Vi er på vildspor, når vi ser på mistrivsel som noget, der bor i børnene

Giv dem rammer, så de kan være nærværende. Giv dem kompetencer, så de ved, hvordan de skal forstå børnenes signaler, og giv dem ressourcer til at samarbejde med forældre og andre fagprofessionelle om at skabe rammer, der svarer til børnenes behov.

Det er helt afgørende, at pædagogerne kan bidrage til, at flere børn bliver forstået og hjulpet i både hjemmet, dagtilbuddet og skolen. Ellers får vi aldrig bugt med den stigende mistrivsel.

Der kan være mange grunde til, at børn reagerer med uro og aggressiv adfærd. Børn er født med forskellige forudsætninger. Nogle vil reagere på forhold i omgivelserne, som andre ikke reagerer lige så kraftigt på.

Derudover bliver de mødt forskelligt og har forskellige vilkår for at udvikle sig. Rammer og krav har betydning for, hvordan det enkelte barn reagerer.

Vi skal sikre, at det pædagogiske personale har tid, overskud og viden til at reflektere over, hvilke følelser og behov, der ligger bag børns adfærd

Malene Angelo

Hvis Adam på fem år hver dag løber op og ned ad gangen i børnehaven og dasker hårdt til de børn, han passerer forbi. Er det så ham, der er noget galt med, eller er det rammerne, han er placeret i?

Ofte handler uro og aggressiv adfærd om utryghed. Børnene kan for eksempel være bange for at blive afvist og stå uden for fællesskaberne med de andre børn. Hvis ikke de bliver mødt af voksne, der forstår dem, kan de ende med at afvise voksnes forsøg på at drage omsorg for dem.

De kan blive usikre på, om de vil dem det godt. De slår måske fra sig eller løber væk, når man prøver at hjælpe. Det kan med god grund få forældre og pædagoger til at føle sig afmægtige.

Når et barn ikke får relevant støtte, kan vanskeligheder og fortvivlelse hos barn, forældre og voksne i dagtilbuddet vokse sig større. Hvis ikke det er muligt at få hjælp fra PPR eller andre tilbud i kommunen, kan de voksne overveje en psykiatrisk udredning. En diagnose øger nemlig barnets chancer for at få hjælp.

Men vi er på vildspor, når vi primært ser på mistrivsel som noget, der bor i børnene. Det gør mig ondt, at vi henviser et stigende antal børn til psykiatriske udredninger uden at kigge med kritiske øjne på de rammer, vi byder dem.

Vi skal med andre ord droppe fejlfinderkulturen. Alle børn skal opleve, at de voksne forstår dem – uden at de bliver problematiserede og gjort til ejere af de vanskeligheder, vi som samfund bidrager til at skabe.

Vi skal sikre, at det pædagogiske personale har tid, overskud og viden til at reflektere over, hvilke følelser og behov, der ligger bag børns adfærd. De skal kunne vise alle børn, at de forstår dem og kan hjælpe med det, der er svært. Det kræver et fælles fagligt sprog for omsorg, faglig opkvalificering og mulighed for supervision, når omsorgsopgaven er vanskelig.

Selvfølgelig skal vi arbejde systematisk med at sikre børns trivsel og udvikling. Vi skal også tilbyde særlig støtte og udredning til børn. Men færre børn vil have brug for det, hvis vi prioriterer at lytte til børnene og giver dem rammer, de kan trives i.