Børnesagens Fællesråd: Barnets Lov risikerer at ligne Titanic på kollisionskurs

Barnets Lov blev, som bekendt og i ekspresfart, vedtaget 2. juni 2023 i Folketinget. Selvom der blev givet lidt ekstra elastik på tre måneder, så loven ikke får virkning fra oktober i år, men først fra årsskiftet, venter en omfattende implementering forude.

En supertanker af en praksis skal vendes på hovedet i et oprørt hav – uden slæbebåde at støtte sig til og med udsigten til yderligere kraftig bølgegang, når skibet rammer de kommunale vinde.

Hvis vi skal have skibet sikkert i havn, kræver det mere end blot gode politiske og faglige intentioner. Spørgsmålet er, om vi har og er villige til at investere, hvad det kræver?

Lidt som med skibet Titanic, som blev sendt på sin jomfrurejse i 1912, var planlægningen længe undervejs og fortællingerne store. Intet kunne gå galt, og den nye måde at anskue skibsarkitektur og -drift på var så banebrydende, at alle fortidens fejl og udfordringer forventedes at forsvinde. Men fortællingerne kunne bogstavelig talt ikke holde vand, da skibet stødte på de første store hindringer.

Den store fortælling

Analogien kan lyde voldsom. Men ikke desto mindre synes sammenfaldene med Barnets Lov at være der: Fortællingerne og forventningerne er store.

Hvis vi skal have skibet sikkert i havn, kræver det mere end blot gode politiske og faglige intentioner.

Pernille Gry Petersen
Generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

Men med så komplekst et fagområde, som arbejdet med sårbare børn og familier er, og med involvering af så mange fagpersoner og indsatser på tværs af det offentlige, civilsamfundet og private aktører, som om lidt skal handle ud fra et omfattende lovkompleks på mange hundrede sider, er risikoen for forlis stor, hvis ikke vi tænker os ekstra godt om.

Som vi i Børnesagens Fællesråd for nyligt problematiserede i et indlæg i Altinget, går det hele for stærkt. Kommunerne skal om ganske få måneder omstille sig til en helt ny praksis – i nogle rammer som i forvejen er presset til det yderste.

Hvis vi fastholder de gode fortællinger om lovens intentioner uden at skele til, hvad det reelt kræver at ændre mangeårige og så forskellige vaner og implementere helt nye praksisser, kan vi ende med mindst 98 forskellige modeller for, hvordan loven skal udmøntes.

Vi risikerer altså at sætte børnene og familiernes retssikkerhed over styr, hvis ikke vi holder tungen lige i munden og erkender de store udfordringer, som venter forude – og det ønsker vi vel ikke?

Implementeringen udfordres ikke kun af omfanget og hastigheden. Høj grad af uklarhed og mangelfuld regulering gør det ikke nemmere.

Reel forebyggelse

Foruden den (alt for) store plads til fortolkning – og dermed høj risiko for uens omsætning af loven – giver loven ikke svar på flere af de helt centrale og vigtige spørgsmål, som blev rejst i aftalen Børnene Først.

Manglerne, som vi er nødt til at tage stilling til, er flere. Men lad os for overblikkets skyld fremhæve nogle af de vigtigste.

Vi kan ende med mindst 98 forskellige modeller for, hvordan loven skal udmøntes. 

Pernille Gry Petersen
Generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

Det første punkt er manglende fokus på reel forebyggelse. I aftalen Børnene Først var fokus rettet mod forebyggelse. Men det er, som om det fokus i processen med lovens tilblivelse er druknet i fortællinger om den nye lovs potentialer. Forebyggelse som både begreb og konkrete indsatspunkter er blevet reduceret og udgør ikke længere hovedformålet.

Hvordan harmonerer det med, at over tre fjerdedele af de cirka 55.000 børn, som i dag får hjælp efter børneparagrafferne, får støtte og rådgivning i klassisk forebyggende forstand i hjemmet og fritidssammenhænge?

Kun godt 11.000 af dem er anbragt eller bortadopteret. Det stærke fokus på flere anbringelser og særligt på emnet tvangsbortadoption synes derfor ude af trit med den virkelighed, som loven om lidt skal udmøntes i.

Vi må og skal derfor øge fokus på, hvordan vi på tværs af sektorer og aktører i både det offentlige, civilsamfundet og det private felt kan styrke fokus på og omsætningen af de forebyggende indsatser. Potentialerne er netop her ganske store.

Forældreskepsis

Det andet punkt drejer sig om, at forældresynet er vendt på hovedet. Kendsgerningerne om antallet af børn, som modtager hjælp uden en anbringelse, synes foruden det manglende fokus på forebyggelse heller ikke at harmonere med den grundlæggende skepsis over for forældrenes rolle i relation til sårbare og udsatte børn.

De anses nu i markant højere grad end hidtil som et problem, som børnene skal skærmes imod – og ikke som de centrale voksne i barnets liv, som de som oftest udgør, som bør og skal hjælpes til at blive de bedst mulige forældre til at støtte børnene og til at forebygge yderligere mistrivsel. I de allerfleste tilfælde er det forældresyn forkert – både viden- og erfaringsmæssigt.

Rettighederne synes amputeret til kun at handle om at kunne vælge mor og far fra. Det holder slet og ret ikke.

Pernille Gry Petersen
Generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

Med Barnets Lov øges børns rettigheder som bekendt. Det er tiltrængt. De skal have en selvstændig stemme og høres, når det handler om deres liv og vilkår. At vi hidtil har handlet anderledes er næsten ubegribeligt.

Men den nye lov øger primært børnenes rettigheder mod forældrene, mens flere lige så centrale rettigheder ikke er meget i fokus. Eksempelvis rettighederne til at gå mod kommunerne og vælge relationen og samværet med forældrene til, hvis situationen ændrer sig til det bedre.

Rettighederne synes derfor amputeret til kun at handle om at kunne vælge mor og far fra. Det holder slet og ret ikke.

Anbringelse og efterværn

Hvor blev den gode anbringelse og efterværnet af? Taget i betragtning af, hvor meget loven og de politiske ambitioner har fokuseret på anbringelser, tvangsanbringelser og efterværn, er det paradoksalt, at man med loven vælger at udskyde en meget vigtig diskussion om styrkelse af anbringelsesområdet og efterværn, som nærmest fremstår, som om de er glemt.