Vismænd advarer mod indgreb på boligmarkedet: "Der er god ræson i at have en lille smule is i maven"

Det er for tidligt at gribe ind over for de hastigt stigende boligpriser, advarer De Økonomiske Råd i ny rapport, hvor de dog opfordrer til fortsat at holde godt øje med prisudviklingen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

De seneste års hastigt stigende boligpriser har fået flere partier og boligøkonomer til at kræve prisdæmpende indgreb på boligmarkedet.

Også Nationalbanken har opfordret til, at det overvejes grundigt, om reglerne for bankernes långivning skal strammes yderligere.

Men i en ny rapport om den aktuelle økonomiske politik advarer De Økonomiske Råd, Vismændene, nu imod indgreb på boligmarkedet.

Tiden er ikke inde, lyder det.

”Vores vurdering er, at der er god ræson i at have en lille smule is i maven endnu. Ikke for evigt måske, men lidt endnu, mens vi ser tiden an og ser, hvordan boligpriserne udvikler sig,” sagde overvismand Carl-Johan Dalgaard ved præsentationen af rapporten tirsdag.

Årsagen til, at Vismændene ikke vil anbefale indgreb på nuværende tidspunkt, er, at det ikke med sikkerhed kan slås fast, at der er tale om en regulær boligboble, som det var tilfældet i opløbet til finanskrisen.

Selvom priserne på ejerboligmarkedet umiddelbart kunne se ud til at være på himmelflugt med flere salgsrekorder i slipstrømmen, er der nemlig også en række andre forhold, der beroliger Vismændene.

Dels er den såkaldte boligbyrde - de samlede boligudgifters andel af husstandens samlede indkomst - fortsat på et lavere niveau end under 00’ernes økonomiske opsving.

Dels betyder den aktuelle store byggeaktivitet, at udbuddet af boliger vil være stigende over de kommende år.

Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00