Bureaukratiet i daginstitutioner er en mulighed for faglig fordybelse

Evalueringskulturen er ikke gået institutionerne forbi. Vi evaluerer projekter og arrangementer og bruger også tid på at dokumentere, at vi fordyber os i alle grene af den pædagogiske læreplan.

Det tager tid. Så er det her, vi kan gøre et indhug? Nej, vel?

Det er jo ikke kun den skriftlige arbejdsbyrde, der er steget for pædagogerne de sidste 20 år, men også vores generelle faglighed.

Siden vi gik fra at være en erhvervsuddannelse til en professionsbachelor, har vi også fået et mere udviklingsorienteret og refleksivt virke.

Så meget af den ovennævnte evalueringskultur er også blevet en af grundstenene i den moderne pædagogik.

Så hvad er der snart tilbage at rydde ud i? Da jeg indledningsvis skrev, at jeg som pædagog godt kan nikke genkendende til den stigende mængde af arbejde med kuglepen eller tastatur i hånden, var det ikke ensbetydende med, at vi skal fjerne det.

Nej, som altid er løsningen kun bundet op på én enkelt ting: Tid. 

Jeg nyder mit arbejde på gulvet. Jeg elsker at nørde natur og dyr med ungerne. Jeg elsker at lave lækker bålmad sammen med dem én gang om ugen. Jeg elsker de helt særlige dybe snakke, du kun kan have med en femårig.

Jeg elsker i lige så høj grad at få stimuleret min faglighed gennem refleksion og diskussion.

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog, Københavns Kommune

Men jeg elsker i lige så høj grad at få stimuleret min faglighed gennem refleksion og diskussion.

Derfor synes jeg, at det ville være et kæmpe skridt tilbage, hvis et såkaldt “opgør med bureaukratiet” betyder, at vi fjerner muligheden for at bruge tid på at vurdere de arbejdsredskaber og pædagogiske rammer, der danner fundamentet for børnene og vores hverdag.  

Så der skal simpelthen være tid til begge dele. Både det nære og det praktiske.

Det er efter min bedste overbevisning for unuanceret at argumentere for mere af det ene eller det andet i debatten om, hvad der er bedst for børnene.

Vi skal simpelthen kunne rumme en hverdag, hvor der er plads til både det gode børneliv, men også til faglig refleksion og udvikling.

Vi står over for et lønløft, og vi har i grove træk fået lagt fundamentet for, hvad minimumsnormeringerne skal indkapsle.

Disse tiltag skulle gerne tiltrække flere unge til vores fag – og dermed flere pædagoger til at skabe både hjerterum og udviklingsrum i vores institutioner fremover.

Så lad os holde fast i en nuanceret debat, hvor bureaukratiet ikke udelukkende fremstår som et problem, men også som en nødvendighed i den moderne daginstitution.