Sikandar Siddique: Indvandrere betaler prisen for Arnes pension

Man tager fra Aicha og giver til Arne. Man tager fra Muhammed og giver til McDonald’s. Man tager fra Frederikke og giver til Facebook.

Sikandar Siddique
Politisk leder i Frie Grønne

DF-light
Hvis regeringen virkelig vidste, at 37 timers aktivering virkede, og man købte ind på den samfundstænkning, som det er udtryk for, hvilket regeringen af uransagelige årsager gør, så burde man vel gøre det for alle de personer, der modtager kontanthjælp og integrationsydelse? Og ikke kun for dem, der har lige præcis den etnicitet, som regeringen har set sig sur på.

Regeringen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har indtil videre forsvaret sig med, at det omvendt ville være diskriminerende ikke at målrette tiltag til denne gruppe.

Det skal man vist være DF-light for at kunne se logikken i. Diskriminerende er det i hvert fald. Og ikke på det gode måde.

Der skrives i stedet et nyt kapitel i den triste historie om en regering, der igen og igen opdeler personer efter etnicitet – og som gør det, at have en bestemt etnicitet, til et selvstændigt problem, hvilket det selvfølgelig ikke er. Og hvilket en stat selvfølgelig ikke bør gøre.

Grundlæggende misforståelse
Jeg har derudover en stribe konkrete kritikpunkter af den ordning, som regeringen foreslår. Men dem vil jeg gemme til mit næste indlæg i denne debatserie, for jeg vil i dette indlæg i stedet fokusere på en langt bredere kritik af selve tænkningen bag regeringens forslag.

For dybest set handler de nye skrappe krav – tilmed målrettet en bestemt etnisk gruppe - om at øge arbejdsudbuddet, så man blandt andet kan sikre, at Arne og andre nedslidte kan komme tidligere på pension.

Jeg er enig i, at man selvfølgelig ikke skal tvinges til at arbejde, når man er nedslidt. Derfor støtter jeg også Arnes ret til tidligere pension. Men der er noget grundlæggende misforstået i, at man vil tvinge andre i aktivering for at andre kan arbejde mindre.

Spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden
Arbejdsudbudsreformer og den neoliberale samfundstænkning, som de er udtryk for, har plaget den politiske tænkning i de senere årtier. De har pint og plaget både udsatte, sårbare og helt almindelige danskere i et beskæftigelsessystem, der prioriterer tvang og kontrol over tillid og arbejdsglæde.

Hvorfor er det, at det igen og igen er de almindelige danskere, der skal holde for, mens storindustrien får skatterabatter? Og mens de multinationale selskaber helt slipper for at betale skat? Og mens minkavlerne belønnes med milliarder for at lukke deres tabsgivende og nødlidende erhverv?

I stedet spiller man befolkningsgrupper ud mod hinanden og tager penge fra nogen, der har brug for dem, og giver dem til andre, der også har brug for dem. Man lader den buldrende kapitalisme vinde.

Man tager fra Aicha og giver til Arne. Man tager fra Muhammed og giver til McDonald’s. Man tager fra Frederikke og giver til Facebook.

Økonomien vinder over borgerne
Se det er det grundlæggende problem. At økonomien igen og igen vinder over borgerne. At borgerne skal ofres for, at økonomien kan løbe rundt. I stedet for at bruge økonomien til at hjælpe borgerne.

Så det kan egentlig siges meget klart: Hvis Arne havde haft en anden etnicitet, så havde man ikke givet ham tidligere pension. Og hvis ”ikke-vestlige indvandrere” havde været vestlige, så havde man heller ikke foreslået de tiltag, man fra regeringens side gør nu.

Og ingen af dem havde fået en øre, hvis valget stod mellem at give milliardrabatter til erhvervslivet eller at hjælpe de almindelige borgere, som samfundet burde have som sin førsteprioritet. Det er i sandhed beskæmmende.