlige solidaritet. Danskere, som på tværs af geografi, social status og andre forskelligheder hører sammen i et nationalt værdifællesskab, kerer sig om hinanden og tager ansvar for hinanden.

Den tillid mellem danskerne bliver langsomt men sikkert nedbrudt, når solidariteten skal strækkes længere, end værdifællesskabet rækker. Den borgerlige solidaritet er værdifuld. Den skal vi ikke spille hasard med.

Desuden koster det rigtig mange penge at inkludere udlændinge i vores danske fællesskab, hvor vi påtager os at forsørge dem, der ikke kan selv.

Alene offentlig forsørgelse til udlændinge løber op i nærheden af et tocifret milliardbeløb hvert år, og den fejlslagne udlændingepolitik belaster ifølge Finansministeriet de danske skatteydere med 33 milliarder kroner hvert år.

Det er uhyrlige summer, der opkræves i skat til dette formål. Penge, som danskerne kunne have brugt på sig selv og deres familier. Penge, som kunne have været investeret i privat produktion og været med til at øge væksten og gøre hele landet rigere.

Ikke en offentlig opgave
Jeg er glad for, at Socialdemokratiet har indset, at der skal tages et opgør med udlændingepolitikken – også på dette område.

Jeg er mindre glad for, at Socialdemokratiet, som det ser ud nu, er på vej med et forslag, som kun skraber i overfladen.

For en erkendelse af, at udlændinge skal og bør forsørge sig selv, må nødvendigvis følges af en anden erkendelse for at kunne give det ønskede resultat.

Socialdemokratiet mangler at erkende, at det ikke er en offentlig opgave at integrere udlændinge.

Det er den tilrejsendes eget ansvar at integrere sig i det danske samfund. Altså at finde sig et arbejde, lære sproget, tilegne sig normerne, overholde lovene og leve blandt os andre uden at skabe problemer.

Vil man ikke, eller kan man ikke det, skal man ikke have opholdstilladelse. Så må man tage et andet sted hen.

Fjerner ikke klient-stemplet i panden
Uden den erkendelse vil regeringens udspil resultere i endnu et virvar af integrationsprojekter. En myriade af konsulenter og velmenende sagsbehandlere vil blive sat til at opfinde aktivering, uddannelse, jobtræning, tilskudsordninger og hvad ved jeg for at løse opgaven.

Det bliver alt for dyrt. Det bliver alt for bureaukratisk. Men værst af alt. Det fjerner ikke klient-stemplet i panden på udlændingen. Kravet om at tage ansvar for egen integration vil ikke blive ikke udtalt – og det vil derfor heller ikke blive efterlevet.

Nye Borgerlige vil anbefale Socialdemokratiet at løse opgaven fuldt og helt – ikke stykkevist og delt - som Ibsen skriver i Peer Gynt.

1. Forlang, at udlændinge tager ansvar for egen integration. Drop idéen om, at det er en offentlig opgave at integrere udlændinge i Danmark.

2. Forlang, at alle udlændinge, der kommer her til landet, både kan og vil forsørge sig selv.

3. Forlang, at alle udlændinge - der allerede befinder sig her i landet - inden to år enten finder sig et arbejde eller skaber sig et arbejde. Kan de ikke det, inddrages deres opholdstilladelse.

4. Forlang, at alle udlændinge forsikrer sig mod arbejdsløshed, så de ikke ligger det offentlige til byrde, hvis de i en periode står uden arbejde.

5. Forlang, at alle udlændige, som ikke kan klare sig selv, rejser hjem til deres eget land.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

0:000:00