Von der Leyen i Nuuk: Europæisk minedrift i Grønland er win-win

Fælles interesser i Grønlands kritiske råstoffer var øverst på dagsordenen, da Ursula von der Leyen åbnede EU’s første kontor i Nuuk fredag. 

Statsminister Mette Frederiksen og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen mødte fredag landsstyreformand Múte B. Egede i Nuuk.
Statsminister Mette Frederiksen og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen mødte fredag landsstyreformand Múte B. Egede i Nuuk.Foto: Dati Bendo/European Union, 2024
Kirstine Erika Crenzien

“Det er en win-win situation, at EU er med til at udvikle Grønlands enorme potentiale indenfor vedvarende energi og kritiske råstoffer,” siger formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen, da hun fredag er på besøg i Nuuk.

Med statsminister Mette Frederiksen og landsstyreformand Múte B. Egede ved sin side har hun indviet EU’s nye kontor i den grønlandske hovedstad, hvis mål er at styrke samarbejdet mellem Bruxelles og Nuuk.

Samtidig underskrev hun to samarbejdsaftaler mellem EU og Grønland. Det betyder, at det indledende arbejde for på sigt at udvinde op mod 25 mineraler, der er kritiske for den grønne omstilling, fra Grønlands undergrund kan gå i gang.

Siden den nuværende EU-kommission blev nedsat i 2019, har det været et ønske i Bruxelles at åbne et Arktiskontor, men projektet er flere gange blevet udsat. Amerikanerne slog dørene op for en repræsentation i Nuuk i 2020.

Du kan se pressemødet fra Nuuk her.

0:000:00